Grundårsagen til økonomiske kriser.

Grundårsagen til økonomiske kriser

Grundårsagen til økonomiske kriser.

Grundårsagen til økonomiske kriser. Foto : sparebank1. Licens : Creative Commons by 2.0

Grundårsagen til økonomiske kriser.

Af Thorkil Sohn, Sognegårdsvej 11, Husby, 6990 Ulfborg.

Mange meninger er på markedet, når man skal forklare, hvorfor der optræder økonomiske kriser med mellemrum. Nogen anfører spekulation i aktier, optioner, valuta eller råvarer som hovedårsagen. Andre giver bankernes uhæmmede kreditgivning skylden. Eller sammenbruddet på ejendomsmarkedet. Atter andre fæster blikket på de høje skatter, det offentliges udgifter/ineffektivitet og den stigende statsgæld. Eller rentens størrelse. Osv. Osv.

Og ligeså forskellige er de midler, der anbefales for at afhjælpe krisen. Nogen foreslår beskyttelse af sit eget land ved at indføre begrænsninger på import, kapitalbevægelighed og fremmed arbejdskraft – mens andre foreskriver det præcist modsatte: øget liberalisering. Atter andre hælder til internationalt samarbejde for at kontrollere spekulationen, bankerne, børserne osv. Eller det hævdes, at det offentlige bør øse penge ud for at ”sætte gang i hjulene” og redde fallittruede banker og virksomheder. Eller der anbefales fælles valuta (EURO) Osv. Osv.

Jeg vil ikke hævde, at disse årsager alle er forkerte; men de har nu alligevel karakter af symptomer – den egentlige sygdom er ikke diagnosticeret. Ligeledes vil jeg ikke hævde, at de foreslåede behandlinger alle er virkningsløse – men de rører heller ikke ved grundårsagen til sygdommen. Symptomerne kan slås ned – sygdommen er tilsyneladende overvundet. Men bacillen sidder stadigvæk i samfundsorganismen og sygdommen venter kun en tid – så blusser den op igen.
Og det er derfor, vi ser økonomiske sammenbrud dukke op med jævne med mellemrum, ca. en gang pr. generation. I 1880erne havde vi den store landbrugskrise, i 30erne massearbejdsløsheden, i 70/80erne oliekrisen/fattigfirserne og nu finanskrisen.

Derfor resignerer mange og betragter nærmest disse kriser som ligeså uafvendelige som naturkatastrofer og orkaner.

Markedsloven om udbud og efterspørgsel

Endnu mere mystisk bliver det, fordi markedsloven om udbud og efterspørgsel i teorien skulle regulere økonomien på en måde, så der ikke blev nogen kriser. Når vi har frihandel, et frit marked, et stabilt pengevæsen og en på alle måder fri økonomi, så skulle mit og enhver andens forbrug jo i teorien opvejes af en tilsvarende indsats – så økonomien var i perfekt balance. Naturligvis kan enkelte gå fallit – men det vil kun kunne skyldes dovenskab eller manglende omhu.

Ja, sådan er teorien – men da praksis ikke samstemmer hermed, holder nogen op med at ”tro” på markedsloven – selv om den teoretisk er uomtvistelig sand. Selv aktiespekulation og lignende burde ikke kunne ødelægge økonomien som helhed, thi det påfører ikke den ægte produktion noget tab. Her er det som ved spillebordet, hvad den ene spiller vinder, taber den anden. Og den flittige arbejder og den ægte producent lider ikke noget tab ved at bondefangere spiller på den nærliggende bodega. Medmindre han da spiller med efter fyraften.
(I parentes bemærkes, at aktiespekulation ikke er det samme som at have aktier. Hvis man køber aktier (andele i et foretagende) til den pris, som der er baggrund for i firmaets reelle værdi og produktion – og ikke forventer nogen gevinst udover firmaets afkast, så er det en sund ting)

Produktionsfaktorerne

Grundårsagen til kriserne ligger efter georgisters opfattelse et helt andet og mere nærliggende sted.
Der er ikke noget galt med markedsloven som sådan. Her er det, som Churchill sagde om demokratiet: ”Er demokratiet sygt, er kuren mere demokrati.” Altså, virker markedsloven ikke, er kuren mere markedslov.

Det, der er galt, er at prisen på naturværdier (jord/råvarer) forhøjes, i takt med, at befolkningstallet øges, produktionsmetoder og infrastruktur forbedres – kort sagt i takt med fremskridtet. Ærligt arbejde/produktion og ægte kapitaldannelse (maskiner/anlæg/huse osv.) skal nemlig ”bære” betalingen for jord og råvarer. Produktionen skal ”aflønne” tre faktorer: Arbejdet, Kapitalens forrentning (brugen af hjælpemidler i produktion) og Jordrenten (prisen for at bruge naturresurserne).

Og her er jordrenten ”skurken” – den er nemlig det grundlægende monopol – ”alle monopolers moder”, for igen at citere Churchill. Jordrenten tager først sin andel af produktionen – for ingen menneskelig aktivitet kan finde sted uden plads og råvareforsyning. Den SKAL betales. Til hvem? Til ejeren. Og da jordværdierne/råvarerne – som nævnt ovenfor – har en naturlig tendens til at stige og stige, så vil foretagsomme folk udnytte dette faktum spekulativt. Og så drives jordværdien yderligere op ad spekulations vej. Og Arbejde og Ægte Kapital må nøjes med det, der er til overs. Indtægten ved al ægte produktion beskæres. Arbejde og kapital må nøjes med et mindre afkast – eller ophøre med produktionen, fordi man ikke kan klare betalingen for jorden. Andre muligheder gives der ikke.

Man kan også sige det på en anden måde – hvis det letter forståelsen: Ejeren af jord/naturværdier har en indtægt, som går ind, selv om man sover. Den er UFORTJENT og derfor uretmæssig, for den ”stjæles” fra dem, der arbejder. Og det ”forstyrrer” markedsloven, at nogen har en indtægt uden at arbejde, for de kan forbruge uden at frembringe. Så er hele markedsloven i ubalance, for den bygger på, at man må yde for at nyde.

Op og ned

Krisen kommer altså, når prisen på naturværdier er drevet op til et punkt, som produktionen ikke kan bære. Og den varer, indtil tingene igen kommer i en slags balance: jordprisen falder, så produktionen igen kan ”bære” den og/eller arbejde og ægte kapital affinder sig med et lavere udbytte og/eller arbejdet/kapitalen bliver mere effektiv pga. større flid/nye opfindelser.
Så ruller hjulene igen – og det får prisen på jord/råvarer til på ny at stige. Og næste krise er på vej.

Det er derfor, der kun gives en tilbundsgående kur: Fortjenesten ved at eje naturværdier må ikke tilfalde den ”tilfældige” private ejer. I perioder med fremgang tjener mange mere ved at eje et hus end ved at arbejde (friværdifest) – og det ”stjæles” fra produktionen og ødelægger markedsloven.
Og i perioder med kriser går nye boligejere/nyetablerede virksomheder nedenom og hjem – selv om deres økonomi i grunden er sund nok – og det ødelægger også markedsloven.

Derfor må fortjeneste på naturværdierne tilfalde alle, og det vil i praksis sige samfundet til finansiering af de naturlige fællesopgaver. Og prisen for at ”leje” naturværdier skal prissættes af den fordel, det giver mig i forhold til alle andre – så jeg i virkeligheden ikke har nogen uretmæssig fordel. Adgangen til plads/råvarer nu lige for enhver – ikke fri, for det koster stadig; men lige, fordi vi alle er lige ejere af vort fædrelands naturværdier og fordi de, der har brug for mere end deres ”andel” må betale de andre en ”leje”. Og så virker markedsloven igen. Vi ”tjener” alle sammen lige meget på jorden – og ingen kan tjene mere end det uden at yde tilsvarende.

Skriv under for Retsforbundet

Vælgererklæring - Retsforbundet

Vælgererklæring. Hvis du hellere vil underskrive vælgererklæringen med en touchskærm end med mus kan du bruge koden her til smartphone eller tablet.