Økonomien må ændres fundamentalt

1391919_606474529402429_1132114148_n
Af Jakob Mikkelsen

Nu er Rangvid-rapporten kommet, og mange mener, at krisen er ved at være slut. Andre mener at det blot er et spørgsmål om tid, førend vi får en ny krise.

Det synes at være tendensen, at vi må acceptere kriserne, og at vi ikke vil være i stand til at forudse dem, da de kan komme, hvornår det skal være.

Den tanke, at det er selve systemet, det er galt med, er endnu ikke slået ned i folk, der kommer til orde.

Der er fra forskellig sider forslag til at ændre på systemet, og der er også enkelte bud, der kunne bidrage til et bedre system.

Men selve grundproblemet, synes der ikke være nogen der for alvor tager fat i.

Det grundlæggende problem

Og hvad er så det helt grundlæggende problem i det nuværende økonomiske system? Eller rettere: Og hvad er så de grundlæggende problemer i det nuværende økonomiske system?

Det første jeg vil slå ned på, er den simple fejlopfattelse, at man kan tjene penge på penge. Det er ikke tilfældet. Man kan måske med sit eget begrænsede overblik naivt tro det, men det er ikke tilfældet.

Man kan højst skabe en ubalance, der falder ud til ens egen fordel, så nogle andre får mindre i samme grad som man selv får mere.

Der synes endog i vort samfund at være en temmelig forkvaklet indstilling til magt og rigdom, en indstilling, hvor man ligefrem beundrer og tilgodeser mennesker, der kan spekulere sig til velstand og rigdom. Det er sygt!

Penge er og bliver kun et byttemiddel for at gøre hverdagen smidig, og penge har ingen værdi i sig selv.

Før du, kære læser, slår dig på lårene af grin, skal du huske på, at penge jo repræsenterer en købekraft, en købekraft de kun har fået ved, at der er frembragt værdi – eller rettere: sådan burde det være.

Det er nemlig ikke tilfældet, og det skyldes, at penge sprøjtes ud i samfundet gennem opskrivning af værdierne, som vi sidst så det med priserne på ejendommene op gennem nullerne.

Ejendommene blev jo ikke mere værd, selv om man kunne belåne dem mere.

Den såkaldte kreditklemme

Vi bliver nødt til at forstå, at penge som sagt repræsenterer en købekraft, og at der derfor skal være en balance mellem vareudbuddet og købekraften. Når det ikke er tilfældet, går det galt.

Nu befinder vi os i en kreditklemme, siges det. Men er det nu også sandt? For mig at se er det ikke tilfældet.

Bankerne svømmer i penge, men kan ikke låne dem ud på grund af de restriktioner, der er indført, primært fordi man undlod at gøre noget, da man burde have gjort det. På den måde bliver der for få penge i systemet, og vi får en nedadgående spiral.

Politikerne forsøger at gøre noget, men kan kun stramme op, da der til stadighed bliver færre penge, og de har kun meget begrænset indflydelse på pengeskabelsen.

Der er en meget uheldig sammenblanding af borgernes daglige omsætning og spekulationsøkonomien, hvilket kunne have kørt Danmark fallit, hvis Danske Bank var gået ned.

Når Jesper Rangvid taler om, at 6 procent af bankmarkedet var usundt, har han ikke regnet de banker med, der blev reddet af bankpakkerne.

Banker for de risikovillige

Så vil det straks være helt andre og problematiske størrelser, vi taler om. Derfor må vi have adskilt den daglige husholdningsomsætning for private og virksomheder fra de risikobetonede investeringer, idet begge dele foregår i bankerne.

De kan adskilles ved at omdanne de eksisterende banker til investeringsbanker uden råderet over folks indeståender på anfordringskonti.

På den måde ville bankerne kun have råderet over den indskudte risikovillige kapital. De ville stadig kunne tilbyde kunderne en service i form af anfordringskonti, en service de ville kunne beregne sig et gebyr for, men de ville skulle stille sikkerhed for disse midler i form at deponerede indskud i Nationalbanken af samme størrelse.

På den fikse måde kommer vi omkring indskydergarantien, der helt automatisk dækker alle indskud uden grænser, altså bortset fra de indskud folk gør i investeringsbankerne for at få afkast af deres penge.

Samfundsbanken

Men hvor skal folk så placere deres opsparing, hvis de ikke vil risikere at tabe det hele? Det vil her være en mulighed at oprette en samfundsbank, hvor borgere og virksomheder risikofrit kan placere deres overflødige midler.

Samfundsbanken skal tjene flere formål: Dels – som nævnt – at modtage indskud fra borgere og virksomheder, der ikke går efter et afkast, men efter at sikre deres penge. Samfundsbanken kan så bruge de indskudte penge til at finansiere fast ejendom og statslige og kommunale anlægsprojekter, hvor pengene er sikre. Her vil indskydergarantien også være 100 procent.

Pengeskabelsen skal ske i Nationalbanken, der på den måde får magt over pengemængden, og pengene stilles rentefrit til rådighed for investeringsbankerne og Samfundsbanken i det omfang, der er brug for det.

Styr på gældsspiralen

Der er en pointe i at pengeskabelsen skal ske rentefrit: Så får vi styr på gældsspiralen, der er forårsaget af renteprincippet (de tilskrevne renter modsvares jo netop ikke af en tilsvarende produktion, hvorfor der kun dannes mere gæld).

Jeg er klar over, at dette kan være svært at forstå, hvis man er vant til at tænke i udbytter og investeringer med hurtige afkast. Den tankegang er vi imidlertid også bedst tjent med at slippe af med, idet det er en sådan tankegang, der stimulerer grådigheden.

Lokalt bank-demokrati

Der er dog et par ting mere at sige om Samfundsbanken: Det er, som det fremgår, ikke en bank som alle andre banker.

Flere politikere har været ude med tanker om en samfundsbank i flere omgange gennem de seneste år, men de har ikke villet være konkrete, og som jeg har opfattet det, har de blot en vag forestilling om en bank, der vil låne penge ud, hvor de kommercielle banker ikke vil.

Det holder ikke!

Samfundsbanken skal bestå af et net af afdelinger ud over landet, styret lokalt – ikke af politikere, men af folkevalgte bestyrelser. På den måde forsøger vi at sikre den lokale forankring til gavn for lokale investeringer og lokal udvikling, og jeg ser ikke disse afdelinger af Samfundsbanken som modsætninger til lokale investeringsbanker, men tværtimod som konstruktive samarbejdspartnere.

Samfundsbanken ledes af en repræsentantskabsvalgt bestyrelse og den af den indsatte daglige ledelse. Samfundsbanken udpeger halvdelen af Nationalbankens repræsentantskab.

I TV2 NEWS var den økonomiske krise på dagsordene  den 22. september 2013, og til sidst spurgte studievært Kurt Strand så deltagerne: Hvad vi har lært af krisen.

Jeg skal undlade at gentage svarene, men kun konstatere, at det rigtige ikke var blandt dem:

Vi burde have lært, at vi skal være mere åbne overfor nye tanker og nye økonomiske modeller og lade os inspirere af det, der bevæger sig i periferien.

Det er herfra al nytænkning kommer – selv om det kan være svært at fatte, hvis man selv sidder i centrum!

Jakob Mikkelsen er formand for JAK Danmark og medlem af Syntesetanken
Indlægget er syndikeret fra Modkraft.dk