Retsforbundet på Folkemødet 2016

Retsforbundet på Folkemødet 2016

Besøg Retsforbundet på Folkemødet 2016. Du finder os på Cirkuspladsen, stand C24.

Besøg Retsforbundet på Folkemødet

Du finder os på Cirkuspladsen, stand C24, i Allinge, hvor vi står klar med et spændende program. Selv når der ikke er noget programsat er vi hele tiden på standen, så kig endelig forbi.

Vi glæder os til at hilse på dig :)

PROGRAM

TORSDAG D. 16. JUNI, KL. 17.30 – 18.30:
Et bæredygtigt landbrug – på miljøets bekostning?
FREDAG D. 17. JUNI, KL. 15.00 – 16.00:
Samfundsdividende vs. Ubetinget Basisindkomst
LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 13.15 – 13.45:
El Clasico – kampen om Europa
LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 15.00 – 16.00:
Dansk medlemskab af EU efter Brexit?
LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 16.00 – 17.00:
Retssikkerhed for enhver pris?
SØNDAG D. 19. JUNI, KL. 11.00 – 12.00:
Retssikkerhed & rettigheder i den offentlige forvaltning

TORSDAG D. 16. JUNI, KL. 17.30 – 18.30

Et bæredygtigt landbrug – på miljøets bekostning?

Med udgangspunkt i den såkaldte landbrugspakke, som bl.a. resulterede i en ministerafgang, har Retsforbundet inviteret to landbrugsorganisationer med vidt forskellige synspunkter til debat. Bæredygtigt Landbrug og Frie Bønder – Levende Land, som repræsenterer hver sin gruppe af landmænd.

Debatten vil – i lyset af landbrugspakken – tage en række aktuelle spørgsmål op i forhold til dansk landbrug. Går et bæredygtigt landbrug hen over hensynet til miljø og natur og er bæredygtigt landbrug et entydigt begreb? Bud på dansk landbrugs fremtidige udvikling herunder behovet for nye ejerformer i dansk landbrug? – Vi håber på en debat, som ikke mindst vil vise, at ”dansk landbrug” ikke er en entydig størrelse, men at der, også blandt danske landmænd, er vidt forskellige holdninger til landbrugspakke, miljølovgivning og landbrugets fremtid. Debatdeltagerne vil være Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug og Hans Jørgen Nygaard, formand for Frie Bønder – Levende Land, samt miljøordfører Vagn Christensen fra Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

FREDAG D. 17. JUNI, KL. 15.00 – 16.00

Samfundsdividende vs. Ubetinget Basisindkomst

I borgerlønsbevægelsen BIEN Danmark arbejder man for at indføre Ubetinget Basisindkomst i Danmark. I Retsforbundet har man Samfundsdividende på programmet. Hvad vil en fri adgang til penge til de nødvendige livsfornødenheder gøre ved os som individer, og hvilken indflydelse vil det få på samfundet?

Vi vil i denne workshop kigge på forskelle og ligheder mellem de to begreber. Og videre: Hvad vil en fri adgang til penge til de nødvendige livsfornødenheder gøre ved os som individer, og hvilken indflydelse vil det få på samfundet? Og hvordan får vi råd? En repræsentant for hhv. Retsforbundet og BIEN Danmark vil kaste lys over dette og de mange spørgsmål en sådan samfundsvision rejser. Væsentlige spørgsmål er: Vil en borgerdividende/basisindkomst gøre folk inaktive, så de vil holde op med at gå på arbejde? Eller vil det tværtimod sætte gang i iværksætteriet? Vil det være en god model for at vi kan komme den teknologiske udvikling i møde med klapsalver? Hvad vil det betyde for sammenhængskraften og civilsamfundet? Hvordan vil det influere på beskæftigelsespolitikken? Kom og deltag i debatten.

LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 13.15 – 13.45

El Clasico – kampen om Europa
B18 Allinge Stadion – Nordlandspladsen
Arrangører: Europabevægelsen. Folkebevægelsen mod EU og EUD.

Banen er endnu engang kridtet op til et brag af en fodboldkamp mellem EU-modstandere og EU-tilhængere. Vi har tilsidesat al politisk retorik og erstattet det med hård fysisk kamp. Så holder du af lækre Laudrup-finter, svedende politikere og højt humør, er dette arrangement lige noget for dig.

Der er lagt op til en drabelig duel, når Europabevægelsen og Folkebevægelsen mod EU endnu engang tørner sammen i året duel – kampen om Europa. Da det mod forventning ikke er lykkedes at booke Ronaldo, Messi eller Bendtner må I nøjes med meningsdannere og papirnussere, som til gengæld vil gøre alt for at sigte efter stjernerne og vinde håneretten endnu et år. Kom og hep på dit hold.

Deltager er bl.a: Jeppe Kofod, Medlem af Europa-Parlamentet, Socialdemokratiet. Bjarke Møller, Direktør, Tænketanken Europa. Lasse Kristoffersen, Politisk konsulent, ITD. Jeppe Frasson, Næstformand, SFU. Bo Sandberg, Cheføkonom, Dansk Byggeri. Malthe Kjems, Kommunikationschef, Tænketanken Europa. Lave K Broch, 1 suppleant til Europa-Parlamentet, Folkebevægelsen mod EU. Poul Gerhard Kristiansen, Politisk ordfører, Retsforbundet. Jimmy Due, Retsforbundet, Sofie Jørgensen, ROPA.

LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 15.00 – 16.00

Dansk medlemskab af EU efter Brexit?

Den 23. juni stemmer briterne om de fortsat vil være medlem af EU. Det får også konsekvens for Danmark. I forhold til hvad vi fik at vide EF var og ville udvikle sig til, er der siden sket en voldsom udvikling af EU – langt fra løfterne i 1972.

Også danskerne har derfor brug for en ny debat og brug for at blive spurgt om fortsat dansk EU-medlemskab. Retsforbundet indbyder til en debat om Brexit og hvad en britisk ”leave”-afgørelse vil betyde det danske forhold til EU – til det EU, som har udviklet sig til eller er i gang med at udvikle sig til den økonomiske, politiske og militære union, som tilhængerne i debatterne i 1972 og siden har benægtet, men som vi modstandere advarede imod. Vi vil diskutere udviklingen i EU og ikke mindst se hen på den anden side af Brexit-afgørelsen den 23. juni. Retsforbundet vil være repræsenteret af partiets politiske ordfører og landssekretær hos Folkebevægelsen mod EU, Poul Gerhard Kristiansen, og vi i forventer at få en EU-positiv debattør til at tage handsken op og dermed forhåbentlig give en os en spændende debat om Danmarks forhold til EU løftet op over krumme agurker og ilanddrevne sko.

LØRDAG D. 18. JUNI, KL. 16.00 – 17.00

Retssikkerhed for enhver pris?
A26 Danchells Anlægs Mødetelt – Danchells Anlæg
Arrangør: Kammeradvokaten

Har de senere års fokus på offentlige udgifter påvirket det grundlæggende hensyn til retssikkerheden? Har vi en sund balance mellem retssikkerhed og ressourcehensyn i Danmark? Har almindelige mennesker brug for retssikkerhed? Kom til debat om den retssikkerhedsmæssige balancegang.

Siden finanskrisen har vi set et voksende fokus på offentlige udgifter og effektivisering af det offentlige Danmark. Men er det sket på bekostning af borgernes grundlæggende retssikkerhed? Eller er der blot tale om sund prioritering? De spørgsmål vil politikere og eksperter blive stillet, når Kammeradvokaten inviterer til debat om den vanskelige retssikkerhedsmæssige balancegang. Clement Kjersgaard styrer debatten, som bl.a. byder på beretninger om borgere med retssikkerhedsmæssige udfordringer tæt inde på livet. Du vil møde nogle af landets førende eksperter på området, som giver deres bud på udviklingen og visioner for fremtidens retssikkerhedsmæssige balance.

SØNDAG D. 19. JUNI, KL. 11.00 – 12.00

Retssikkerhed & rettigheder i den offentlige forvaltning

Retssikkerhed & rettigheder i den offentlige forvaltning – for BÅDE borgere og ansatte. Hvordan sikres det? Hvilke udfordringer og styrker vi ser ved tingenes tilstand som de er nu?

Den offentlige forvaltning er i knæ – og regeringens svar på det, er uanset dens farve iøvrigt – som altid – gennem de sidste 15 år – endnu flere stramninger og forringelser, i kommunernes økonomi – og for samfundets ledige, mest udsatte, syge og handicappede borgere. At det er økonomiske styringsincitamenter, som har fået den offentlige forvaltning i knæ – og har sat borgernes retssikkerhed over styr – er desværre uomtvisteligt.

Er en del af svaret, at socialrådgivere skal have autorisation og/eller mere uddannelse/erfaring? Socialrådgivere i kommunerne, og andre steder, er ikke underlagt autorisation. Det vil sige, at de ikke kan fratages retten til at virke som socialrådgivere og ikke kan pålægges fagligt ansvar og f.eks indklages for et fagligt nævn, såfremt de gentagent og i alvorlig grad, bryder med de faglige regler og kodeks – og de juridske rammer de arbejder under, i deres forvaltning af borgernes sager.

Deltagere:
Mette Valentin, Retsforbundet
Torben Jensen, Advokatrådet


Aktivist

Folkemødet 2014 : Et bæredygtigt demokrati?

Aktivist

Aktivist med Guy Fawkes maske ser til imens en politibil brænder, 15. oktober 2011 i Rom. Retsforbundet viser lørdag 14. juni under Folkemødet film om hacktivist-fænomenet Anonymous, kendt for sin brug af Guy Fawkes-masken. Foto : REUTERS, Stefano Rellandini

Af Morten Blaabjerg, Organisatorisk Udvalg

Et bæredygtigt demokrati?

Vi vil i Retsforbundet gerne benytte Folkemødet 2014 til at slå en alvorlig tone an. Vi befinder os i en verden, der har brug for reelle bud på løsninger på både de nationale og globale udfordringer, vi står overfor. Men kan vi få de bedst mulige løsninger, så længe vi ikke har et reelt demokrati? I Danmark såvel som i resten af verden? Kan vi udvikle og styrke vores demokrati, så længe vi er i en EU-klub hvor størstedelen af vores politik besluttes udenfor Danmark? Og hvordan kan det være, at det skal være hacktivistgrupperinger som f.eks. Anonymous, der medvirker som katalysator til det arabiske forår – og ikke de vestlige demokratier? Imens de selvsamme aktivister fængsles og retsforfølges af deres egne regeringer?

Disse spørgsmål – og mange flere – vil vi i Retsforbundet godt sætte til debat under årets Folkemøde i Allinge på Bornholm, hvor vi inviterer til både filmvisning om Anonymous med efterfølgende demokrati-debat, debat om demokratiet og EU – og demokrati-rendezvous med de øvrige små lister og partier, om den store udfordring det er, som parti udenfor Folketinget, at trænge igennem med de politiske løsninger, som Danmark har brug for i fremtiden.

Retsforbundet på Folkemødet 2014

Kom og mød Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti i ‘det bæredygtige telt’ (hvordan kunne vi kalde det noget bedre?), på Cirkuspladsen, plads C20. Vi glæder os til at møde lige præcis dig til en snak om hvordan vi sammen skaber den rette kurs mod en mere fri, demokratisk og bæredygtig fremtid for Danmark! Det bliver med garanti både hyggeligt og opbyggeligt, med masser af politiske udvekslinger, og vi glæder os meget til også den uformelle del af denne politiske fest.

Men imens vi hygger os, så lad os ikke glemme at politik også er alvor – og at det er derfor vi er her.

Vores program ser således ud :

Torsdag 12. juni 2014

Hele dagen : Mød Retsforbundet!
Det bæredygtige telt bemandes af Poul Gerhard Kristiansen, Vagn Christensen, Ulf Kobbernagel og Søren Christian Hansen, på Cirkuspladsen, C20. Kom og hør nyt om vores nye arbejdsprogram og de helt aktuelle tilføjelser med ny bankpolitik, samfundsdividende, legalisering af cannabis, et bæredygtigt demokrati og målsætning om afvikling af immaterielle monopoler/rettigheder. Du kan også høre hvordan vi tror vi kan hjælpe med til at skabe en mere fri og bæredygtig kurs for Danmark.

Læs mere om de væsentligste vedtagelser i vores nye arbejdsprogram her. Det fulde, nye arbejdsprogram vil være tilgængeligt her på hjemmesiden inden Folkemødet.

Fredag 13. juni 2014

Hele dagen : Mød Retsforbundet!
Det bæredygtige telt bemandes af Poul Gerhard Kristiansen, Ulf Kobbernagel, Vagn Christensen og Søren Christian Hansen, på Cirkuspladsen, C20. Kom og mød os!

11.30-13.00 : Basisindkomst og samfundsdividende
Debat med BIEN Danmark og Alternativet om basisindkomst/samfundsdividende. Fra Retsforbundet deltager Søren Christian Hansen, der er i debat med Ebbe Lauridsen fra BIEN Danmark og Torsten Gejl fra Alternativet. Hvordan ser de to politiske partier på basisindkomst?

Sted: Danchells Anlæg, D6.

Arrangeres i samarbejde med BIEN Danmark.

11.30-12.30 : Kampen om Europa
Poul Gerhard Kristiansen repræsenterer Retsforbundet i kampen imod EU-tilhængerne. Banen er endnu engang kridtet op til et brag af en fodboldkamp imellem EU-modstandere og EU-tilhængere. Vi har tilsidesat al politisk retorik og erstattet det med hård fysisk kamp. Så holder du af lækre Laudrup-finter, svedende politikere og højt humør, er dette arrangement lige noget for dig.

Sted: Allinge Stadion, Banerne bag Nordlandshallen.

Arrangeres i samarbejde med Europabevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.

Lørdag 14. juni 2014

Hele dagen : Mød Retsforbundet!
Det bæredygtige telt bemandes af Poul Gerhard Kristiansen, Lars Rindsig, Ulf Kobbernagel, Morten Blaabjerg, Vagn Christensen, Søren Christian Hansen og Jimmy Due, på Cirkuspladsen, C20. Kom og hør nyt om vores nye arbejdsprogram og de helt aktuelle tilføjelser med ny bankpolitik, samfundsdividende, legalisering af cannabis, et bæredygtigt demokrati og målsætning om afvikling af immaterielle monopoler/rettigheder. Du kan også høre hvordan vi tror vi kan hjælpe med til at skabe en mere fri og bæredygtig kurs for Danmark.

Læs mere om de væsentligste vedtagelser i vores nye arbejdsprogram her. Det fulde, nye arbejdsprogram vil være tilgængeligt her på hjemmesiden inden Folkemødet.

15.00-16.00 : Vejen til Folketinget – arbejdsvilkårene for små partier
Hvad kræver det for partier at blive opstillingsberettigede til Folketingsvalg? Hvad går det daglige partiarbejde ud på, når man endnu ikke er repræsenteret i Folketinget? Hvad er de største udfordringer? Hvem stiller udfordringerne (medierne, myndigheder, folkestemningen mm.)? Hvem hjælper? Og hvordan er det at opstarte et nyt parti i et samfund, hvor den aktive, partipolitiske deltagelse blandt borgerne tilsyneladende er dalende?

Retsforbundet repræsenteres af Morten Blaabjerg. Der deltager desuden repræsentanter for Alternativet, Kristendemokraterne og Dukke Partiet.

Sted : dknyt/Bladet Kommunens telt

Arrangeres i samarbejde med dknyt/Bladet Kommunen.

19.00-21.45 : Anonymous og demokratiet
Retsforbundet viser filmen We Are Legion – The Story of the Hacktivists, instrueret af Brian Knappenberger (2012). Filmen fortæller historien om hacktivist-fænomenet Anonymous, herunder dennes forskellige operationer imod Scientology, i forbindelse med blokaden af WikiLeaks, samt under det arabiske forår. Filmen fortæller også om gruppens arbejdsmetoder, herunder såkaldte “Distributed Denial of Service”-angreb (DDoS) som sammenlignes med sit-ins under Borgerrettighedskampen i USA i 1950’erne. Filmen er på engelsk med danske undertekster. Medbring gerne eget siddeunderlag! Efterfølgende lægger vi op til debat om demokratiets udfordringer i det 21. århundrede med spørgsmålene :

  • Er DDoS-angreb blot det 21. århundredes elektroniske sit-ins – eller en ikke-acceptabel krænkelse af ytringsfriheden?
  • Er den elektroniske nødbremse en nødvendighed eller en trussel imod demokratiet?
  • Repræsenterer hacktivist-bevægelserne en udfordring eller en chance for demokratiet – nationalt og globalt?

Sted : Det bæredygtige telt, Cirkuspladsen, C20.

Søndag 15. juni 2014

Hele dagen : Mød Retsforbundet!
Det bæredygtige telt bemandes af Poul Gerhard Kristiansen, Vagn Christensen, Lars Rindsig, Ulf Kobbernagel, Søren Christian Hansen, Morten Blaabjerg og Jimmy Due, på Cirkuspladsen, C20. Sidste chance for at møde Retsforbundet på Folkemødet 2014.

10.00-11.00 : EU og demokratiet
I EU er det kun EU-kommissionen, der kan stille lovforslag og flertallet af lovene påvirkes i dag af EU. Kom og hør om hvordan EU påvirker og begrænser demokratiet. Oplægholder er Poul Gerhard Kristiansen, landssekrekretær for Folkebevægelsen mod EU og politisk ordfører for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

Sted: Allinge Havn – Ydermolen, EUD/Folkebevægelsen mod EU, Y9.

Arrangeres i samarbejde med Folkebevægelsen mod EU

12.00-13.00 : De små partiers udfordring
Åbent rendezvous for repræsentanter for de små partier og lister med henblik på at afdække fælles interesser, mål og samarbejdsmuligheder med henblik på større politisk indflydelse i fremtidens Danmark.

Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti er et lille parti blandt en række lister/partier udenfor Folketinget. Vi vil gerne invitere til et uformelt møde for repræsentanter fra Retsforbundet, Kristendemokraterne, Centerpartiet, Miljøpartiet Fokus, Demokraterne, Forenede Demokrater, Alternativet og andre mindre lister/partier, som er interesseret i at afdække samarbejdsmuligheder i fremtiden. Hvori består vore udfordringer? Hvad har vi til fælles? Hvor er vore brudflader og samarbejdspunkter?

Kom og mød en partifælle fra et andet mindre parti udenfor Folketinget – vi byder på en kop kaffe og en uformel snak med Retsforbundets repræsentanter ved Folkemødet.

Sted : Det bæredygtige telt, Cirkuspladsen, C20.


En køreplan mod en bæredygtig økonomisk fremtid

Foto : Chiot's Run. Licens : Creative Commons by-nc 2.0

På vej mod en bæredygtig økonomisk fremtid Foto : Chiot’s Run. Licens : Creative Commons by-nc 2.0

Af Retsforbundets landsledelse

Retsforbundets Politiske Udvalgs oplæg til partiets implementering af basisindkomst lyder foreløbig således. Det understreges at der KUN er tale om en skitse, som interesserede kan anvende som grundlag for egne forslag.

I forlængelse af Politisk Udvalgs udspil er det efter vores mening væsentligt at overveje flere forskellige spørgsmål:

Hvad er udgangspunktet for, at give en ubetinget basisindkomst?

1) Er udgangspunktet og berettigelsen, at give alle borgere en garanti for et fast forudsigeligt økonomisk fundament?

Fordele:

  • Det vil frigøre individet fra de mest grundlæggende økonomiske bekymringer.
  • Det vil fjerne behovet for alle faste eller behovsbetingede overførselsindkomster.

Ulemper:

  • Det vil være dyrt og det vil nødvendigvis skulle finansieres af skatteindtægter.
  • Der er risiko for, at det for nogen bliver et incitament for nogen, til ikke at udnytte sine evner og muligheder.

2) Er udgangspunktet og berettigelsen, at give alle borgere deres ligelige og ubetingede andel af den samlede samfundsomsætning, således som den måles i det samlede grundskyldsprovenu – samt provenuet ved salg af samfundets naturressourcer. Det er det, vi kalder samfundsdividende.

Fordele:

  • Det er den retfærdigste måde at fordele samfundets indtægter.
  • Det giver alle mennesker et medejerskab af dette samfund og et incitament til at skabe udvikling.
  • Det giver både logisk, politisk og moralsk mening, at alle skal have deres ligelige andel, uanset social status.

Ulemper:

  • Dividenden pr. definition er konjunkturafhængig og derfor ikke kan være et stabilt beløb.
  • Dividenden vil næppe være et beløb man kan leve af.
  • Dividenden vil ikke kunne erstatte overførsler til dem, der er helt uden arbejdsevne.

Hvor skal pengene komme fra ?
Dette afhænger af svaret på det første spørgsmål.

1) Hvis basisindkomsten er finansieret helt og udelukkende af samfundsdividende, så vil beløbet være flydende (år til år) og sandsynligvis ikke tilstrækkeligt til at man kan leve af den alene.

2) Hvis basisindkomsten skal være tilstrækkeligt til at leve af, skal samfundsdividenden suppleres af midler tilvejebragt via en form for skat.

Fordelene og ulemperne er grundlæggende de samme som i første spørgsmål.

Hvordan skal basisindkomsten udbetales ?

1) Beløbet udbetales automatisk til alle borgeres NEM-konto, hver måned eller år.

Fordele:

  • Nemt at forstå og aldeles u-bureaukratisk.

Ulemper:

  • Få eller ingen?

2) Beløbet er et skattefrit bundfradrag for indkomstskatten, der fungerer som en negativ indkomstskat for dem, der tjener mindre end beløbet.

Fordele:

  • Nemt og økonomisk at implementere i vores nuværende skattesystem
  • Udbetalinger vedrører kun de, der tjener mindre end værdien af fradraget

Ulemper:

  • Få eller ingen?

Hvem skal have basisindkomst?

1) Alle der bor og betaler grundskyld og/eller skat i Danmark (og deres børn).

Fordele:

  • Det er retfærdigt og logisk, at dem der betaler til samfundet også modtager dividenden.

Ulemper:

  • Det er muligt, at der kan spekuleres i det.

2) De ”uarbejdsdygtige” (børn og pensionister) skal have en fast basisindkomst, dem der er en del af arbejdsstyrken, skal have samfundsdividende.

Fordele:

  • Det er en hybrid af de to forskellige tilgange, der både sikrer den sociale og den moralske dimension :
    • Der sikres et livsgrundlag for de der ikke kan klare sig selv.
    • Samtidig fastholdes princippet ved samfundsdividende.

Ulemper:

  • Der skal fortsat anvendes offentlige ressourcer på at vurdere, hvem der skal tildeles basisindkomst.

Den videre proces i implementeringen af basisindkomsten/samfundsdividenden i Retsforbundets politiske arbejdsprogram er som følger :

Retsforbundet afholder lørdag 26. april kl 12.00 – søndag 27. april kl 16.30 ekstraordinært landsmøde.

  • Landsmødet finder sted på Næsbylund Kro, Bogensevej 105 i Odense.
  • Deltagelse koster inkl. forplejning og overnatning kr 500,- for alle medlemmer.
  • Retsforbundet afholder øvrige udgifter i forbindelse med mødet – hvoraf en del håbes dækket ved frivillige bidrag. Det er muligt at søge om at få udgifter til transport dækket, idet vi gerne ser et så bredt og stærkt fremmøde som overhovedet muligt.
  • Det alt væsentligste dagsordenspunkt på landsmødet er implementeringen af basisindkomst/samfundsdividende i Retsforbundets arbejdsprogram som vedtaget ved Retsforbundets landsmøde i 2013.
  • Landsmødet erstatter det landsmedlemstræf for alle medlemmer, vi plejer at afholde i foråret.
  • Tilmelding til landsmødet kan ske ved at sende en email til info@retsforbundet.dk eller ringe til sekretariatet med navn og tilkendegivelse.

Men der er ingen grund til at hvilke på laurbærrene så længe. Alle medlemmer inviteres til at deltage i debatten her på sitet eller på Retsforbundets Facebook-side. Og allerede i næste uge inviterer Retsforbundets Politiske Udvalg til Åbent Møde på Dronningegården i Odense, med afsæt i ovenstående debatspørgsmål.

Politisk Udvalgs åbne møde finder sted onsdag den 12. marts kl. 17 – 21 på Dronningegården. Dronningegården er et kontorfællesskab med mødelokaler, beliggende Dronningensgade 23, 5000 Odense C. Forhåndstilmelding ikke nødvendig, men giv gerne et heads up til Torsten om at du kommer på torsy@retsforbundet.dk.

Dette bliver det andet og sidste møde Politisk Udvalg afholder i processen frem imod landsmødet. Alle Retsforbundets medlemmer (og dem der gerne vil være medlemmer) er velkomne. Det er sidste chance for mundtligt at debattere emnet forud for det eller de forslag Retsforbundets Landsledelse vil fremsætte til partiets ekstraordinære landsmøde 26. + 27. april, angående ubetinget basisindkomst.

Vel mødt til en god og konstruktiv debat, der vil kvalificere Retsforbundets politik på to af vore vigtigste områder : den økonomiske og den sociale politik.

Landsledelsen vil stærkt opfordre alle interesserede medlemmer til at indsende helt konkrete ændringsforslag og gøre det i et format, så det er tydeligt, hvilke afsnit der ønskes ændres til hvad. Ultimativt skal man kunne forholde sig til forslagene og udvælge de, der kan/skal stemmes om.

Dette kan gøres ved at hente hele arbejdsprogram-udkastet i det ønskede format og lave sin egen version – eller nøjes med at kopiere de afsnit man interesserer sig for. Ændringsforslag til teksten kan med fordel markeres med blå skrift og kursiv, og sendes til info@retsforbundet.dk.

Ledelsen mødes igen 5. april og laver da det endelige arbejdsprogram-forslag (eller flere forskellige), som udsendes til medlemmere og skal debatteres og ultimativt vedtages ved landsmødet.

REDIGERET : Den oprindelige tekst fra Politisk Udvalg er nu erstattet af et link til denne side, hvor man kan finde hele arbejdsprogram-udspillet i forskellige udgaver, og indlægget er tilføjet opfordringen til at indsende ændringsforslag.