Bevar retsforbeholdet – for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld

Bevar retsforbeholdet - for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld½

Bevar retsforbeholdet – for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld


Ikke mere afgivelse af selvbestemmelse.

Tale af Johanne Langdal Kristiansen i København, søndag d. 16. august 2015

Bevar retsforbeholdet. For det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld.

At bevare retsforbeholdet er vigtigt for vores demokrati og ikke mindst den almindelige danskers retssikkerhed.

Det skal være dansk lovgivning, som bestemmer hvad strafferammerne for kriminalitet skal være, hvad den kriminelle lavalder skal sættes til, hvordan vores indsatte skal behandles i fængslerne. Det vil det ikke blive, hvis vi tilslutter os den fælleseuropæiske lovgivning. Som eksempel kan tages det franske fængselsvæsen. Frankrig tilhører det såkaldte hjerte af EU, og har en markant indflydelse. Og deres fængselsvæsen er ikke noget godt eksempel, ikke for medmenneskeligheden hvert fald – franske fængsler har den højeste rate af selvmord blandt fanger i EU, og i La Sante-fængslet i Paris tog 122 indsatte deres egne liv alene i 2002. I et andet EU-land, i Rumænien har man værget sig ved at vedtage initiativer til at stoppe fængselstortur – også selv om FN i 2013 satte rumænerne stolen for døren i forhold til at følge en FN-konvention imod tortur vedtaget allerede kort efter 1990. Og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har dømt imod den ungarske stat så sent som i juni måned i år, hvor 2000 fanger stod til at kunne lægge sager an mod staten på grund af de elendige fængselsforhold.

Erfaringsmæssigt bringer europæisk integration ikke de dårligste lande op på niveau med fx Danmark eller Norge – men sætter niveauet for laveste fællesnævner. Er det virkelig det, vi vil?

Og ønsker vi yderligere et overnationalt politi i EU? Det kan meget vel blive konsekvensen af en afskaffelse af retsforbeholdet. Hvem skal holde øje med Europol? Hvem står det fælles europiske politi til ansvar for? Ikke en dansk justitsminister, men formentlig en EU-kommisær, der ikke er demokratisk indsat; der er fjern fra virkeligheden, fjern fra borgerne.

Også overvågning af borgere må forventes at blive overnationalt. Reglerne for overvågning af sms’er, e-mails og telefonopkald kan besluttes af EU uden, at Folketinget vil kunne ændre på det.

Danmark bør træde ud af EUs terrorliste, hvis vi afskaffer retsforbeholdet, vil det ikke længere være muligt.

EU vil kunne bestemme over dansk strafferet.

Danske borgere kan allerede udleveres til andre EU-lande, hvor de ikke nødvendigvis vil have samme grader af retssikkerhed, som de har herhjemme. Så længe, vi bevarer retsforbeholdet, har Danmark mulighed for at træde ud af denne europæiske arrestordre. Hvis vi afskaffer den og arrestordren bliver overnational, kan vi ikke længere gøre det, men må udlevere vores borgere til retsforfølgelse i de øvrige EU-lande. I disse tilfælde vil alene sprogproblematikkerne være et slag i maven på retssikkerheden. De rigeste skal nok sikre sig den bedst mulige tolkebistand, men hvad med os andre? Og det er jo netop os alle arrestordren potentielt kan ramme. Det er ikke alene dømte kriminelle, men blot folk anklagede for forbrydelser af større og mindre karakter.

Forsvinder den danske kontrol med retspolitikken, når Danmark endnu en gang længere på vejen til at blive en delstat i EU. En selvstændig nation må naturligvis ligesom finanspolitik og forsvarspolitik også have en selvstændig politik på retsområdet. Det betyder ikke, at vi ikke skal samarbejde. Vi kan sagtens bevare retsforbeholdet og stadig samarbejde med EU-lande såvel som med lande udenfor EU. Vi vil forsat være i Interpol, og vi kan etablere samarbejde med Europol. Det har også Norge, Island og Schweiz, der slet ikke er medlemmer af EU gjort.

Formelt set bliver afstemningen ikke et spørgsmål om, hvorvidt retsforbeholdet skal afskaffes – men derimod om den skal erstattes af en tilvalgsordning. Og det lyder så kønt. Det lyder ufarligt – som om et ja faktisk ikke kommer til at ændre noget, fordi Folketinget stadig bestemmer farten. Men – vi kan være sikre på, at en tilvalgsordning vil blive brugt. Ja-sidens politikere vil vælge til og vælge til og vælge lidt mere til. Og dråbe for dråbe bliver dansk retspolitik skyllet fra København til Bruxelles. Og når først et givent område er overladt til EU, klapper fælden. Det er aldrig muligt at tage magt tilbage fra EU! Et ja til at afskaffe retsforbeholdet betyder et ja til at give politikerne fripas til at overlade kontrollen med det, der gør Danmark til et retssamfund til EU, og dermed glider lovgivningen ud af vores hænder, ud af hænderne på de politikere, vi har valgt til at repræsentere os – ud af Danmark, ud af dansk retstradition.

En tilvalgsordning vil blive brugt, det kan vi være sikre på – politikerne vil vælge til og vælge til igen. Og ligesom den gamle remse om “bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen”, kan vi, når et Folketingsflertal har valgt til på vores vejne, ikke vælge fra igen. Tilvalgsordningen er en åleruse – når først man er kommet ind i den ene ende, kommer man ikke ud igen. Det er derfor, NEJ’et er så vigtigt. Og det er derfor, vi skal hjælpe hinanden i efteråret – vi skal fortælle vores venner, kolleger og familier, ja, enhver vi møder, hvorfor tilvalgsordningen ikke er så uskyldig som den lyder. Vi skal minde EU-modstanderne om, at de skal huske at stemme nej; vi skal fortælle skeptikerne, at hvis der nogensinde var grund til at være skeptisk, er det angående retspolitikken – og vi skal endda fortælle EU-tilhængerne, at selv om de måske er tilhængere af det indre marked, behøver de ikke være villige til at give slip på dansk kontrol med retsvæsenet.

Tro ikke skrækpropagandaen
I år er det 15 år siden, danskerne i almindelighed og mange af os, der er her tilstede sagde ja til kronen og nej til euroen. Den gang fik vi at vide, at dansk økonomi var langt bedre stillet indenfor euroen end udenfor. Et nej til euroen ville bl.a. føre til valutauro og en høj rente – og priserne ville endda falde!

Særligt da krisen kom viste det stik modsatte sig at være tilfældet. Dansk økonomi klarede sig langt fra strygende, men dog langt bedre end mange eurolande alene fordi, vi ikke er en del af eurozonen. Noget lignende vil være tilfældet med retsforbeholdet. Vi vil de næste måneder få at vide, at Danmark vil blive et slaraffenland for menneskehandlere og andre kriminelle. Vi vil ikke have en chance uden at stemme ja til tilvalgsordningen. Det er ikke rigtigt! Ved at bevare retsundtagelsen også kaldet retsforbeholdet, vil vi kunne vedblive at bestemme over vores retspolitik, og vi vil kunne samarbejde når og med hvem det er relevant.

Vi må for demokratiets og retssikkerhedens skyld sikre ikke bare et nej, men et rungende nej. Et stensikkert nej. Et nej, der betyder stop; ikke længere. Det bliver hårdt, men vi kan!