Den optimale boligskat – valget er ikke svært

Home  /  Debat  /  Current Page

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen


Af Ib Strømberg Hansen

Kommentar bragt på Berlingske.dk

Boligejernes tryghed har fået første prioritet i debatten om regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering. Det er lige så tåbeligt som at bygge et hus og vente med at støbe fundamentet til sidst.

Boligbeskatningen er helt afgørende for opnåelsen af en retfærdig fordelingspolitik og en velfungerende samfundsøkonomi! De, der har orienteret sig i finansloven, vil måske indvende, at så meget fylder boligskatterne altså heller ikke i det samlede nationalregnskab. Indvendingen er korrekt, men det skyldes, at konsekvenserne af en fejlagtig boligbeskatning ikke figurerer i regnskabet.

Når boligbeskatningen ikke tilpasses udviklingen på ejendomsmarkedet resulterer det i voldsomme svingninger i ejendomspriserne. Vi har indenfor det seneste par årtier set boligejere, der har fået milliongevinster, og vi har set nye på boligmarkedet (overvejende yngre mennesker), der er blevet ruinerede. Under Anders Fogh’s regering fik vi en anskuelsesundervisning i, hvor galt det kan gå. På trods af gentagne advarsler fra førende økonomer, heriblandt de økonomiske vismænd, undlod Anders Fogh at tilpasse boligskatterne, hvilket resulterede i en boligboble.

De kraftigt stigende ejendomspriser i årene under boligboblens opbygning resulterede i en overophedning af økonomien, den såkaldte friværdifest, som endte med at boblen brast med en alvorlig og langvarig økonomisk krise til følge. I årene med friværdifesten var der mange boligejere, der tjente mere på at eje deres bolig end på at arbejde. Og det gjaldt også folk i særdeles vellønnede job.

De beløb som boligejerne i årene op til boligboblens bristen fik foræret i værdistigninger er af en helt anden størrelsesorden end de boligskatter, som fremgår af nationalregnskabet. Det er disse enorme beløb, der er forklaringen på boligbeskatningens afgørende betydning for samfundsøkonomien og en retfærdig fordelingspolitik.

Stigende boligpriser (udover stigning i priserne på nybyggeri) er reelt set en gave (skattefri) til boligejerne. En gave der betales af de unge, der skal ind på ejerboligmarkedet. Slet og ret et generationstyveri!

Der er intet af det, jeg her har forklaret, der er ukendt for politikerne. Alligevel nævner de ikke risikoen for boligbobler, generationstyveri og asociale værdistigninger med et eneste ord, men taler bare manisk om boligejernes tryghed. I virkeligheden en eufemisme for egen tryghed for genvalg.

Det som åbenbart burde have første prioritet i debatten om boligbeskatning er stabilisering af boligmarkedet. Med et stabilt boligmarked vil de samfundsskabte værdistigninger ikke længere ende i boligejernes lommer, generationstyveriet vil være stoppet og unge mennesker vil med tryghed kunne begive sig ind på ejerboligmarkedet.

Med et stabilt boligmarked vil vi få en mere stabil samfundsøkonomi med et over årene stigende provenu fra boligskatterne, som skal anvendes til nedbringelse af skatten på arbejde. Produktivitetskommissionen har redegjort for, at indkomstskatten er den mest skadelige for den økonomiske udvikling, mens boligskat og primært grundskylden er den mindst skadelige. Udover at skat på arbejde er samfundsøkonomisk skadelig, er der også mange, der vil mene, at denne skat er det største overgreb på den private ejendomsret!

Den optimale boligskat er således, i forhold til en sund samfundsøkonomi og en retfærdig fordelingspolitik, af en størrelse, der holder ejendomspriserne i ro.

Valget burde ikke være svært. Men for levebrødspolitikere kan det alligevel føles svært at vælge mellem på den ene side stigende boligskatter med deraf følgende lavere skat på arbejde og på den anden side stigende boligpriser med deraf følgende generationstyveri, boligbobler og økonomiske kriser.

Hidtil har debatten kun været fokuseret på ejerboligerne. Med henblik på en retfærdig fordelingspolitik må lejeboligerne også inddrages. Målsætningen må være, at sammenlignelige boliger beskattes ens. Mere om dette i en opfølgende artikel, hvor også boligejernes tryghed tages op. Den er gemt – ikke fordi den er uvæsentlig, men fordi det først giver mening at se på den, når forudsætningerne er på plads.

Sluttelig skal det fremhæves, at der kan findes en mere indgående behandling af boligskatterne på tænketanken CORIDA’s hjemmeside.

Læs den opfølgende artikel her: Optimal boligskat II


Leave a Reply