Med hensyn til ejendomsretten mener jeg følgende: En mand tager sin båd og sejler ud på havet og fanger en fisk.
Efter min mening er denne fisk nu hans. Han kan gøre med den, hvad han vil. Spise den. Sælge den. Forære den væk.
Men hvis han vil gøre havet til sit private hav, så han forbyder andre at tage ud og fiske uden at de først betaler ham, så gør han vold på den sande ejendomsret.
De natur- og samfundsskabte resurser skal være fælles eje…Henry George
Denne lille historie indeholder (inspireret af Henry George) enhver produktions tre elementer: Resurser + Arbejde + Kapital = Produkt. I dette tilfælde: Hav (resurse) + Arbejde (mandens indsats) + Kapital (båd og fiskeredskaber) *) = Produkt (Fisk)
Og så har du også svaret på, hvorfor jeg mener, at de natur- og samfundsskabte resurser skal være fælles eje og de arbejds- og kapitalskabte skal være privateje.
*) Bemærk, at jeg med kapital mener ”ægte” kapital, dvs. produktionsfremmende hjælpemidler. En sav og en komplet fabrik er begge eksempler på ægte kapital. Ægte kapital er i virkeligheden ”opsparet” arbejde. Det er grunden til, at kapitalen og arbejderne dybest set har fælles interesser.
Jeg lader altså lige pt. ”falsk” kapital ude af billedet.
Falsk kapital er alle gældsbeviser, aktier, kreditter, obligationer, konti osv. Sæt en tændstik til det hele, og der vil ikke være forsvundet så meget som en sav af den ægte kapital. ”Falsk” kapital har dog – styret på den rette måde – sin berettigelse; men det ligger udenfor dette opslag område.
Thorkil Sohn, medlem af Retsforbundet.