Ærlig snak fra EU-præsidenter – men dybt udemokratisk
Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører
Nationale budgetter skal vedtages overnationalt af EU.
Det er ærlig snak fra de 5 EU-præsidenter for EU-kommissionen Jean-Claude Juncker, EU-topmødet Donald Tusk, Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, Den europæiske centralbank Mario Draghi og den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet Martin Schultz. Kvintetten bygger videre på den såkaldte budget-tsar og vil have de nationale budgetter vedtaget overnationalt i EU senest i 2025!
Allerede nu skal vores finanslov godkendes af EU, hvilket i sig selv er et groft indgreb i vores suverænitet. Og vi deltager ovenikøbet frivilligt i denne proces, som er et af flere grove underløb af vores euro-undtagelse.
Men nu vil EU-kvintetten spille videre på melodien og kun lade de nationale parlamenter – Folketinget – sende repræsentanter, der så skal stå skoleret for EU-kommisionen. Det er det, de mener er at ”involvere” i processen!
Det er hvad kvintetten fremlagde i mandags. Allerede 1. juli tages de første skridt.
Nok har vi herhjemme travlt med regeringsdannelse, men det er utroligt, at dette vidtgående forslag i retning af den økonomiske og politiske overnationale union stort set er gået upåagtet hen i den danske debat.
Dette forslag gør det endnu mere påkrævet, at man forlader den servile EU-holdning og sætter hælene i. Men desværre følger et EU-flertal i Folketinget en kurs, hvor de ønsker Danmark ”ind i hjertet” af EU, så den kompromisløse EU-modstand i Folketinget, som Retsforbundet kan levere, bliver mere og mere nødvendig. Vi skal helt ud.