Ib Strømberg Hansen

Basisindkomst og retsmoralen

Ib Strømberg Hansen

Ib Strømberg Hansen ved Retsforbundets landsmøde 2013. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen


Af Ib Strømberg Hansen

Med udgangspunkt i den udtalte enighed, om at basisindkomsten skal bedømmes på grundlag af retsmoralen, vil jeg sammenligne den udgave af basisindkomsten, som jeg i løbet af debatten har skitseret, med det nuværende system.

Retsmoralen indeholder 5 hovedprincipper, som er relevante med henblik på en vurdering af basisindkomst:

  1. Borgernes personlige frihed
  2. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
  3. Borgernes økonomiske ligeret
  4. Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
  5. Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette

I det nuværende system krænkes principperne 1-3 på det groveste, mens 4 og 5 kun i mindre/nogen grad fraviges.

Med basisindkomst respekteres principperne 1, 3 og 5. Princip 4 fraviges for så vidt gælder de basale leveomkostninger. Princip 2 krænkes totalt set i samme grad som i det nuværende system.

Med en simpel pointgivning er der ingen tvivl om, at med basisindkomst vil vi få et samfund, der i langt højere grad er i overensstemmelse med retsmoralen. Vi kan i overensstemmelse med sandheden melde klart ud, at vi arbejder for at fremme den personlige frihed og for at det altid vil kunne betale sig at arbejde og spare op.

Efter denne summariske bedømmelse er det på sin plads med en mere detaljeret gennemgang af de enkelte principper:

1. Borgernes personlige frihed
Ingen er vel i tvivl om, at i det nuværende system drives bistandsklienternes rundt i manegen af en hær af offentligt ansatte, der kontrollerer og overvåger hinsides det acceptable. Det nærmer sig tilstandene i østblokken før murens fald, hvor borgerne uden dommerkendelse kunne indkaldes/hentes til forhør. Det er rasende dyrt og uden den store virkning. Det er ikke værdigt for borgerne og det er en fratagelse af borgernes personlige frihed.

Basisindkomsten har ingen af disse uacceptable virkninger og giver borgerne deres fulde frihed.

2. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
I det nuværende system vil folk på offentlig forsørgelse ikke få nogen, eller kun forsvindende lille, økonomisk gevinst af at påtage sig et lavtlønsjob. Hele deres arbejdsindsats bliver inddraget i form af reducerede offentlige ydelser og skat. Med basisindkomst forekommer denne dobbeltbeskatning ikke. Basisindkomsten bliver ikke reduceret, så arbejdsindkomsten beskattes kun med den gældende skattesats. Det kan betale sig at arbejde!

I det nuværende system er diverse ydelser reguleret af formueforhold. Borgere, der af deres beskattede arbejdsindkomst har foretaget opsparing, kommer derfor ud for, at de ikke kan få de samme ydelser som deres medborgere, der ikke har foretaget opsparing. Deres opsparede arbejdsindkomst bliver således beskattet igen og igen indtil den er væk. Dette vil ikke forekomme med basisindkomst. Det kan betale sig at spare op.

Totalt set vil der ikke ske nævneværdige ændringer i beskatningen af arbejde, idet borgere der i dag ikke modtager overførselsindkomst vil få en skatteforhøjelse, der modsvares af basisindkomsten og for borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, vil basisindkomsten blive modregnet.

Selvom der totalt set ikke i første omgang vil forekomme en væsentligt ændret samlet indkomstskat (korrigeret for basisindkomst) som følge af indførelse af basisindkomst, repræsenterer basisindkomsten alligevel et afgørende fremskridt bedømt i forhold til retsmoralen, da den enkelte borger helt kontant kan konstatere, at arbejde og opsparing betaler sig.

Med basisindkomst bruges gulerod i stedet for pisk.

3. Borgernes økonomiske ligeret
Retsmoralen fastslår borgernes ubetingede lige ret til de fælles midler. Borgernes indtjening og formue påvirker ikke deres ret.

Når vi af de fælles midler tilgodeser de raske og arbejdsduelige, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, må vi i overensstemmelse med ligeretten tilgodese alle raske og arbejdsduelige personer.

Det fører frem til den konklusion, at det er nødvendigt at udbetale en ubetinget basisindkomst for både at tilgodese statens pligt til at forsørge dem, der ikke kan forsørge sig selv, og for at overholde kravet om borgernes økonomiske ligeret.

Der kan sættes spørgsmålstegn ved den økonomiske ligeret så længe statens midler ikke 100% består af retsstatens naturlige indtægter. Det vil jeg dog fraråde. Dels fordi basisindkomsten har så mange, og i forhold til retsmoralen væsentlige, fordele, dels fordi det i praksis vil være vanskeligt at forklare og administrere en procentdel af ligeretten.

4. Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
Selvforsørgelsespligten er et hyppigt fremført argument fra modstanderne af basisindkomst. Det nuværende system er da også på papiret baseret på dette princip, men trods mange regler og et stort bureaukratisk apparat lykkes det alligevel personer med fuld erhvervsevne at lade sig forsørge på et attraktivt niveau af det offentlige.

Da basisindkomsten i henhold til den økonomiske ligeret og statens forsørgelsespligt er nødvendig, mener jeg, at selvforsørgelsespligten kun kan imødekommes så langt som til, at basisindkomsten begrænses til at dække de basale behov. Alle raske og arbejdsduelige borgere skal være sikret mod absolut fattigdom, men har selv ansvaret for at hæve deres levestandard derudover.

Samfundet skal selvfølgelig tilbyde uddannelse og omskoling til de borgere, der er havnet i en kompetencemæssig blindgyde.

5. Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette
Det nuværende system er angiveligt udformet med henblik på at efterleve dette princip. I praksis kan det imidlertid konstateres, at borgere falder ud af systemet eller endog aktivt fratages deres forsørgelsesgrundlag.

Med basisindkomst vil dette princip til fulde være efterlevet.

I det nuværende system ydes der særlig bistand til syge, handicappede og borgere uden fuld erhvervsevne. Denne bistand skal selvfølgelig bibeholdes i et system med basisindkomst.

Konklusion
Den detaljerede gennemgang af basisindkomsten målt mod retsmoralens krav bekræfter den overordnede konklusion: Selvom basisindkomst ikke er den perfekte løsning, er den langt bedre end det nuværende system og et meget væsentligt skridt i retning af et samfund baseret på retsmoralen.

Basisindkomst repræsenterer også det i praksis bedst opnåelige kompromis mellem de ellers uforenelige fløje, der henholdvis vil udlodde grundskylden og bruge den til nedbringelse af skatter. Da vort mål ikke er at ekskludere, men at inkludere alle gode kræfter, er det ikke et forhold, der bør undervurderes.

25 thoughts on “Basisindkomst og retsmoralen

  1. Ib Strømberg Hansen opregner 5 punkter af retsmoralen, der er korrekte, men jo langtfra udtømmende. For blot at nævne et punkt, der mangler, men er fuldstændigt afgørende: Fællesskabets ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier (som altså ikke er til uddeling blandt borgerne).

    Så begår han yderligere den fejl at sammenligne sin hjemmebryggede udlægning af retsmoralen med det nuværende samfund i stedet for at sammenligne den med vort arbejdsprogram, som er til behandling på det kommende landsmøde. Ligesom han heller ikke holder sine filosofiske overvejelser op mod Retsforbundets ideprogram, der fuldt ud lever op til retsmoralen.

    I hele den lange diskussion har Ib Strømberg Hansen konsekvent undgået at forholde sig til de økonomiske aspekter ved at sætte hele befolkningen på offentlig forsørgelse. At denne ide er en total fornægtelse af retsmoralen er indlysende, men at det også samfundsøkonomisk er hul i hovedet fremgår af, at den marginale indkomstskat må drives op i uhyrlige højder for at skabe basis for et bundfradrag, som folk kan eksistere for og modtage som tilskud, hvis deres indkomst er under bundfradraget. Her skal det bemærkes, at landsledelsens forslag er videregående end Ib Strømberg Hansens, der vil begrænse borgerlønnen/basisindkomsten til et eksistensminimum, mens landsledelsen vil have, at den skal erstatte alle overførselsindkomster!

    Dertil kommer erfaringerne fra, hvordan folk reagerer, når de får mulighed for betingelsesløs offentlig forsørgelse. Det tager de selvfølgelig imod, det vil være tåbeligt andet. F.eks. folkepensionen og i stor udstrækning også efterlønnen. Det er derfor, at Folketinget har været nødt til at begrænse folkepensionen og næsten afvikle efterlønnen. Både folkepensionen og efterlønnen (der begge er en slags borgerløn/basisindkomst for folk over henholdsvis 67 og 60 år) stemte Retsforbundet imod, fordi vi forudså, at der blev for lidt til dem, der havde behov, hvis alle skulle have.

    En anden og også afgørende grund til, at skiftende regeringer og Folketinget søger at begrænse overførselsindkomsterne er, at deres omfang – 456 mia. kr. årligt, eller næsten halvdelen af alle offentlige udgifter – går ud over en ordentlig og forsvarlig løsning af det offentliges andre opgaver, ikke mindst udgiftstunge opgaver som sundhed, uddannelse og forsorg. Det er ikke mindst derfor, at det er fuldstændigt økonomisk uansvarligt at sætte mennesker, der er i stand til at forsørge sig selv, på offentlig forsørgelse. Hvor mange, der vil vælge at leve af borgerlønnen/basisindkomsten ved vi ikke, men sker det i samme omfang, som med efterlønnen, vil der være tale om hundredtusinder.

    Retsforbundet opfattes som et seriøst parti og skal selvfølgelig ikke indskibe sig i et borgerlønsprojekt, som ideologisk er os fremmed og som samfundsøkonomisk ikke befinder sig i virkelighedens verden.

  2. Fra punkt 4 : “Alle raske og arbejdsduelige borgere skal være sikret mod absolut fattigdom, men har selv ansvaret for at hæve deres levestandard derudover.

    Det forekommer mig, at retsmoralen ift punkt 4 og følgelig punkt 5, er ret så afgørende ift stillingtagen til basisindkomsten.
    Hvis et menneske har både viljen og evnen inderst inde, men samfundets indretning på mange måder forhindrer dette – hvor ligger så det moralske ansvar.
    Vi kan ikke set bort fra, at flere årtiers socialdemokratisme har formet borgernes indstilling. Når borgere ikke har friheden, har de heller ikke ansvaret.

    Dette bringer den gensidige forsørgelsespligt ind i billedet. Da grundloven blev skrevet var der ingen tvivl. Det var manden det drejede sig om og familien var hans assistenter.
    Men verden ser anderledes ud nu og med individuel basisindkomst fjernes det gensidige element.

    Vores Ideprogram ligner grundloven på det punkt. Om det betyder at den brede formulering i III, 7, bør ændres, må vi jo snakke om. Ideprogrammet trænger alligevel til en afpudsning.

    Næste led i tankerækken er fordeling af arbejdet gennem deltid og generel arbejdstidsnedsættelse. Flere lande arbejder med dette, og med sammenhængen med det bæredygtige samfund og mindre materielt forbrug, er det den vej det går. Jo bedre dette lykkes, jo færre på basisindkomst.
    Men her stå det fodslæbende danske politiske liv i vejen – inklusive arbejdsmarkedets parter.

    • Det er klart, at indførelse af borgerløn/basisiindkomst/betingelsesløs garanti for minimumsindtægt ikke er foreneligt med Retsforbundets ideprogram, der udtrykkeligt definerer et behov som betingelse for offentlig forsørgelse.

      Det er en misforståelse, at arbejde er en mangelvare, som skal fordeles. I en verden med mange millioner sultende og nødlidende og med enorme mangler i sundhed og velfærd i de allerfleste lande, er der allerede her enorme arbejdsopgaver. Dertil kommer enorme behov for bedre infrastruktur og forureningsbekæmpelse. Man kunne blive ved…

      Opgaven består derfor i at fremlægge en politik, der optimalt løser problemerne. Her er Retsforbundets ideologi og politik det bedste bud.

  3. Ib C. leverer en sønderlemmende kritik af min analyse af basisindkomst og retsmoralen. Desværre for debatten er kritikken baseret på postulater, fejlagtige påstande og løse formodninger.

    Jeg skriver under punkt 3. Borgernes økonomiske ligeret: “Retsmoralen fastslår borgernes ubetingede lige ret til de fælles midler.” Alligevel skriver Ib C.: “For blot at nævne et punkt, der mangler, men er fuldstændigt afgørende: Fællesskabets ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier (som altså ikke er til uddeling blandt borgerne).” Det turde være indlysende, at de fælles midler inkluderer de naturgivne og samfundsskabte værdier, og at borgernes ligeret omfatter fællesskabet. Jeg er således enig med Ib C. i, at de fælles midler skal anvendes til at dække de fælles udgifter. Disse udgifter bør også omfatte basisindkomsten, der erstatter en række af de nuværende indkomst- og formuebetingede ydelser.

    Ib C. fortsætter ligeså fejlagtigt: “Så begår han yderligere den fejl at sammenligne sin hjemmebryggede udlægning af retsmoralen med det nuværende samfund i stedet for at sammenligne den med vort arbejdsprogram …….”. Det er, uanset hvad Ib C. måtte mene, en helt bevidst sammenligning. Det, som er interessant, er at forklare, hvordan vort nuværende system virker, og hvordan vi mener, det bør fungere, samt hvad vi vil gøre for at ændre samfundet i den ønskede retning. Basisindkomst er et væsentligt skridt i den rigtige retning.

    Det ville også være interessant for læserne at vide, på hvilke punkter min argumentation fortjener karakteristikken “sin hjemmebryggede udlægning af retsmoralen”.

    Ib C. fortsætter: “Ligesom han heller ikke holder sine filosofiske overvejelser op mod Retsforbundets ideprogram, der fuldt ud lever op til retsmoralen.” Her må Ib C. konkretisere sine påstande, for ved at måle basisindkomsten op mod de 5 hovedprincipper, som er essensen af retsmoralen, mener jeg at have ydet idéprogrammet fuld respekt. Imidlertid bør vi snarest tage idéprogrammet op til revision med henblik på en præcisering af ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats. I sin nuværende udformning tages der ikke klart nok afstand fra de indkomst- og formuebestemte ydelser og den dobbeltbeskatning af arbejdsindkomsten, som de forårsager.

    Og så skal vi lige have den igen: “I hele den lange diskussion har Ib Strømberg Hansen konsekvent undgået at forholde sig til de økonomiske aspekter ved at sætte hele befolkningen på offentlig forsørgelse.” Som alle de andre gange, hvor Ib C. har fremsat denne påstand, må jeg fastholde, at det er for tidligt at foretage beregninger, men Ib C. må forholde sig til mit overordnede overslag, der sandsynliggør, at der ikke vil være de store økonomiske konsekvenser. Denne overordnede betragtning har Ib C. til gengæld ikke givet os en tilbagemelding på.

    Ib C. begrunder sine økonomiske skrækscenarier ved at henvise til bl.a. efterlønnen: “Hvor mange, der vil vælge at leve af borgerlønnen/basisindkomsten ved vi ikke, men sker det i samme omfang, som med efterlønnen, vil der være tale om hundredtusinder.” Som Ib C. formentlig udmærket er klar over er analogien mellem de 2 omtalte befolkningsgrupper og de 2 ydelser særdeles anstrengt. Ved at gå fra et lavtlønsjob til efterløn var nedgangen i disponibel indkomst, bl.a. på grund af indkomstbestemte ydelser, ikke voldsom. Ved at gå fra et lavtlønsjob plus basisindkomst til basisindkomst alene vil nedgangen i disponibel indkomst til gengæld blive markant. Derfor tror jeg ikke, at antallet af borgere, der vil fravælge job til fordel for lediggang og basisindkomst, vil være alarmerende stort.

    Når vi nu er ved de løse formodninger, kan jeg med lige så stor ret hævde, at staten vil få en kæmpestor stigning i indkomstskatten fordi en masse ledige på basisindkomst får et kraftigt økonomisk incitament til at gå i arbejde.

    Ib C. leverer følgende postulat: “……. ved at sætte hele befolkningen på offentlig forsørgelse. At denne ide er en total fornægtelse af retsmoralen er indlysende …..”. Hvis det postulat havde bare en lille grad af sandhedsværdi, ville jeg på nuværende tidspunkt være overdænget af kritik fra mange sider. Så frem for at trække debatniveauet ned, skulle Ib C. hellere konkret påpege de fejl og mangler samt fejlagtige slutninger, som han mener at kunne påvise i min udførlige begrundelse for basisindkomstens positive bidrag til et samfund i større overensstemmelse med retsmoralen.

    • Ib Strømberg Hansen kan ikke se, at det er i strid med retsmoralen at sætte hele befolkningen på offentlig forsørgelse (hvilket er borgerlønnens/basisindkomstens princip). Han skulle tage at læse retsfilosofferne og Retsforbundets ideprogrammer, så ville han se, at, at det alene er dem, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, der skal forsørges af staten.

      Han mener videre, at Ideprogrammet “ikke helt” tager afstand fra de indkomst- og formuebestemte ydelser. Nej, naturligvis gør ideprogrammet ikke det, for hvis folk har indkomst og formue nok til at forsørge sige selv, skal de selvfølgelig ikke have forsørgelse af staten.

      Om de økonomiske aspekter siger Ib Strømberg Hansen, at han kun har leveret et “overordnet overslag”. Det tør antydes: Det er snarere et slag på tasken. Han tror ikke, at antallet af borgere, der vil fravælge job til fordel for lediggang og basisindkomst vil være alarmerende højt, bl.a. fordi den basisindkomst, han foreslår, alene er på et eksistensminimum. Men det afgørende er naturligvis, at landsledelsens forslag indebærer, at basisindkomsten skal erstatte de nuværende overførselsindkomster – og de ligger jo – naturligvis – alle væsentligt over et eksistensminimum.

      Iøvrigt mener Ib Strømberg Hansen, at pensionister, handicappede, syge og arbejdsløse ikke skal nøjes med hans eksistensminimums-basisindkomet men have ekstra overførsler, Men så forsvinder jo de påståede administrative besparelser. De er i øvrigt stærkt overdrevne: Man regner med, at de administrative udgifter ligger på ca. 3-5% af de samlede omkostninger ved overførselsindkomsterne.

      Jeg har tidligere i debatten refereret til forskning, bygget på konkrete eksperimenter, omkring folks adfærd under et system med borgerløn/basisindkomst. Den viste et fald af tilstedeværelse på arbejdsmarkedet på mellem 10 og 50 %. Dertil kommer de danske erfaringer fra efterlønnen og folkepensionen, som klokkeklart dokumenterer, at folk selvfølgelig siger ja tak, når de får tilbudt efterløn eller folkepension, selv om der er knyttet betingelser m.h.t. at de ikke må have arbejdsindtægt ved siden af. Hvis man tilbyder alle overførselsindkomst uden betingelser af nogen art, vil naturligvis endnu langt flere selvfølgelig sige ja tak.

      Borgerløn/basisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt er en negation af retsmoralen og samfundsøkonomisk helt uansvarligt.

  4. Det er glædeligt at konstatere, at min analyse af basisindkomst og retsmoralen fortsat står uantastet.

    Selv på direkte opfordring er det ikke lykkedes Ib C. at påvise én fejl, én mangel eller én fejlagtig slutning.

    Alligevel fortsætter Ib C. sin kamp mod basisindkomsten ved monomant at hæfte sig ved “at det er i strid med retsmoralen at sætte hele befolkningen på offentlig forsørgelse”. Som jeg har fremhævet i min analyse, er der 5 hovedprincipper i retsmoralen, som er væsentlige ved bedømmelsen af basisindkomst. Det gør vurderingen mere kompleks, hvilket afspejler, at vi lever i et komplekst samfund, et forhold som også har influeret idéprogrammet.

    Idéprogrammet går, som Ib C. fremhæver, ud fra at raske og arbejdsduelige mennesker forsørger sig selv, men erkender, at samfundet alligevel må påtage sig forsørgelsen af nogle i denne gruppe. Denne manglende stringens eller denne dualitet understreger, at vi har at gøre med en problemstilling, hvor der ikke bare er ét rigtigt resultat, som der kan sættes dobbeltstreg under.

    Hermed opfordrer jeg mange flere til at gå ind i debatten, så vi kan få en mere nuanceret belysning af emnet, hvor alle retsmoralens principper medtages.

    Fra Ib C.s indlæg den 15. april bringer jeg følgende afsnit i sin helhed, da det er væsentligt for debatten:

    “Han mener videre, at Ideprogrammet “ikke helt” tager afstand fra de indkomst- og formuebestemte ydelser. Nej, naturligvis gør ideprogrammet ikke det, for hvis folk har indkomst og formue nok til at forsørge sige selv, skal de selvfølgelig ikke have forsørgelse af staten.”

    Retsmoralen fastslår den ubetingede lige ret til de fælles midler. Rig som fattig har samme ret. Alligevel plæderer Ib C. i bedste socialistiske ånd for, at de fattige har en større ret.

    Retsmoralen fastslår, at enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde. Alligevel anbefaler Ib C., at den, der arbejder mere, for det første skal betale mere i skat og dernæst skal beskæres i sine offentlige ydelser i forhold til den medborger, som vælger at arbejde mindre. I min optik er det også stærkt socialistisk inspireret.

    Med et lettere modificeret citat fra Jesper Jensens “Øjet”: “HAM Karl Marx, HAN er eddermame svær at få smidt ud.”

    Min opfordring til en præcisering af idéprogrammet synes i det mindste retfærdiggjort.

    Jeg kan bekræfte Ib C.’s fremstilling af forskellen mellem mit skitseforslag og ledelsens oplæg. Jeg mener det er helt i retsmoralens ånd at fastslå fællesskabets større forpligtelse overfor syge, handicappede og pensionister i forhold til raske og arbejdsduelige. Ligeledes mener jeg, det er i retsmoralens ånd, at overlade arbejdsløshedsforsikring til den enkelte borger.

    Den forskning omkring folks adfærd under et system med borgerløn/basisindkomst, som Ib C. bruger som argument, mangler vi en henvisning til, så vi kan tage stilling til relevansen og seriøsiteten. Så vidt jeg husker har Ib C. tidligere i debatten foretaget henvisninger, der er blevet tilbagevist.

    Skønt jeg i mit seneste indlæg klart påviste at analogien mellem en basisindkomst dækkende de basale fornødenheder og førtidspension er praktisk talt ikke eksisterende fortsætter Ib C. uanfægtet med at bruge erfaringerne fra førtidspensionen i sin skræmmekampagne. Kunne vi dog ikke blive fri for denne debatform. I en intern debat gælder det om at gøre alle mere oplyste, så vi kan forklare sammenhængen mellem vor ideologi og vor politik.

  5. En undersøgelse, foretaget af Stanford Research Institute, viser, at 18 % af kvinderne og 9 % af mændene reducerede deres tilstedeværelse på arbejdsmarkedet ved borgerløn/basisindkomst.

    Den viste også, at jo lavere basisindkomsten var, jo større var tilskyndelsen til at tage arbejde. Hvis derfor den “garanterede, betingelsesløse minimumsindtægt”, som landsledelsen foreslår, skal erstatte de nuværende overførselsindkomster, må den naturligvis være højere end et eksistensminimum og følgelig nedsætte tilskyndelsen til at tage arbejde.

    Vedrørende negativ indkomstskat, kan ifølge forskningsresultatet 50-60 % af denne gå til at erstatte lønindtægter hos familier med to forsørgere.

    Til denne forskning i virkningerne af borgerløn/basisindkomst kommer kendsgerninger fra virkningerne af dagpengelængden i Danmark, som konstant har været, at dagpengemodtagerne i betydeligt tal finder arbejde (hvis der ellers er arbejde at få), når dagpengeperioden nærmer sig sluttidspunktet. Det skyldes ikke arbejdsskyhed – i hvert fald ikke hos langt de fleste – men det skyldes håbet om at få et arbejde, matchende ens uddannelse, bopæl eller interesser. Så det er en ganske rationel indstilling, som blot vil betyde, at hvis borgerlønnen/basisindkomsten indføres, vil folk kunne vente i det uendelige på et job, der måske aldrig kommer.

    Endelig er der erfaringerne fra efterlønnen og folkepensionen, som utvetydigt indikerer, at folk selvfølgelig siger ja tak til offentlig forsørgelse, når de får den tilbudt næsten uden betingelser. Ved borgerlønnen/basisindkomsten/den garanterede, betingelsesløse minimumsindtægt vil tilskyndelsen til at etablere sig med permanent offentlig forsørgelse selvfølgelig være endnu større.

    I de beregninger, der er foretaget som bilag til ændringsforslag til arbejdsprogrammet, er der overhovedet ikke taget højde for disse forhold. Man forestiller sig, at antallet af overførselsindkomstmodtagere vil være uændret, hvilket naturligvis er helt ude i hampen. Måske vil antallet vokse fra 800.000 i den arbejdsdygtige alder til 1.000.000. Det forekommer i hvert fald at være et realistisk skøn.

    Jeg har utallige gange tilbagevist Ib Strømberg Hansens særprægede fortolkning af retsmoralen. Jeg skal her kun gentage: Læs dog retsfilosofferne, og du vil intetsteds finde belæg for at sætte skatten på arbejde op for at give provenuet til folk, der ikke er villige til at forsørge sig selv, selv om de kan.

  6. Vi er nu nået til et afgørende punkt i debatten, hvor Ib C. må gøre op med sig selv, om han enten vil trække sine stærkt nedgørende bemærkninger tilbage eller fremkomme med en udførlig argumentation for, at de er berettigede.

    Hvis der havde været en dommer i denne debat, havde Ib C. forlængst indkasseret det første gule kort, og nummer to ville være på vej op af lommen.

    Jeg har i mit oplæg “Basisindkomst og retsmoralen” opstillet de 5 af retsmoralens hovedprincipper, som er relevante for bedømmelsen af basisindkomsten. For hvert hovedprincip har jeg udførligt argumenteret for i hvilken grad basisindkomsten efterlever dette og sammenlignet med vort nuværende system.

    Ikke på noget punkt har Ib C. påvist en eneste fejl, en eneste mangel eller en eneste fejlslutning. Alligevel skriver Ib C. i sit seneste indlæg: “Jeg har utallige gange tilbagevist Ib Strømberg Hansens særprægede fortolkning af retsmoralen.”

    I et tidligere indlæg skriver Ib C.: “Så begår han yderligere den fejl at sammenligne sin hjemmebryggede udlægning af retsmoralen ……..”

    Hvor er belægget for disse nedgørende karakteristikker? Og hvorfor skal vi i en intern debat belemres med denne debatform?

    • Så får Ib Strømberg Hansen den for tredje gang: Læs dog retsfilosofferne, og du vil intetsteds finde belæg for at sætte skatten på arbejde op for at give provenuet til folk, der ikke er villige til at forsørge sig selv, selv om de kan.

  7. Ib Christensen fortjener tak for at formulere sin seneste indvending så klart at den tydeliggør en af de største bekymringer, tror jeg, medlemmer af Retsforbundet har i fht. basisindkomst. Den har for det meste været en implicit antagelse i debatten, men står nu helt klart. Antagelsen består i, at det vil være nødvendigt at sætte skat på arbejde op for at finansiere basisindkomst.

    Jeg deler den bekymring i et vist omfang, og jeg tvivler på at Ib Christensen vil finde nogen medlemmer af partiet der kan støtte en øget skat på arbejde for at indføre basisindkomst. Jeg er i hvert fald ikke stødt på dette i debattens forløb, og jeg vil selv være stærkt betænkelig ved en basisindkomst som baserer sig enten på en tungere beskatning af arbejdsindtægter eller på gældsætning, således at fremtidige generationer kommer til at betale. Ingen af delene er hverken ret eller rimeligt.

    Men antagelsen er forfejlet. Gives basisindkomsten i form af et øget bundfradrag f.eks. er den at karakterisere som en skattelettelse for alle der arbejder. Det er således det modsatte – en reduceret skattebyrde de fleste vil få udsigt til. Og jeg tror også de fleste medlemmer af Retsforbundet kan se det gunstige for vores økonomi, work/life balance og fleksibilitet i livet, arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien som helhed i en reduktion af skat på arbejde.

    Hertil kommer så forenkling og reduktion af formynderi og administration af en række overførselsindkomster, hvilket i sig selv er en god ting. Dertil giver (hvilket de skitseagtige beregninger jeg vedhæfter mit eget ændringsforslag viser) de hertil knyttede besparelser et yderligere råderum til at foretage øvrige reformer af statens indtægter, f.eks. en reduktion af moms og ejendomsværdiskatter og forøgelse af grundskylden.

    Da kommer så Ib Christensens indvending på banen om, at samfundet vil gå i stå, når alle eller mange flere holder op med at arbejde eller vil arbejde mindre. Men denne er baseret på en snæver fortolkning af hvad økonomi er (begrænset til BNP) og glemmer de værdiskabende aktiviteter vi foretager os alene i kraft af at vi er kreative, lokalt aktive i foreningslivet, gode forældre, hobbyister, forbrugere og iværksættere – hvis ellers vi kunne finde tiden til det. Det skaber også værdier, hvilket aflejres i grundværdierne og kommer tilbage til staten/fællesskabet via grundskylden.

    [REDIGERET 20.35 : Et par sproglige småting]

  8. Et godt eksempel på det sidste er skoler. Alle ved hvor vigtig en god skole er for huspriserne i et område. Er skolen god går beliggenhedsværdierne kun en vej : op. En god skole kræver dygtige lærere og ressourcestærke familier i lokalområdet, der kan og har tid til at engagere sig i skolen og skolearbejdet – f.eks. ved at gå ind i skolebestyrelsen. Sådanne opgaver er idag ulønnede – og vil formodentlig altid være det.

    Med basisindkomst bliver det muligt at give sådanne vitale dele af vores civilsamfund et løft. Gives forældrene tid til frivilligt arbejde, giver det investeringen tifold tilbage i et løftet lokalmiljø. Men det er ikke derfor vi skal gøre det. Vi skal gøre det, hvis og fordi vi mener at det er den rigtige kurs for Danmark.

    Uden en parallel bæredygtig skattereform, der sørger for at grundværdierne holdes i ro og værdistigningerne tilfalder fælleskassen ser jeg intet perspektiv i basisindkomst. Men med Retsforbundets økonomiske politik er der et vist perspektiv, synes jeg.

    • Morten Blaabjerg forholder sig ikke til mit indlæg af 21/4, hvori jeg påviser,at indførelsen af basisindkomst/borgerløn fører til flere offentligt forsørgede, endda markant flere. Det betyder naturligvis en belastning for det grundskylds- og skattebetalende flertal, der må bære byrden. Det er samfundsøkonomisk destruktivt og dybt asocialt.

      Jeg er sjældent enig med Anders Samuelsen, men han leverede i Politiken 20/4 en rammende karakteristik af tankegangen hos en del af det vælgersegment, borgerlønsideen appellerer til:”Borgerløn er…tanken om, at man har ret til og krav på, at naboen finansierer den livsstil, man ønsker.” Det gælder naturligvis uanset om borgerlønnen/basisindkomsten/den garanterede, betingelsesløse minimumsindtægt finansieres af jord- og ressourcerenten eller af skat på arbejde og forbrug – eller i form af drakoniske nedskæringer af offentlige opgaver som f.eks. sundhedsvæsen, uddannelse eller forsorg.

      Borgerlønsideen er drømmeri uden forbindelse med den økonomiske, sociale og politiske virkelighed. Om de borgere, der vælger at lade sig forsørge af det offentlige, selv om de er i stand til at forsørge sig selv, bruger deres tid på kunsteriske sysler eller om de om de hygger sig på bodegaen, så repræsenterer de en byrde, ikke mindst for de hårdtarbejdende børnefamilier og for de gamle og syge, der rammes af offentlige nedskæringer, fremkaldt af, at antallet af overførselsindkomstmodtagere vil stige markant, når folk får frit valg om de vil forsørge sig selv eller blive forsørget af grundskyldsbetalerne og skatteyderne.

      Der er en skrigende diskrepans mellem georgeismen og retsliberalismen (samt iøvrigt JAK) på den ene side, ideologier, der appellerer til det arbejdende folk, og så på den anden side borgerlønsideen, der først og fremmest appellerer til folk, der ønsker sig offentligt forsørget for at bruge livet på deres hobbyinteresser eller hvad der ellers måtte passe dem.

      Jordrenten og ressourcerenten skal inddrages og fuldt ud bruges til nedsættelse af skatten på arbejde. Bruger man dem til uddeling til folk, der godt kan forsørge sig selv, men ikke vil (det er jo deri borgerlønnen adskiller sig fra andre overførselsindkomster)ja, så må man sætte skatterne op og/eller foretage nedskæringer i udgiftstunge offentlige serviceydelser.

      Hvis Retsforbundet går ind for borgerløn/basisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt vil det placere partiet helt udenfor den økonomiske, sociale og politiske virkelighed. Den respekt, der står om vort parti idag, vil belastes hårdt eller helt forsvinde.

  9. Ib Christensen glemmer noget og går i sin idealisme og firkantede holdning forkert af aktuelle forhold i landet og i verden.

    – Samfundet er ikke indrettet så alle der vil, kan få et lønarbejde – trods grundlovens etiske fordring, § 75, stk 1.
    – Samfundets forandring til et bæredygtigt samfund og sammenholdt med produktionsmetoder betyder, at meget færre løntimer er nødvendige.
    – Samfundet skaber tabere gennem arbejdet, fysisk og psykisk.
    – Samfundet har igennem mange års socialdemokratisme opdraget befolkningen med et negativt resultat, f.eks gennem det universale princips gavebod og bureaukratiske barnepigementalitet.
    – Samfundet er medansvarlig og har derfor en forpligtelse, § 75, stk 2.
    – Alle, der ikke har et lønarbejde, er ikke bare “hobby” folk.
    – Blandt andet “de hårdtarbejdende børnefamilier” trænger netop til en mulighed for at disponere en tid uden for lønarbejdet af hensyn til deres børn.
    – At beskrive basisindkomstmodtagere som folk, der “bruger deres tid på kunstneriske sysler eller om de om de hygger sig på bodegaen”, er en grov foragt for gravide, børnepassere, husmødre, frivillige, kulturarbejdere, politisk aktive, beskedne anti-materialister, gulerodsdyrkere, osv – og i øvrigt folk, der af forskellige grunde af det effektive produktionssamfund, er sat udenfor.
    – I.C. har i al sin argumentation glemt alt det ubehagelige ved det umyndiggørende, overbureaukratiske, umenneskelige, kostbare klientsamfund, som Basisindkomsten skal erstatte med personlig frihed under ansvar.
    – I.C. glemmer, at basisindkomsten ikke er et indiskutabelt absolut. Debatten og de aktuelle forslag viser, at den er noget, der kan tilrettelægges forskelligt – fra samfundsdividende til alle eller tryghedssikring for de få.
    Jeg opfordrer I.C. til at droppe sine rigide opfattelser og bruge kreativiteten og fordomsfriheden i stedet.

    Hvis Retsforbundet ikke vil forholde sig til virkeligheden og tackle de dårlige tilstande for borgerne og for naturen med en revolution som basisindkomst, vi partiet fortsætte sit stille liv i støvet glemsomhed som studiekreds, og droppe ambitionen om indtræden i folketinget.
    Og kan slette det nye tilnavn – Danmarks Bæredygtige Parti.

    • Når Leo Nygaard påberåber sig grundlovens § 75, stk. 2, bør hele dette stykke refereres:

      “Den, der ikke selv kan ernære sig og sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp fra det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”

      Altså en klokkeklar fastslåen af pligten til selvforsørgelse, hvis man kan. Det er den, landsledelsen foreslår fjernet gennem borgerløn/basisindkomst (i landsledelsens forslag kaldet “garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt”.)

      Jeg har ikke generaliseret modtagere af basisindkomst, men jeg har kritiseret et system, der lader det være op til den enkelte om han/hun vil lade sig forsørge af samfundet, selv om den pågældende udmærket kan forsørge sig selv, d.v.s. er arbejdsduelig og kan få arbejde.

      Det er en myte, at arbejde kun findes i stadigt mere begrænset omfang. Det er ikke længe siden, vi havde fuld beskæftigelse, og med Retsforbundets økonomiske politik vil der tilvejebringes de optimale betingelser for genskabelse af fuld beskæftigelse – uden økonomisk overophedning gennem boligbobler.

      Børnefamiliernes vilkår lettes ved grundskyld, der giver lavere boligpriser og lavere skat på arbejde samt ligestiller generationerne.

      Samtlige forslag til borgerløn/basisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt rummer i et eller andet omfang undtagelser, det være sig for pensionister, syge, arbejdsløse eller uddannelsessøgende.

      Det betyder, at der fortsat skal administreres om, og i hvilket omfang, modtagerne i de forskellige grupper skal have ydelser. Dertil kommer, at socialrådgivere, uddannelsesvejledere og andet personale, der forvalter overførselsindkomsterne, ikke kan afskaffes. Desuden laver de meget andet end at kontrollere om folk er til rådighed for arbejdsmarkedet. De vejleder, rådgiver, oplyser og støtter.

      De administrative besparelser ved borgerløn/bassisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt er således vildt overdrevne og kunne iøvrigt opnås ved indførelse af en forenklet tryghedssikring.

      Landsmødet skal tage stilling til to forslag om borgerløn/basisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt (Landsledelsens og Morten Blaabjergs) samt til mit forslag, der i overensstemmelse med ideprogrammet og Retsforbundets politik gennem alle årene fastholder, at jordrenten og ressourcerenten skal gå til lettelse af skatten på arbejde og ikke uddeles til borgerne, samt at samfundet skal sørge ordentligt for alle, der uanset årsag har behov for hjælp, men at dette selvsagt ikke gælder folk, der udmærket kan forsørge sig selv, men bare ikke vil.

  10. Stillet overfor valget mellem at tilbagetage sine ubeføjede bemærkninger eller begrunde dem, vælger Ib C., at henvise til, hvad retsfilosofferne ikke har sagt.

    Den nødløsning er for tynd. Ib C. må med baggrund i det, retsfilosofferne rent faktisk har sagt, punkt for punkt i forhold til de 5 af retsmoralens hovedprincipper, der i denne sammenhæng er relevante, påvise fejl og mangler i mit oplæg, som kan retfærdiggøre hans nedgørende mishagsytringer.

    Ib C. kan også vælge at erkende, at der ikke er sagligt belæg for de uheldige bemærkninger.

    Men skån os for mere udenomssnak.

    • Hvad retsfilosofferne har sagt kan sammenfattes i det ideprogram af 1925, som de alle – mig bekendt – var enige om: At offentlig forsørgelse tilkom dem, der ikke kunne forsørge sig selv: “Krøblinge” og forældreløse børn. Alle andre ville i den gennemførte retsstat kunne forsørge sig selv, om ikke andet kunne de drage ud og finde sig et stykke jord at dyrke. Dette var altså deres opfattelse af retsmoralen i denne sammenhæng.

      Virkeligheden indhentede hurtigt Retsforbundet, der erkendte og – omsider – i ideprogrammet af 1966 – kodificerede, at der er andre grupper i samfundet, som også kan have brug for offentlig forsørgelse: Pensionister, handicappede, syge, arbejdsløse etc. Det gjorde vi også i den konkrete politik.

      Men Retsforbundet har stedse fastholdt det retsmoralske princip, at offentlig hjælp kun tilkommer dem, der har behov, og ikke personer, der udmærket kan forsørge sig selv, men bare ikke vil. Den indstilling: At enhver har ret til, betingelsesløst, at lade sig forsørge af det offentlige, er i mine øjne ikke retsmoralsk, men amoralsk. Men borgerlønnen/basisindkomsten/den garanterede, betingelsesløse minimumsindtægt vil bane vejen for den.

      I mit indlæg 21/4 har jeg redegjort for de samfundsmæssige omkostninger.

  11. Nej, det er ikke naboen der betaler din livsstil. Hvor er det dog et fattigt, foragteligt og asocialt verdensbillede der afspejles i den udtalelse fra Anders Samuelsen, som Ib Christensen hylder – og iøvrigt i den retorik der føres fra LA overfor de allersvageste i vores samfund, der ligesom i Ib Christensens kommentar anses for en “byrde”.

    Men nej, ingen mennesker er en byrde. Alle er værdifulde og har muligheder for at bidrage til at realisere deres eget liv, såvel som til fællesskabet. Måske er der i virkeligheden ikke nogen større forskel på de to ting.

    Som jeg skrev andetsteds :

    Basisindkomst/samfundsdividende giver faktisk rigtig god mening. Vi har alle lige stor ret til at være her på Jorden, og til Jordens ressourcer. Og vi bidrager alle til de værdier, der skabes her, uanset om de består af penge, kærlighed, kunst, en tryg opvækst, politisk arbejde eller entreprenante bidrag til fri software. Eller hvad man kan forestille sig.

    Det er ikke det hele, der er penge i, men summa summarum kapitaliseres værdierne fordi vi har en økonomi baseret på penge. De kommer ikke alle til gode i lige stort omfang, slet ikke altid de, der skaber dem, men i høj grad de, der besidder de attraktive beliggenheder (grunde) eller ejer infrastruktur, som vi har brug for.

    Basisindkomst/samfundsdividende er med til at stille alle lige, ved at man fordeler de i fællesskab skabte værdier ligeligt til alle, og samtidig hermed benytter lejligheden til en bæredygtig reform af skattesystemet, således at de, der besidder privilegierne også betaler mest – og at produktive aktiviteter beskattes mindst; m.a.o. en forøgelse af grundskylden og en reduktion af indkomstskatten.

    Jeg kunne godt tænke mig at Ib Christensen ville forholde sig til, hvordan det rent samfundsøkonomisk gør nogen forskel om STATEN investerer 100 kr i at bygge en bro, og så det at STATEN udbetaler 100 kr i basisindkomst til en BORGER, der da kan arbejde mindre, hvorefter BORGEREN har mulighed for dels at købe varer for 100 kr, dels at investere den frigjorte tid i frivilligt arbejde i en skolebestyrelse?

    Svaret er, at det samfundsøkonomisk ikke gør nogen forskel. Grundværdierne nær broen vil stige, hvis broen løser et trafikalt problem og forbedrer området – det samme vil grundværdierne nær skolen, hvis skolebestyrelsen i kraft af de tilførte forældrekompetencer får givet skolen et løft. Det er med andre ord ikke afgørende for vores økonomi, hvorvidt det er STATEN der investerer i forbedringer af vores samfund – eller det er BORGEREN der sættes i stand hertil. Det er alene et spørgsmål om hvor magten skal ligge.

    Rent moralsk er der ingen tvivl : vi har alle lige stor ret til at være her, uanset hvor vi er født. Vi har alle lige ret til naturens ressourcer, og alle lige ret til de fælles samfundsskabte værdier, som er blevet til igennem generationers investeringer i udbygningen af vores samfund.

    Det skal og bør ikke være en lille elites privilegium at vurdere hvem der er en “byrde” eller “værdigt trængende” eller “ikke kan forsørge sig selv”. Netop dette ulige magtforhold er det vi skal til livs, hvis vi vil rykke videre til næste level.

    Jeg forstår ikke, hvordan Ib Christensen kan blive ved med at tale om, at der vil blive flere på offentlig forsørgelse med basisindkomst. Der vil tværtimod INGEN være på offentlig forsørgelse, fordi alle ses som ligeværdige bidragydere til samfundet. Vi forventer ikke mindre, end at alle udfolder sig i frihed og samtidig i respekt for fællesskabet og uden at forbryde sig imod andres ret til samme. Det bør være Retsforbundets politik.

    • Morten Blaabjerg forholder sig stadig ikke til mit indlæg af 21/4, men gentager sine drømmevisioner om borgerløn.

      Morten Blaabjerg har dog ytret sin betænkelighed ved borgerløn uden grundskyld. Han har ellers med begrundelsen at gøre borgerlønnen uafhængig af grundskyldsreformens indførelse stillet sit alternative forslag til landsledelsens borgerlønsforslag, der vil uddele grundskylden som borgerløn.

      Danmark har verdensrekord i skattetryk og overførselsindkomster. At læsse borgerløn oveni (d.v.s. foruden nuværende modtagere af overførselsindkomster at tilføje dem, der udmærket er i stand til at forsørge sig selv og finde arbejde, men som foretrækker offentlig forsørgelse) er samfundsøkonomisk og socialt helt ude i hampen og vil i givet fald placere Retsforbundet samme sted.

      Vi har kunnet glæde os over, at økonomerne i vidt omfang har forsvaret grundskylden imod skiftende regeringer og alle Folketingets partier. De vil ryste på hovedet af Retsforbundet, hvis vi vil uddele grundskylden som borgerløn i stedet for at anvende den til nedbringelse af skatten på arbejde.

  12. Har læst lidt med her på sidelinjen og finder bestemt debatten yderest interessant. Når det så er sagt, kan jeg kun være enig i, at ændre Retsforbundet ikke holdning til at være positive overfor en ubetinget basisindkomst (borgerindkomst), vil Retsforbundet med rette ikke længere kunne tillade sig at kalde sig bæredygtige. Og netop begrebet bæredygtig er et must i vor fælles fremtid ikke kun i Danmark, men på hele Kloden, hvis vi overhovedet på sigt skal overlever.
    Faktisk som jeg ser det, har vi egentlig ikke noget valg – vi må overordnet arbejde for en langt bedre balance på alle plan, både hvad angår miljø, arbejde/fritid, økonomi/vækst o.s.v. Det er et faktum at vor fælles Klode ikke længere kan klare det massive misbrug vi yder på den og derfor vil helt fundamentale behov som rent vand og ren luft, være dét som må være det første vi har fokus på og værne om – ingen kan jo leve uden nogen af delene…
    At indføre en ubetinget basisindkomst, har rigtig mange sidegevinster som der desværre ikke altid er ret stort fokus på. Ved mindre arbejds- og tidspres mindskes eksempelvis diverse symptomer/sygdomme og vi kan i sundhedssektoren spare rigtig mange penge.
    At indføre en ubetinget basisindkomst vil reducere miljøforureningen væsentligt, nødvendigheden for at bygge nye motorveje m.m. mindskes og den offentlige trafik kan klare dét pres der er, med det mindre antal mennesker der skal på job.
    At indføre en ubetinget basisindkomst vil give mennesker frihed til selv at vælge deres livs retning – kreativitet og frivilligt arbejde vil blomstre, da det fundamentale økonomiske fundament er sikret.
    At indføre en ubetinget basisindkomst vil give børn, unge og gamle mulighed for øget samvær, da der nu helt fysisk vil blive tid til det. Alene denne mulighed vil uden tvivl give langt færre børn og unge som har brug for samfundets hjælp til mentale og følelsesmæssigt problemer, da der med en ubetinget basisindkomst som oftest vil være en forælder i nærheden.
    Og ja, sådan kunne jeg som godt blive ved længe endnu – men tænk selv videre… tænk over og føl efter hvordan din egen hverdag ville komme til at se ud (eller havde set ud), hvis der indføres en ubetinget basisindkomst :-)
    Alt kan, og skal ikke, gøres op i økonomi og vækst – naturligvis skal der også ses på denne del i samfundet, men vi er ved en skillevej hvor vi i vort samfund i Danmark må tage stilling til og handle ud fra denne stillingstagen, om hvad vi vil og hvad vi ikke vil. Spørgsmålet står tilbage om vi vil indgå nogle kompromisser for at overleve… har vi overhovedet noget reelt valg – er der andre muligheder, hvis vi skal overleve?

  13. Der lader til at blive diskuteret meget moral ift basisindkomst vs eksisterende kontanthjælps system.
    Jeg kan på sin vis godt ligge mig på linje med Ib Størmberg Hansen gennemgang hvor han tager nogle grundlæggende principper fra retsmoralen og sammenligner dem med Basisindkomstens system og det eksisterende kontanthjælpsystem.

    På den anden side deler jeg også Ib Christensens bekymringer om dynamiske effekter, særligt med syn på beskæftigelsen og den allerede eksisterende situation, hvor det for mange på offentligt forsørgelse ikke kan betale sig at komme i job og at de offentlige udgifter allerede er tårnhøje.

    Hvilket af de to systemer man anser for at være mest “moralsk” er ligegyldig såfremt vi ikke kigger på virkeligheden: Det forkommer mig at langt de fleste der er tilhængere af basisindkomsten nok ikke ville være det hvis proportionerne ikke er gunstige nok: dvs at man ikke ville kunne så meget som købe en el-pære for den ydelse man kunne få.

    Derfor syntes det ikke at være interessant at kigge på systemerne men de økonomiske omstændigheder. Hvis basisindkomst ikke ville kunne løbe rundt på sigt med en ordentlig sikret ydelse samt holde de offentlige udgifter i ro er det hamrende ligegyldig at den skulle være mere “moralsk”.

    Jeg anser det for at være nødvendigt at diskutere proportioner før systemer (hvor paradoksalt det en måtte lyde).

    Hvor høj skal basisindkomst være? og kan det løbe rundt efter konservativ budgetering?

    Vi er i en situation hvor vi ikke har haft gode vækst tal i årevis, Vi har skatter der ligger til højre for top punktet i Lafferkurven (topskat og registeringsafgifter), Vi har problemer med at holde på og skabe jobs grundet vores høje omkostninger og vores offentlige sektor får større udfordringer i fremtiden hvis den skal levere hvad der kræves i dag. Hvis vi fortsat skal have velstand her til lands er det nødvendigt at prioritere efter reele omstændigheder: ikke moral hvis den alligevel er utopisk.

  14. Ib C. bringer den 24. april kl. 15:20 et sagligt og informativt indlæg i debatten. Desværre er indlægget, set i forhold til at retfærdiggøre hans nedgørende bemærkninger, endnu en gang udenomssnak. Hvor længe skal vi vente på Ib C.’s erkendelse af, at der ikke er mindste gran af belæg for de uheldige bemærkninger?

    Forøvrigt har jeg adskillige gange i debatten forholdt mig til den problemstilling, som Ib C. skitserer. Hvor den oprindelige retsmoral var helt stringent, idet raske og arbejdsduelige mennesker havde pligt til at forsørge sig selv og altså ikke var berettigede til ydelser fra samfundet, er den moderne retsmoral dualistisk, idet den på den ene side fastholder selvforsørgelsespligten for raske og arbejdsduelige borgere, samtidig med at den på den anden side fastslår samfundets ansvar for at forsørge de raske og arbejdsduelige borgere, der ikke kan forsørge sig selv.

    Jeg har i mit oplæg redegjort for, hvordan vi med basisindkomsten overkommer denne dualitet og samtidig tilgodeser principperne om økonomisk ligeret og ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats.

    KONKLUSION
    Med indførelse af basisindkomst skaber vi sammenhæng mellem vor ideologi og politik.

    Den personlige frihed bliver væsentligt forøget.

    Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsat bliver i langt højere grad respekteret, idet dobbeltbeskatningen af arbejdsindkomst fjernes ligesom beskatningen af opsparet og allerede beskattet arbejdsindkomst.

    Borgernes økonomiske ligeret bliver respekteret.

    Samfundets forpligtelse til forsørgelse af raske og arbejdsduelige borgere, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, sikres overholdt, idet det nuværende systems fejlmuligheder elimineres.

    Enhver rask og arbejdsduelig borger er sikret en tilværelse over den absolutte fattigdomsgrænse, men har samtidig ansvaret for at hæve sin levestandard derudover (begrænset selvforsørgelsespligt).

  15. Ja, Ib, jeg mener at det er bedst i arbejdsprogram-sammenhæng at stille hhv. grundskyld og basisindkomst op hver for sig, fordi det andet er for uklart. Vores program bør indeholde forskellige politikområder, og så stille en folketingsgruppe frit i fht. hvad de har mulighed for at forhandle sig frem til først. Og som jeg har søgt at demonstrere med mit papir, så kan indførelsen af en basisindkomst alene (uden at indtægtssiden ændres) betyde, at der efterfølgende skabes et råderum for større øvrige reformer, f.eks. en forøgelse af grundskylden.

    I fht. dit indlæg af 21/4 anholder jeg stadig, at din argumentation er baseret på et alt for snævert og forældet syn på hvad økonomi er. Sagen er den, at frivilligt arbejde osv. allerede idag kapitaliseres – fortjenesten går bare i grundejernes lommer – ikke i samfundets kasse.

  16. Det er så slutspurten i denne splittende debat.

    På diplomatisk vis er mit forslag et kompromis mellem ydersynspunkterne, idet jeg begrænser basisindkomsten til en tryghedssikring. De videre følgevirkninger i det nye samfund er mange og går i humanistisk retning. Samtidig er den en naturlig og logisk videreudvikling af partiet grundsynspunkter om retfærdighed mellem mennesker, personlig frihed contra statsmagt og til det nødvendige hensyn til naturen i bred forstand.

    Tak til Hanne Wolter for med dine ord at vise dette større perspektiv.

    Jeg håber mange ses i morgen.

    • Hanne Wolter leverer et engageret indlæg for borgerløn/basisindkomst, men som så mange andre borgerlønsindlæg præget af virkelighedsfjernhed. Hvem skal finansiere alle dem, der måtte vælge at lade sig forsørge af staten, selv om de udmærket er i stand til at forsørge sig selv, men ikke vil? Det må selvfølgelig de grundskylds- og skattebetalende borgere, der arbejder. Deres byrde bliver hårdere.

      Kampen mod “vækst” og forestillingen om, at arbejde kun findes i begrænset omfang ville formentlig have fået borgerlønstilhængere i 1840érne til at demonstrere sammen med diligencekuskene mod anlæggelsen af jernbanen mellem København og Roskilde: Alle de arbejdspladser, der går tabt! Hvilken frygtelig CO2-forurening fra lokomotiverne!

      Borgerlønstanken er et produkt af ungdomsoprøret, men er blevet afvist af alle danske partier, inklusive Enhedslisten. Nu forsøger man så at gøre Retsforbundet til et borgerløns/basisindkomstparti, stik imod partiets ideologi og politik, oven i købet som partiets mærkesag. Det ligner et ideologisk selvmord for Retsforbundet.

      Ib Strømberg Hansen føler det nedgørende, at jeg har betegnet hans “nyfortolkning” af retsmoralen (i relation til bassisindkomst) som “hjemmebrygget”. Det vil jeg da gerne rette til “selvkonstrueret”. I det indlæg af 24/4 som han roser (tak for det!) har jeg forklaret, hvorledes selvforsørgelsesprincippet bestandigt har været en selvfølgelighed og forudsætning for retsliberalismen ideologisk og for Retsforbundets praktiske politik gennem alle årene. En “nyfortolkning”, der i princippet overfører forsørgelsen til staten (alene ordet “borgerløn” siger alt) skriger imod alt, hvad retsstaten som ide står for, og hvad Retsforbundet som parti kæmper for.

      Morten Blaabjergs indlæg bringer intet nyt i forhold til de økonomiske kendsgerninger og den forskning, jeg henviser til i mit indlæg af 21/4.

      Leo Nygaards forslag er på ingen måde et kompromis. Se blot på hans forslag 286: Borgerlønnen skal erstatte alle overførselsindkomster! Og staten overtager i princippet forsørgerpligten fra borgerne. Akkurat som landsledelsens og Morten Blaabjergs forslag.

      Landsmødet skal altså vælge mellem fire forslag, hvoraf de tre alle går ind for borgerløn/basisindkomst/garanteret, betingelsesløs minimumsindtægt (you name it!). Det er landsledelsens, Morten Blaabjergs og Leo Nygaards.

      Over for de tre forslag står mit, der står fast på Retsforbundets idegrundlag og førte politik gennem alle årene.

  17. Der er tid endnu til at studere forslagene, Ib.C. Når du ikke kan se den væsentlige forskel på forslagene, må det skyldes, at du ikke har læst dem ordentligt – og motiveringerne.

    Virkelighedsfjernt ? Er virkeligheden noget der læses i gamle dokumenter eller noget der kan konstateres ved at åbne øjne og øren.
    Der er mange virkeligheder.

Comments are closed.