Leo Nygaard, Vonsild

Hvem ejer egentlig jorden – fællesskabet eller borgerne?

Leo Nygaard, Vonsild

Leo Nygaard, Vonsild, medlem af Retsforbundet – ved Retsforbundets Landsmedlemsmøde 2013, ArenaSyd, Vamdrup. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen. Licens : Creative Commons by-sa 2.0

Af Leo Nygaard, medlem af Retsforbundet, Vonsild

Vi står over for behandling og vedtagelse af partiet politiske grundlag. Jeg vil bruge ordet, modernisering, med øje på den nære fremtid frem mod næste valg.

Læser man ”Retsforbundets Politik” (Arbejdsprogram) på side 3-4, støder man på to slags udsagn :

  1. ”fælles ejendomsret” – ”ligeretten” – ”tilhører… os alle i fællesskab” – ”ingen kan eje naturresurserne” – ”undergrund tilhører den danske stat”.
  2. ”alle skødehavere betale en årlig afgift” – ”derfor skal der være så store afgifter”

Punkt 1 peger på, at ejerskabet ligger hos fællesskabet – staten.

Punkt 2 følger ikke op på dette. Tværtimod fastlægges, at private er ejere – er ”skødehavere”. Deraf følger at jorden kan købes, sælges, belånes og være objekt for fortjeneste og dermed spekulation i byudviklingen.

Dette strider imod flere passager i ”Et spekulationsfrit boligmarked” på side 6.

På samme måde med resurserne. Der skal ifølge teksten ”være afgifter”, og ikke køb eller licens for udnyttelse som betaling for retten til udnyttelse. I ”Resurser, energi og klima”, side 16, om udenlandske resurser og varer, indført til landet, er ikke beskrevet hvordan. Isoleret set må der forudses store problemer med EU ved pålæg af import afgifter.

Som oplysning til folket og i en valgkamp må det være svært at forstå og forklare disse forhold. Hvordan forstå, at man skal betale grundskyld/jordleje i meget større grad end nu af den grund, man har købt, har skøde på og som jf. Grundloven er beskyttet af den private ejendomsret.

Sammenlign med bygningen, nu udsat for en beskatning på det at eje, som i min forståelse kan betegnes som løbende ekspropriation. ”Udbyttet af eget arbejde tilhører den enkelte”, som der står skrevet. Det ses ikke, om vi mener, at boligværdiskatten skal afskaffes og at grund og bygning helt skal adskilles administrativt.

Alt dette peger frem mod, at staten nødvendigvis skal overtage jorden og udleje rådighedsretten til borgerne. Hvordan, går ud over mine evner at beskrive.

Men indføres dette ikke i politikken, spår jeg, at Retsforbundet cementerer sin egenskab som studiekreds.

Alternativet er ikke at opgive, at grundskylden er et væsentligt alternativ til skatten på arbejde. For så er vi slet ikke Retsforbundet.

Jeg vil kraftigt anbefale ledelsen tage disse betragtninger i betragtning i vinterens arbejde frem mod en vedtagelse.


Potentiel vælgerfamilie på Strøget

Valgresultatet KV13 for Retsforbundet

Kommunal- og regionsvalget er nu overstået og stemmerne talt op. Her er resultaterne for Retsforbundets vedkommende :

Kommunalvalget
De personlige stemmetal angivet under det samlede antal stemmer for kommunen.

København : 462 (252 stemmer frem)
Johanne L. Kristiansen: 96
Jimmy Due: 66
Poul Gerhard Kristiansen: 44
Thomas Antkowiak-Schødt: 25
Kjeld I. Thomsen: 16
Lars Rindsig: 16
Michael Schmidt Jacobsen: 11

Odense : 97 (NY)
Morten Blaabjerg: 72

Holbæk : 69 (NY)
Torsten Rugaard Sylvest: 35
Ulrik Sommer-Jensen: 15

Lolland : 32 (NY)
René Bøgh: 21

Regionsrådsvalget
De personlige stemmetal angivet under det samlede antal stemmer for regionen.

Region Hovedstaden : 1299 (0,1%) (415 stemmer frem)
Poul Gerhard Kristiansen: 243
Johanne L. Kristiansen: 210
Jimmy Due: 94
Thomas Antkowiak-Schødt: 60
Lars Rindsig: 46
Kjeld I. Thomsen: 30
Michael Schmidt Jacobsen: 19

Region Sjælland : 606 (146 stemmer frem)
René Bøgh: 169
Torsten Sylvest: 144
Ulf Kobbernagel: 74

Region Syddanmark : 750 (NY)
Morten Blaabjerg: 242
Vagn Christensen: 91
Tune Revsgaard Nielsen: 81

Ialt 2655 stemmer og fordobling af stemmetallet i forhold til forrige valg. Ikke mindst fantastisk med hele 750 stemmer i Region Syddanmark, hvor Retsforbundet ikke har fundet opstilling i mange år.

Godt gået af kandidater og frivillige i valgkampen! “Tak til de, der har givet en hånd med i valgkampen og ikke mindst til vælgerne,” siger Retsforbundets spidskandidat i Region Hovedstaden, Poul Gerhard Kristiansen i en kommentar til valgresultatet. “Valgkampen har givet os uvurderlige erfaringer og kontakter, som vi vil bygge videre på i vores arbejde frem mod kommende valg”.

Resultaterne i de tre regioner betyder at partiet de næste fire år er berettiget til partistøtte, da vi har opnået flere end 500 stemmer i alle tre regioner. Partistøtten for regionsrådsvalget udgør 4 kr pr stemme de næste 4 år. Kommunalvalg giver 6,50 kr pr stemme i statsstøtte om året, såfremt der opnås mere end 100 stemmer, eller mere end 500 stemmer i København. Ved Folketingsvalg gives 4,50 kr pr stemme. Partistøtten fra regionsrådsvalget vil efter al sandsynlighed gå til at dække udgifterne til denne valgkamp og til at smede kuglerne til den næste, samt til at styrke det organisatoriske arbejde i partiets regioner, som er hårdt trængt for ressourcer. Kom ikke og sig, at en stemme til regionsvalget ikke betyder noget!

Det er bemærkelsesværdigt at Retsforbundets vælgere findes i alle dele af landet og fordeler sig jævnt geografisk. De er ikke centreret omkring bestemte byer eller områder, hvilket tyder på at partiet har en base at bygge videre på til kommende valg.

Tak for stemmerne, tiden og tilliden! Vi vil gøre vores bedste for at leve op til den tillid vælgerne har vist os frem til næste valg!

Tak til Henrik Hansen for opdateringerne på valgaftenen på Facebook.

Kilde : http://www.dr.dk/nyheder/politik/kv13/.
Opdateret med de personlige stemmetal og endelige tal efter fintællingen tirsdag 26. november 2013.


Basisindkomst – Et overgreb mod retsmoralen eller dens logiske konsekvens?

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

-Det er spørgsmålet, som Retsforbundets medlemmer skal have afklaret, efter at det seneste landsmøde besluttede, at landsledelsen skal indarbejde et forslag til basisindkomst i det arbejdsprogram, som skal forelægges næste landsmøde.

At basisindkomst indebærer mange fordele har borgerlønsbevægelsen glimrende redegjort for på deres hjemmeside, hvor der også findes økonomiske overslag, der indikerer, at projektet er realiserbart, men som nok skal viderebearbejdes for at have endegyldig beviskraft.

Det, som jeg her vil beskæftige mig med, er, om basisindkomst harmonerer med retsmoralen, således som den er udtrykt i idéprogrammet. Uanset hvilket resultat medlemmerne når frem til, skal dette krav være opfyldt:

Arbejdsprogrammet skal være i overensstemmelse med idéprogrammet!

Indledningsvis er det formålstjenligt at gøre sig klart med hvilket formål, basisindkomst skal indgå som en del af en retsstat. Mange retsstatsfolk har kategorisk udtalt, at det ikke er statens opgave, at brødføde raske og arbejdsdygtige mennesker. Som Niels Hausgaard så bidende ironisk messede: “Der er altid arbejde til dem, som vil arbejde”. Allerede før denne sang blev forfattet, blev der i idéprogrammet under statens opgaver skrevet: “Staten sikrer forsorgen for varigt handicappede og kronisk syge samt andre, der er ude af stand til at klare tilværelsen for sig og sine.” På denne baggrund forekommer det rigtigst at sige, at basisindkomsten skal sikre enhver borger de basale ydelser. For syge og handicappede har staten yderligere forpligtelser.

Med dette formål erstatter basisindkomsten andre socialt betingede ydelser, hvorfor den må være en fast inflationssikret ydelse, som ikke kan gøres afhængig af grundskyldsprovenuet.

Personlig frihed

Den første grundsætning i idéprogrammet fastslår den personlige frihed. Den har ringe vilkår i dagens Danmark, hvor det offentliges indtægter i væsentlig grad er baseret på beskatning af arbejde. Og hvor ydelser fra det offentlige er gjort socialt betingede.

Jeg skal i denne forbindelse ikke dvæle længe ved indkomstskatten, men fremhæve at den for at være relativt retfærdig (skat på arbejde er ikke retfærdig) kræver en meget nærgående kontrol. Da beskatningen yderligere er gjort afhængig af ægtestand, bopæl m.v. er kravet til det offentliges kontrol af den enkelte borgers gøren og laden udvidet til det groteske. Tænk f.eks. på hvor mange ressourcer, der er anvendt på at bestemme Stephen Kinnock’s skat. Retsforbundet har den ultimative løsning: indkomstskatten skal væk – desværre vil udfasningen tage lang tid.

Udbetaling af offentlige ydelser er i det nuværende system forbundet med om muligt endnu større kontrolforanstaltninger. Udover indkomst- og formueforhold skal klientens ægteskabelige stand og samlivsforhold kontrolleres og her kræver kampen mod de sociale bedragere, at klienternes afgivne oplysninger verificeres ved fysisk kontrol. Claus Hjorth stillede krav til bistandsklienterne om et mindste antal jobansøgninger – nyt krav, nye kontroller. Dette kontrol- og overvågningsapparat er et indgreb i borgerens personlige frihed, men er en uundgåelig del af et system, der er baseret på socialt betingede ydelser.

Set alene i relation til den personlige frihed er løsningen enkel: Socialt betingede ydelser erstattes med universelle ydelser – altså basisindkomst.

Borgernes ligeret

Den anden grundsætning i idéprogrammet fastslår borgernes ligeret i økonomisk og politisk henseende. Den økonomiske ligeret er ikke eksplicit defineret. Af den større sammenhæng kan det udledes, at samfundets indtægter må betragtes som tilhørende borgerne i lige andele, hvilket indebærer at et eventuelt overskud efter afholdelse af retsstatens udgifter udloddes i lige store andele til borgerne. Desværre er denne situation rent hypotetisk i overskuelig fremtid. En sådan udlodning vil i givet fald ikke have karakter af en basisindkomst, men udgøre en grundskyldsdividende.

Da sundhedsvæsenet er en af retsstatens opgaver må dette, sammenholdt med den økonomiske ligeret, udlægges sådan, at behandlingen bør være på samme vilkår for alle (gratis). Dette harmonerer fint med de nugældende regler for hospitalsbehandling, der er gratis for alle. Dette til forskel fra f.eks. tandlægebehandling, der er brugerbetalt, hvilket har bevirket, at mange dårligt stillede ikke får udført behandling, der er af betydning for helbred og livskvalitet. Det er ikke tilfredsstillende i et rigt land.

Borgernes ligeret i økonomisk henseende indebærer, at hvad der tildeles én borger, skal tildeles alle borgere, dvs. socialt betingede ydelser, skal erstattes af universelle ydelser – basisindkomst.

Retten til udbyttet af eget arbejde

Dette er et helt afgørende punkt ved vurdering af basisindkomst og retsmoral. Idéprogrammet siger: “Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde og råder frit derover, når han har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter.” Med andre ord beskatning af borgernes arbejdsindsats skal så vidt muligt undgås, og der skal ses kritisk på, hvilke udgifter staten påtager sig.

I vort nuværende system er en række ydelser og brugerbetalinger socialt betingede, således at bl.a. indtjening og formue bestemmer ydelse/betaling. Dette er i realiteten en beskatning af arbejde omend indirekte. Det er i direkte modstrid med retsmoralen. Og forsåvidt også med den almene retfærdighedsfølelse: for hvorfor skal den der vælger i en periode at arbejde mere, og dermed betaler en højere indkomstskat, yderligere straffes i forhold til den der i samme periode vælger at arbejde mindre. Og hvorfor skal den, der vælger at spare op, yderligere indirekte beskattes i forhold til den, der vælger at forbruge hele sin indtjening.

Det der gør sagen vanskelig er, at den almindelige snusfornuft samtidig siger, at det er hul i hovedet at give ydelser til mennesker, der selv kan betale.

I denne sammenhæng er det imidlertid idéprogrammet, der tæller. Arbejde skal ikke beskattes! Hverken direkte eller indirekte!

Mange politikere har sagt det og gentaget det og gentaget det og …. samtidig med at de har broderet videre på et system, der virker for det stik modsatte. Men som medlem af Retsforbundet skal man med god samvittighed kunne sige det:

–          Det skal kunne betale sig at arbejde.

–          Det skal kunne betale sig at spare op.

Økonomi

Som indledningsvis nævnt kræver de økonomiske konsekvenser yderligere bearbejdning, idet en forøgelse af de skatter og afgifter, der ikke henhører under retsstatens naturlige indtægter, udgør et argument imod basisindkomst. Grundskylden er en konjunkturbestemt afgift, der ikke kan anvendes som skatteskrue, hvorimod ressourceafgifter og grønne afgifter er en mulighed.

Da det ideologisk set er ønskeligt/nødvendigt at omlægge fra sociale ydelser til universelle ydelser, giver det imidlertid mere mening at se på forløbet, fremfor for bare at sammenligne situationen før og efter. Det må være muligt at identificere nogle trin i processen og regne på konsekvenserne. Det er givet, at indførelsen af en basisindkomst er en langvarig proces.

Retsforbundets politik indebærer i forvejen en langvarig ændringsproces, hvori basisløn naturligt kunne indgå. Efter min mening vil denne proces gøres unødvendigt kompliceret, hvis der stilles krav om, at en given udgift kun kan finansieres af en given indtægt. Ændringsprocessen er såmænd kompliceret nok i sig selv. Under hele processen skal der være styr på økonomien.

God debat

Med denne vurdering af idéprogrammet i forhold til basisindkomst håber jeg, at have givet et oplæg til en god og konstruktiv debat, der kan bringe os videre i vor stillingtagen og i forhold til at kommunikere vore grundlæggende idéer og den måde, vi vil realisere dem.

Ib Strømberg Hansen

 


Retsforbundet til Kommunalvalg

kommunalvalg_2013

Retsforbundet ønsker at stille op til kommunalvalget i så mange kommuner og regioner som muligt…
Vi mener at det er på tide, at det snart 95 år gamle parti igen træder ind på den politiske scene, efter alt for mange års fravær og KV13 kunne være en passende begyndelse.

Retsforbundets ideologi bygger jo som det vil være de fleste bekendt på det princip, at jord og naturressourcer bør være et fælles samfundseje og at grundskyld (jordrente / jordleje) samt vores forbrug af naturressourcer – altså den del af vores fælles eje som vi hver især bruger eller monopoliserer – der i højere grad skal betale vores fælles (offentlige) udgifter. Følgeligt skal det i mindre grad være skat på den indkomst vi har tjent på at arbejde.

Oversat til kommunalpolitik betyder det, at vi grundlæggende går ind for, at den kommunale grundskyld er så høj som mulig og at skatteprocenten sænkes tilsvarende.

Vi bemærker at de partier der kalder sig liberale (både LA og Venstre) forsøger at udhule og måske afskaffe grundskylden. Det vil vi gerne advare kraftigt imod. Vi mener at grundskyld er blandt de eneste rimelige måder, et samfund kan hente indtægter til fællesskabet på, fra borgerne.

Det retfærdige i vores forestrukne princip ligger i, at beskatte værdien af den jord du bor på (uanset din boligform) stiger og falder som følge af en vekselvirkning mellem nogle blivende forudsætninger (natur og beliggenhed) og en samfundsudvikling i dit lokalområde. Altså faktorer som du som borger og familie ikke har den store indflydelse på.

Det uretfærdige er at beskatte den indtægt du har skabt ved din egen arbejdsindsats.

Samtidig er grundskyld og skat på jord og fast ejendom gode solide skatteindtægter som en kommune kan regne med og i øvrigt det eneste effektive værn vi har mod boligbobler og tilhørende kriser.

De liberale partier, der er modstandere ar grundskylden, mangler at gøre rede for, hvorfor de ønsker på én gang at øge risikoen for boligbobler og fjerne et sikkert indkomstgrundlag for kommunerne. De mangler til lige at gøre rede for, om den sænkede eller helt fjernede grundskyld skal erstattes af en øget kommunal trækprocent eller en forringet kommunal service.

Retsforbundets kommunalpolitik indeholder selvsagt andet og mere end en skattemæssig omfordeling.
Vi vil styrke og forsvare det kommunale selvstyre og de demokratiske principper i kommunen – herunder også det lokale nærdemokrati.
Vi har lokalpolitiske holdninger til børne-, skole-, social og ældrepolitik samt til trafik-, anlægs- og kulturpolitik.

Torsten Sylvest, medlem af landsledelsen
For yderligere spørgsmål, kontakt; torsy@retsforbundet.dk


Anette Jarl Jørgensen

Partier uden medlemmer – folkestyre uden folk?

Anette Jarl Jørgensen

Anette Jarl Jørgensen, nyt medlem af Retsforbundet – ved Retsforbundets Landsmedlemsmøde 2013. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen. Licens : Creative Commons by-sa 2.0

Af Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører

Når den nye undersøgelse fra Københavns Universitet (Inform. 20/7 med interview af lektor Karina Kosiara-Pedersen – online version her) om danske partimedlemmer hævder at vise, at partimedlemmerne ikke er noget aktiv for partierne, skal det tages med et kraftig gran salt. Men når medlemstallet er gået så voldsomt ned hænger det jo også sammen med, at vælgerne vælger parti i langt højere grad efter enkeltsager end efter holdninger end tidligere. Det giver til gengæld også langt hyppigere skift af parti og dermed også færre partimedlemmer – fordi holdninger desværre betyder mindre. Det betyder så også, at enkeltsagspartierne er dominerende og holdningspartierne har det svært.

Men selvfølgelig er medlemmerne et aktiv for partierne – hvis partierne ellers skal være andet end legetøj for enkeltpersoner eller en lille top. Men da man indførte den offentlige partistøtte med stemmepenge opgav man tilsyneladende – i hvert tilfælde hen ad vejen – at basere partierne på medlemmernes aktive støtte. I dag finansierer disse stemmepenge, som skatteyderne betaler og politikerne bevilger sig selv, mellem 50 og 90 % af indtægterne til Folketingets partier. Vores partisystem er i den grad på støtten og får kunstigt åndedræt.

Dette skal bestemt ikke ses som en negligering af problemerne med partistøtten til partierne fra de forskellige organisationer og økonomiske interesser eller nødvendigheden af åbenhed om disse som Retsforbundet altid har krævet, men problemerne omkring økonomien ved partierne er bestemt ikke overstået hermed.

Nu taler Grundloven jo imidlertid slet ikke om partier. Historisk er de jo en senere praktisk foreteelse, så vi kom nok over at organisere vores politiske liv anderledes.

Hovedproblemet er imidlertid, at vi er i gang med at skabe et demokrati uden folk eller rettere et folk uden demokrati fordi man samtidig med surrogatet for det direkte demokrati i form af partier, har forringet demokratiet væsentligt i de seneste årtier.

Et virkeligt folkestyre bør kendes på, at det inddrager så mange borgere og synspunkter og det behandler sine mindretal ordentligt. Desværre går udviklingen modsat.

For det er jo ikke sådan, at kun mennesker – og åbenbart for få – ønsker at være en del af valg og være aktive deltagere. Tværtimod. Men i øjeblikket bliver det danske parlamentariske system mere og mere ekskluderende, hvor det i stedet burde være inkluderende. Vi er på vej til et folk uden folkestyre.

Først og fremmest har vi en valglov, som er designet af de magtbærende partier. De er ikke meget for konkurrenter, så derfor har man gjort det ekstremt svært for nye partier at blive opstillingsberettiget gennem ekskluderende, dyre og bureaukratiske regler. Når man alligevel så langt, så har man opstillet en række spærreregler, som forhindrer partier i at komme ind.

Kun vælgerne skal bestemme Folketingets sammensætning – ikke bureaukrati. Derfor skal det gøres nemmere for partier at stille op – og de bureaukratiske regler skal demokratiseres. Hertil kommer, at spærrereglerne til Folketinget skal væk. Har et parti stemmer til et mandat skal partiet have et mandat. Hensynet til demokratiet må komme før såkaldte effektivitetshensyn, som er en dårlig undskyldning for at holde nye partier ude.

Men væsentligt er, at vælgerne skal inddrages langt mere direkte også ved flere både bindende og vejledende folkeafstemninger. Desværre er de magtbærende politikere gået den modsatte vej – ikke mindst, har det vist sig i EU-spørgsmål, hvor vælgerne gang på gang er blevet snydt for berettigede folkeafstemninger om EU-traktater og overførsel af endnu mere magt til EU. Og flytte flere og flere beslutninger til EU og væk fra de danske vælgere giver heller ikke mere folkestyre tværtimod.

Folkeafstemninger er et væsentligt korrektiv til det repræsentative demokrati og sikrer, at det altid er i harmoni med befolkningen. Det betyder, at det ikke blot er Folketinget og dets medlemmer, der kan få et konkret forslag til folkeafstemning, men også en vis procentdel af vælgerne – f.eks. 5% af vælgerne – bør kunne kræve det samme. – På lokalt plan skal der naturligvis være de samme demokratiske muligheder.

Der er i allerhøjeste grad brug for en revolution af det parlamentariske system i Danmark. Vi er ikke så demokratiske, som de partier, som sidder på magten, gerne vil fremhæve – og det går den forkerte vej i et hurtigt tempo – desværre.

Hertil kan tilføjes reformer af samarbejdsformen i Folketinget så blokpolitikken bringes til ophør, så partierne og dets folketingsmedlemmer langt bedre kan vise en selvstændig profil og dermed også revitalisere partisystemet. Men vigtigst er, at stoppe afdemokratiseringen af folkestyret og gennemføre ændringer, så borgerne føler, det er deres folkestyre.

Yderligere information


En bæredygtig økonomi

SKAT, skattesnyd og signalværdi

SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?

Af Ebbe Nygaard

Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.

Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.

Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.

Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.

Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.

Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.

På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”

I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.


Potentiel vælgerfamilie på Strøget

Demokrati : Vestager på rette spor

Indenrigsministeriet har i en pressemeddelelse udsendt 30. maj meldt ud, at man nu vil arbejde for en digitalisering og smidiggørelse af processen omkring indsamling af vælgererklæringer til støtte for partier, der søger opstilling til folketingsvalg. Den nye elektroniske arkitektur vil efter planen være klar primo 2015, under forudsætning af at der findes et folketingsflertal for forslaget. Indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler i den forbindelse flg :

”Det er vigtigt, vi moderniserer, så vores demokrati følger med udviklingen. Og det er vigtigt, at alle har mulighed for at deltage i demokratiet ved at stille op til folketingsvalg – uanset for eksempel økonomiske forudsætninger. I dag møder partierne ikke kun vælgerne på gaden, men også via partiernes hjemmesider og de sociale medier. Derfor virker det underligt at kræve af vælgerne, at de skal ned til postkassen med et brev, hvis de vil bakke op om, at et parti kan stille op til folketingsvalg. Jeg håber, de andre partier er med på at digitalisere vælgererklæringerne.”

Vi er i Retsforbundet forsigtigt optimistiske. “Det er godt, at Vestager har lyttet til vore argumenter om digitale vælgererklæringer”, udtaler politisk ordfører Poul Gerhard Kristiansen, “- men hvorfor skal det tage så lang tid?”

Det er positivt, at økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har lyttet til argumenterne for en digitalisering af processen med at indsamle vælgererklæringer til næste folketingsvalg. Argumenter, som Retsforbundet sammen med andre partier har fremført gentagne gange i henvendelser til minister og kommunaludvalg.

Det er ulogisk, at man indtil nu ikke har villet inddrage dette område i den digitaliseringsproces med brug af NemID, som er foregået på alle andre områder i samfundet.

Vi mener imidlertid godt, at processen kan fremskyndes, så vi ikke skal vente helt til 1 1/2 år med at indføre denne proces. Trods alt er der efterhånden stor erfaring med disse digitale processer, så at vente med at indføre den nye ordning til 1. januar 2015 er at trække tiden unødvendigt.

Ministeren mener, at det skal være så let som muligt at deltage i den demokratiske proces. Det er positivt og helt i overensstemmelse med vores argumenter.

Derfor bør systemet også indrettes, så man kan samle vælgererklæringer f.eks. via www.borger.dk.

Det børe i det nye system være sådan, at man helt kan spare kommunernes kontrol af vælgerens identitet væk. Den kan og skal udføres af indenrigsministeriet.

Langt de fleste vil bruge denne digitale mulighed, men ved stadig at bevare papirblanketmuligheden, får vi alle med i den demokratiske proces. Til gengæld skal blanketten herefter ikke indeholde krav om de sidste fire cpr-cifre.

Vi mener også, at det er naturligt at en vælgererklæring skal have samme “holdbarhed” som en stemme ved et valg – altså en valgperiode.

Retsforbundet vil under alle omstændigheder fortsætte med at indsamle underskrifter for at kunne stille op til folketingsvalg og vi er ligeledes i fuld gang med forberedelser til kommunalvalget, hvor vi opstiller mange steder i landet til byråd, kommunalbestyrelser og regionsråd.

Yderligere information


Olierigger

Helt hen i tangskoven – Vi går glip af milliarder

Det er helt hen i tangskoven, når V og K ikke mener, at have kunnet få en bedre nordsøaftale igennem, som i de seneste 10 år kunnet have givet mere end 100 milliarder ekstra til samfundets kasse. En aftale, som Norge har det og som kulbrinteudvalget foreslog i 2003.

Det siger Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen til de beregninger fra Skatteministeriet, som viser, at det danske samfund kunne have fået op til 124 milliarder flere kroner i statskassen, hvis ikke den tidligere regering havde afvist kulbrinteudvalgets anbefalinger.

Bendt Bendtsens udtalelse om, at der ”ikke var noget alternativ” er fuldstændig utroværdig. Selvfølgelig ville den danske regering have kunnet få lige så gode aftaler for samfundet som Norge. – Hvis man havde villet. Ellers er det godt nok tale om udygtigt købmandskab og udygtige forhandlere. VK valgte at forære over 100 milliarder til bl.a. A.P. – Mærsk.

Endnu værre bliver det, hvis den nuværende regering afviser at revidere Nordsøaftale. Så er deres kritik hykleri, som betyder, at ikke blot er fællesskabet gået glip af 100 milliarder de seneste 10 år, men vi vil fortsat gå glip af milliarder, som vi har en fælles ejendomsret til, siger Poul Gerhard Kristiansen.

Yderligere information


Islandsk forår

Mørklagt europæisering

Islandsk forår.

Forår på Island. Foto : Karlbark. Licens : Creative Commons by 2.0

Grundlovstale på Gammeltorv i København ved Folkebevægelsen mod EU’s Grundlovsmøde

Af Poul Gerhard Kristiansen, Grundlovsdag 2013

Dagen før vi fejrer Grundloven, som er symbol på demokratiet i Danmark, vedtog i Folketinget i går 99 folketingsmedlemmer den skandaløse mørklægningslov.

En lov, som betyder, at det bliver endnu sværere for befolkningen og medierne at kigge politikere og embedsmænd efter i kortene

En lov, som betyder, at Danmark nu har en endnu mere restriktiv offentlighedslov end den, der allerede før den nye, var den mørkeste i de nordiske lande.

En lov, som ville have betydet, hvis den allerede havde været gældende, at en lang række sager formentlig ikke ville være afsløret. Lige fra Tamilsag over Irak-krig til fusk med ledighedstal.

Bevidstløst troppede politikerne op fra de 5 partier og gav deres stemme – uden at skele til, at der ikke blev givet nogen ordentlig grund til at mørket skulle sænke sig. Ikke ét folketingsmedlem afveg fra partilinjen – undtagen altså Uffe Elbæk, som ved et uheld kom til at stemme rigtigt.

Grundloven siger, at et folketingsmedlem ene og alene er bundet af sin samvittighed.

Det virker ikke troværdigt, at ikke ét af folketingsmedlemmerne fra de 5 partier skulle have en afvigende mening. Partidisciplinen har åbenbart taget pladsen fra samvittigheden. Mørket har også sænket sig over enhver floskel fra de samme partier om øget åbenhed og demokrati.

Politikerne fra de 5 partier fra SF til de konservative ønsker ganske enkelt ikke at blive kigget efter i kortene – hverken af medier eller befolkning. I virkeligheden burde der rejses en skamstøtte over justitsministeren og de 99 folketingsmedlemmer, som stemte for den udemokratiske mørklægning.

Når vi taler om EU, så har det været reglen mere end undtagelsen, at vi aldrig har fået hele sandheden.

Havde vi fortalt hele sandheden, ville folk have stemt nej, som Jens Otto Krag udtalte få år efter EF-afstemningen i 1972.

Havde tilhængerne erkendt allerede dengang, at EU’s målsætning ganske enkelt var, og er, en politisk blokdannelse – en supermagt såvel politisk som økonomisk og militært, ville et flertal af danskerne aldrig have stemt ja. Siden har EF- /EU debatten været de halve sandheders paradis.

Med de skjulte forhandlinger om en såkaldt europapolitisk aftale, som foregår i øjeblikket, fortsætter mørkelægningen.

Med den nye mørklægningslov, bliver det endnu sværere, at få sandheden på bordet om hvad det er regeringen har spillet ud med, fordi det ikke længere vil være muligt på skrift, at få at vide, hvilke udspil regeringen er i færd med at fremføre. Det eneste vi efterhånden ved er, at Helle Thorning vil have Danmark – eller snarere sig selv – ind i ”kernen af EU”.

Vi har senest set, at man stille og roligt – og helt uden at ville spørge befolkningen eller lægge alle kendsgerninger åbent frem – helt frivilligt har tilsluttet os europluspagten forrige år og sidste år EUs finanspagt.

Nu er det så en bankunion, der tales om – herefter finansunionen.

Og nu skal vi, står det til folketingsflertallet, give selvbestemmelse til en Patentdomstol, som er helt uden demokratisk kontrol, uden appelmulighed og kun til gavn for de multinationale virksomheder og for patentlobbyen.

Danmark skal med i det hele! Ind i kernen af det EU, hvor 26 millioner nu er arbejdsløse. Ind i det EU, hvor 5,7 millioner unge står uden arbejde, og som er godt på vej til at miste en hel generation, som aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet.

I det EU, hvor befolkningerne i Sydeuropa må kæmpe for at overleve og hvor det for første gang siden 2. Verdenskrig har været nødvendigt for nødhjælpsorganisationerne at give fødevarehjælp i stor stil. Alt sammen fordi euroland fører en politik, som er designet til at skabe arbejdsløshed og som ikke kan ændres med mindre traktaten bliver ændret.

Befolkningerne og demokratiet betaler dyrt. Demokratisk har man udenom befolkningerne indsat nye teknokratregeringer i Grækenland og Italien og smadret Cyperns muligheder for at fortsætte som selvstændig nation.

Befolkningerne og demokratiet betaler, når EU med krisen som undskyldning ikke bare rager flere og flere beføjelser til sig, men også fører en politik, som forstærker krisen – som ikke viser en vej ud af krisen.

Op mod 80 % af lovgivningen i Danmark bestemmes allerede af EU. Flere end 100.000 love, regler, standarder og domme fra EU, kan ikke ændres af vælgerne eller de danske politikere.

Mørklægningsloven gør det også muligt at skjule tilblivelsen af EU-lovgivningen.

Vi har ikke brug for, at EU bestemmer endnu mere. Demokratiet er allerede udhulet mere end nok.

Danmark har ikke brug for at komme ind i Euroland. Danmark skal ikke tvinges ind i yderligere integration. Tvinges til at opgive den sidste selvstændighed på det økonomiske område og skal bestemt ikke tvinges til at føre en økonomisk politik, som vil give øget arbejdsløshed og øgede muligheder for EU til at bestemme endnu mere.

Vi har brug for frigørelse fra EU.

Vi har brug for mere demokrati, mere selvbestemmelse, mere åbenhed – ikke mindre.

“Europa er ikke lykkeligt!”, Sagde den franske præsident Hollande i sidste uge. Han har fuldstændig ret. Han har bare været meget længe om at opdage det. Og lykkelige bliver danskerne bestemt heller ikke, hvis vi fortsætter den selvdestruktive EU-politik, som regering og folketingsflertal fører.

Tværtimod er vejen den modsatte. Væk fra Euroland og ud af EU.

Poul Gerhard Kristiansen
Retsforbundets politiske ordfører


Poul Gerhard Kristiansen

Skamstøtte over Bødskovs og folketingspolitikernes mørkelægning

Når et flertal i Folketinget i dag, 4/6-2013, sandsynligvis vedtager mørkelægningsloven sker det uden kendskab til evaluering af offentlighedsloven og uden at politikere, medier og offentlighed har kunnet få kendskab til den evaluering.

Dermed tager Bødsskov og hans ministerium allerede forskud på mørklægningen – inden loven er vedtaget. Ulovligt i forhold til gældende lov, når der ikke har kunnet gives aktindsigt til medierne indenfor tidsfristen.

Det turde være elementært, at lovgiverne i det mindste bør kende argumenterne for denne lyseslukning – før loven vedtages.

Hvad er det for folketingspolitikere, som overhovedet behandler denne stramning uden at kende evalueringen af den nugældende lov og dermed hele grundlaget for mørkelægningen?

En mørkelægning, som gør reglerne på dette område til de mørkeste i forhold til de lande, vi sammenligner os med og som ville have hindret offentlighed omkring en række sager fra Tamil-sag over det juridiske grundlag for Irak-krigen til skattesagskommissionen om møderne mellem Peter Loft og Skat København.

Bødsskov og folketingspolitikerne handler uanstændigt. Demokratiet undergraves endnu mere.

Der bør rejses en skamstøtte over Morten Bødskov og de politikere, der som programmerede robotter accepterer dette forløb og denne uanstændige lov.

/Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører