Ib Strømberg Hansen

Skandaløs boligaftale – Ib Strømberg Hansen

Af Ib Strømberg Hansen

En skæv debat har ført til en asocial og samfundsøkonomisk uansvarlig boligaftale. Den vil utvivlsomt komme til at koste skatteyderne betydeligt mere end de fejldispositioner i SKAT, der nu skal undersøges.

Den skeptiske læser vil sikkert mene, at det er at gå for vidt at bruge ordet skandale om boligaftalen. For er den i virkeligheden ikke bare udtryk for, at politikerne lader boligmarkedet dalre videre stort set som hidtil? Jo – netop! Skandalen består i, at politikerne, på trods af de dyrekøbte erfaringer, som vi har gjort siden Anders Fogh introducerede sit skattestop, fortsætter som om ingenting er hændt. – Det er menneskeligt at fejle, men det er tåbeligt at fremture. For politikere bør det være ansvarspådragende.

Boligbeskatning er et spørgsmål om at foretage en afvejning af boligejernes, boligkøbernes, lejernes og samfundets (vore fælles) interesser. På trods af det indlysende i at der ikke er nogen af disse interessenter, som bør favoriseres på bekostning af andre, så har politikernes udmeldinger under hele forløbet udelukkende handlet om boligejernes tryghed. Denne negligering af de øvrige involveredes interesser burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos medierne.

Medierne accepterede imidlertid stort set den dagsorden, som politikerne fremlagde. Det var faktisk meget vanskeligt at få optaget indlæg, der anlagde en anden synsvinkel på boligskatterne. Nogle af de de helt store debatter om emnet foregik i DR2 Debatten med Clement Kjersgaard som ordstyrer. Han forstår fuldt ud problemstillingen og er som bekendt sædvanligvis dygtig til at sammensætte et panel, der repræsenterer de involveredes synspunkter. Men alligevel blev vi svigtet i denne væsentlige sag. Politikerne fik endnu engang lov til, uden væsentligt modspil, som en flok får at bræge budskabet: Boligejerne skal kunne sove trygt om natten.

Hvor var repræsentanterne for boligkøberne? De har en interesse i at boligpriserne holdes i ro, hvor boligejerne har en interesse i at boligskatterne holdes i ro. Som ny på ejerboligmarkedet må man have svært ved at forstå, at man skal sidde for en større boligudgift end sælgeren har gjort, samtidig med at denne kan realisere en stor skattefri gevinst.

Hvor var de økonomer, der under opbygningen af den seneste boligboble advarede Anders Fogh mod en politik, der lod ejendomspriserne stige vildt med den velkendte alvorlige økonomiske krise til følge?

Hvor var medlemmerne af produktivitetskommissionen, der konkluderede, at en styrkelse af den økonomiske vækst bedst kan fremmes gennem en forøgelse af ejendomsbeskatningen, primært grundskylden, og en reduktion af skatten på personlig indkomst og selskabskatten?

Hvor var kritikerne af lejelovgivningen, der giver meget store skattefrie rabatter til begunstigede lejere? Disse kritikere ville kunne argumentere for, at en ajourføring af

grundskylden på disse lejeboliger ville kunne reducere disse begunstigede lejeres helt umotiverede privilegier.

Hvor var repræsentanterne for det udkants-Danmark, der ikke får foræret friværdistigninger, men for nogens vedkommende får påført tab. Udkants-Danmark ville kunne styrkes ved en nedsættelse af indkomstskatten finansieret af øget beskatning af de stigende grundværdier i udviklingsområderne.

Hvor var repræsentanterne for de partier og bevægelser, som vil fremme ressourcebeskatningen (jorden er vor vigtigste ressource) og reducere beskatningen af arbejde?

Skævheden i debatten blev understreget af, at der flere gange blev luftet muligheden for en avancebeskatning, uden at dette straks blev afvist som uden virkning. Sagen er, at en sådan beskatning ikke forhindrer værdistigningen i de mest begunstigede områder og dermed ikke forhindrer generationstyveriet og den geografiske diskrimination.

Nu er aftalen indgået, og de involverede partier har et håb om, at denne debat nu er lagt død i mange år fremover. De bør dog ikke forblive i dette håb ret længe. Der bør etableres en friværdimåler, der løbende oplyser om ejendomsprisernes udvikling. Når de milde, skattefrie gaver til de bedst stillede boligejere begynder at nærme sig de 80 – 100 milliarder kroner (niveauet for skandalerne i SKAT), tror jeg, at mange vælgere vil begynde at se sig om efter politikere, der ønsker en anden politik. Selv om de ikke løber med de store overskrifter, så findes de. Politikere, der er helt bevidste om, at den store værdiskabelse, vi i fællesskab frembringer, ikke skal foræres til i forvejen velstillede borgere.

Som et – ikke uvæsentligt – supplement til friværdimåleren bør der etableres en lejerabatmåler, der viser den skattefrie rabat, som den forkvaklede lejelovgivning giver de priviligerede lejere. Rabatten er forskellen mellem den faktisk betalte leje og markedslejen. Dette emne har medierne interesseret sig meget lidt for, men der har dog været enkelte artikler om særdeles velstillede borgere, der sider til en leje, der er en brøkdel af markedslejen.

Disse to målere vil give et godt billede af den absurd skæve fordelingspolitik, hvor der foræres skattefrie gaver til velstillede borgere samtidig med, at der skæres på indsatsen til de allerdårligst stillede.


Leo Nygaard, Vonsild

De amoralske skatter

Af Leo Nygaard, Catolhavegyden, Vonsild. Medlem af Retsforbundet.
Bragt som læserbrev i JyskeVestkysten d. 8. april.

Chefredaktør Peter Orry beskriver 07.04 arveafgiften som den tredje skat. Det er værre end det!

Grundarealer er i forvejen forsynet med FIRE skatter, og arveafgiften udgør så i nogle tilfælde den FEMTE :

Skat på arbejde, moms, ejendomsværdiskat, grundskyld – og arveafgift.

Der er forskellige meninger herom i folketinget. De Konservative vil nedsætte/fjerne grundskylden. Hvorfor ikke modsat – beholde grundskylden og fjerne alt det andet.

Danmarks jord og vores naturresurser bør tilhøre os alle, og rådighedsretten være skatteobjektet.

Tænk hvilket enormt bureaukrati, der fjernes samtidig, når nu SKAT alligevel er helt ude i hampen med beregning, indkrævning og vurdering.

Tillæg så Borgerløn/Basisindkomst med afskaffelse af op til 20 borgerregulerende ordninger med tilhørende kostbare bureaukrati.

Retfærdighed og frihed i fædrelandet skal indføres ved at afskaffe i stedet for at lappe videre på kludetæppet.

Hvorfor beholde et princip fra dengang kongen og godsejerne ejede det hele og anbragte de oprørske på træhesten.

En fantasi? Ja, for fantastisk for alle, undtagen Retsforbundet – Danmarks Bæredygtige Parti.

http://retsforbundet.dk/vaelgererklaeringer


Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Nationernes Europa

Debatindlæg bragt i avisen Danmark d, 9. marts 2017.
Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Gørtlervej 26, Randers

Formanden for Europabevægelsen Stine Bosse og formanden for Nyt Europa Steen Gade spørger i Opinion 7/3, om fortalerne for ”nationernes Europa” (altså frie, selvstændige landes frivillige samarbejde om spørgsmål af fælles interesse) kan garantere samhandel, fri bevægelighed og menneskerettigheder?

Svaret er ja. For der findes mange eksempler: EFTA-landene har frihandel indbyrdes og med EU. Absolut intet – udover ønsket om at oprette en europæisk superstat – havde hindret, at man havde fulgt det britiske – og dengang danske – ønske om et stort europæisk frihandelsområde i stedet for at holde fast i Rom-traktatens forbundsstatside. Nu har briterne omsider mistet tålmodigheden med EU´s protektionisme og kan efter Brexit vende tilbage til sin rolle som førende frihandelsnation. En rigtig konklusion, for det er ikke muligt at rulle EU tilbage, dertil er uenigheden alt for stor om, hvad der skal rulles tilbage og hvad der ikke skal. Svaret fra EU-kommissionen og EU-parlamentet på den voksende folkelige modstand mod statsopbygningen er da også klart. Mere EU!

Den fri bevægelighed kender vi fra mange års samarbejde i Norden, bl.a. med et fælles arbejdsmarked. Der er intet i vejen for, at opretholde den fri bevægelighed mellem de nationer, der er rede til det. Det fordrer hverken en europæisk regering i form af EU-kommissionen, et fælles parlament eller en fælles domstol. Hvad menneskerettigheder angår, er alle FN´s medlemslande i forvejen bundet. At tiden kan være løbet fra nogle af menneskerettighedskonventionerne er en anden sag, men de kan genforhandles.

Der er altså ingen grund til at fastholde ideen om en europæisk superstat, etableret på trods af folkenes vilje. Da Frankrig og Holland i 2005 nedstemte forfatningstraktaten, aflyste man de planlagte og lovede folkeafstemninger i de øvrige medlemslande, deriblandt Danmark. Så gennemførte man i 2009 den identiske Lissabon-traktat uden folkeafstemninger, undtagen i Irland. Da irerne stemte nej, blev de tvunget til at stemme om – akkurat som den behandling, danskerne fik, da vi stemte nej til Maastrichtraktaten i 1992 og så blev tvunget til at stemme om året efter.

EU-politikerne har mistet tilliden til folket. Det er på tide, at folket fjerner tilliden til EU-partierne.

https://retsforbundet.dk/vaelgererklaeringer


Et Danmark i balance går over en helt anden skattepolitik

Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører.

Endnu engang understreges det, som Retsforbundet altid har sagt, at netop den manglende boligbeskatning giver en alvorlig skævvridning imellem vi privilegerede boligejere og lejerne.

Det giver et gigantisk ”formuegab” mellem ejere og lejere, påviser tænketanken CEVEA. – Og ja, vil jeg tilføje, det skaber også en voldsom overførsel af formue mellem generationerne fra unge til os ældre og velbjærgede.

Det skaber et alt for stort skattetryk på arbejdsindkomsten, når man stort set skattefrit kan indkassere disse gevinster og det skaber en enorm ulighed i fordelingen af de fællesskabte værdier.

Når der nogen, der får, er der nogen, som må betale – de unge, lejerne og alle andre som ikke får deres andel af de værdier, som de alle har været med til at skabe gennem f.eks. samfundets investeringer.

Og alligevel så skal vi høre endnu en klynker i form af Britt Bager fra V, som nok erkender, at situationen skaber øget ulighed mellem ejere og lejere, men vil alligevel ikke ændre på noget.

Nej, sådan er det, når egoismen tager overhånd hos, som sidder på flæsket og som uheldigvis også sidder på magten. – Det kan da godt være, at man kan finde eksempler på nogle, som ikke længere kan betale udgiften. Men undskyld er det nødvendigvis fordi lige præcis boligskatterne er for høje? – Og hvad med bistandsklienten i en lejlighed, som bliver for dyr bl.a. på grund af nedskæringer. Er det ikke lige så slemt?

Og så har vi slet ikke talt om det uansvarlige i, at man ikke rører en finger for at stoppe opladningen til de næste boligbobler – til den næste krise og hvad det fører med sig af ulykker. – Der er virkelig brug for en styrkelse af Retsforbundet, så dagsordenen kan ændres.

Reference : http://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/art5801566/Din-bolig-er-mest-afg%C3%B8rende-for-om-du-ender-p%C3%A5-den-gr%C3%B8nne-gren


Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti

Belastende partistøtte

Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Danmarks kontrol med partistøtte er ”globalt utilfredsstillende”, konstaterer Europarådets antikorruptionsorgan Greco i sin årlige rapport (JP 22/12). Europarådet beder Danmark om forbud mod anonyme donorer, om indførelse af total oplysningspligt for politiske partier, om uafhængig revision og om sanktioner, hvis reglerne overtrædes. Men Danmark har ikke fulgt nogen af de mange anbefalinger, konstaterer Europarådet. År efter år har Europarådet fremført denne kritik, men hverken regering eller folketing har foretaget sig noget som helst. Også Transparency International har gang på gang fremført den samme kritik uden resultat.

De fleste partier i Folketinget vil gerne stramme loven om partistøtte i den af Europarådet og Transparency ønskede retning, men Venstre er imod, medmindre der også fokuseres på den støtte, fagforeninger giver såkaldte ”røde” parti i form af logistik, annoncestøtte o.lign. Det burde ikke være noget problem, men det afviser Socialdemokratiet. Så skal lovgivningen ændres må det ske uden om de to partier. Der er ingen undskyldning for, at et folketingsflertal for en mere anstændig partistøttelov ikke sætter sig igennem, om fornødent imod de to partier.

Danmark fremstilles ofte som ”verdens mindst korrupte land”. Men hvor kan man vide det, når en lovgivning, der effektivt kan afdække partistøtte og forebygge korruption, ikke findes her i landet – i modsætning til de fleste andre europæiske lande?


Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Demokratiet bør reformeres

Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Gørtlervej 26, Randers

Borgerne bør involveres mere direkte i demokratiet, og det kan bedst gøres gennem folkeafstemninger. Grundloven giver – med visse begrænsninger – mulighed for, at 1/3 af Folketingets medlemmer kan sende lovforslag til folkeafstemning. Det er kun sket en gang (jordlovene i 1966). Siden er de gamle partier åbenbart blevet enige om ikke at bruge denne mindretalsbeskyttelse, men hvad der er endnu værre: Man satte heller ikke EU´s forfatningstraktat til folkeafstemning, selv om man havde lovet det, og selv om den indebærer suverænitetsafgivelse. I stedet gennemførtes den identiske Lissabon-traktat uden folkeafstemning.

Det er indlysende, at den slags giver politikerlede. Det gør det også, når den politiske debat mest drejer sig om taktik og personspørgsmål og mindre om den politiske substans. Her er vort system med skiftende og evigt vaklende mindretalsregeringer klart et problem. Derfor bør folketingspartierne ændre adfærd og i stedet danne en magistratsregering, hvor partierne er repræsenteret i forhold til deres størrelse og med en porteføljefordeling, der afspejler de parlamentariske flertal. Et sådant regeringssystem har man i Schweiz, hvor regeringspartierne samarbejder frit fra sag til sag i vekslende konstellationer. Det giver et utrolig politisk stabilitet med mulighed for gennemførelse af konstruktive reformer og langsigtet politik, og den politiske debat handler om det politiske indhold og ikke om taktiske manøvrer og personfnidder.

Grundloven giver mulighed for flere besluttende folkeafstemninger og også for vejledende folkeafstemninger, og der er heller intet i grundloven, der hindrer dannelsen af en magistratsregering. Det fordrer kun, at folketingspartierne ændrer parlamentarisk adfærd. Og ærlig talt: De bør opføre sig mere modent og ansvarligt.


Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Vækst eller spekulation?

Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Gørtlervej 26, Randers.

Praktisk talt alle uafhængige økonomer er enige om en skattereform, der flytter skat fra arbejde til jord og fast ejendom. Det leder investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation. Det fremmer mobiliteten på boligmarkedet og forebygger boligbobler og deraf følgende finanskriser, bankkrak, tvangsauktioner og arbejdsløshed. Som de økonomiske vismænd skriver: grundskyld er en god og fornuftig skat.

Når derfor regeringen foreslår at sænke den gennemsnitlige grundskyldspromille fra 26 til 16 og at sænke ejendomsskattepromillen fra 10 til 6, når ejendomsskattepromillen på 30 for ejendomme over 3 mio.kr. ændres til 10 for ejendomme over 6 mio. kr., når udskrivningen nu kun skal ske på 80 % af grund – og ejendomsværdierne, samt når endelig alt dette skal finansieres af over skatten på arbejde og forbrug, så er det stik modsat rådene fra Det Økonomiske Råd, OECD, IMF, Nationalbanken og EU´s økonomer.

At den del af ejendomsskatterne, der overstiger den almindelige pris- og lønudvikling indefryses, vil skade mobiliteten på boligmarkedet som man ser det i Sverige, hvor man har denne model: Folk bliver boende længere i deres huse, og skatten er i øvrigt så upopulær, at den kostede den forrige socialdemokratiske regering livet, hvorefter de borgerlige halverede skatten. Ingen bør beskattes fra deres bolig, men det må være tilstrækkeligt at bevare den nuværende indefrysningsordning for pensionister og mindrebemidlede.

Regeringen siger, at den vil have vækst. Denne ”skattereform” vil virke modsat, og er noget af det mest erhvervsfjendtlige, man kan forestille sig. Boligboblen bliver pustet yderligere op, og man kan øjne en ny finanskrise, efterfulgt af økonomisk stagnation. Danmark blev ramt hårdere end sammenlignelige lande af den globale boligboble i 00érne p.g.a VKO-regimets boligskattestop. Tryghed for boligejerne? Der skete det modsatte!

Sygeplejersken og politibetjenten er for længst jaget ud af London, Paris, Madrid, Stockholm. Oslo og andre europæiske storbyer. Med regeringens såkaldte ”boligskattestop” vil ejendomspriserne galoppere og jage dem ud af hovedstaden.


2

Optimal boligskat II – Ib Strømberg Hansen

Optimal boligskat. Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.

Optimal boligskat. Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.


Af Ib Strømberg Hansen

Opfølgning på Ib Strømberg Hansens sidste artikel Den optimale boligskat.

Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.

Rimeligheden i reformerne er emnet som her behandles med udgangspunkt i konklusionerne fra min første kommentar:

Den optimale boligskat har en størrelse, der stabiliserer ejendomsmarkedet. Med optimal boligskat er det slut med boligbobler med deraf følgende økonomiske kriser. Der er ingen etablerede boligejere, der skal forgyldes på bekostning af de unge, der skal købe til opskruede priser (generationstyveriet). Og der er ingen, primært unge, der skal ruineres på grund af en bristende boligboble.

Den optimale boligskat vil over tid være stigende og skal anvendes til nedbringelse af skatten på arbejde, dvs. en omlægning fra dårlige skatter til gode skatter, som anbefalet af produktivitetskommissionen.

Med dette som udgangspunkt må fokus rettes mod lejerne. De vil jo få fordel af, at stigende boligskatter nedbringer skatten på arbejde. For at skabe balance må også skatten på udlejningsejendomme (grundskylden) tilpasses.

I den perfekte verden ville skatten på lejeboligerne automatisk stige (eller falde) i takt med udviklingen. Huslejen ville stige i takt med udviklingen på ejerboligmarkedet, hvilket ville medføre stigende grundpriser med deraf følgende stigende grundskyld.

Det danske lejeboligmarked er imidlertid langtfra perfekt. Det er styret af en forkvaklet og forældet lejelovgivning, som resulterer i urimeligt lave huslejer til de privilegerede. Den ellers så nidkære skattelovning har ydermere helt fredet disse begunstigede lejere, der således får både i pose og sæk. Jeg afslører ingen hemmelighed her – politikerne er helt bevidste om skævhederne og deres navne dukker af og til op i pressen som nogle af de privilegerede.

De kunstigt lave huslejer resulterer i, at grundpriserne for udlejningsejendomme, der ikke kan opkræve en markedsbestemt leje, er kunstigt lave, hvilket medfører en tilsvarende kunstigt lav grundskyld.

For at få løst op for denne gordiske knude bør det nye vurderingssystem vurdere udlejningsejendommenes grundværdi så den tilnærmelsesvis modsvarer værdien af en tilsvarende ejendom med ejerboliger. Det vil bringe grundskylden for lejerne nærmere den boligskat, som ejerne pålignes. De betaler som bekendt også ejendomsværdiskat.

Andelsboligerne skal selvfølgelig også omfattes af en optimal boligbeskatning med det formål at tilnærmelsesvis bringe den på niveau med beskatningen af ejerlejligheder. Når (hvis) andelshaverne opnår samme lånemuligheder, som gælder for andre ejerboliger, bør beskatningen være den samme.

Det er altså både ejere, lejere og andelshavere, der må bidrage til en løbende sænkning af skatten på arbejde.

Hermed er forudsætningerne på plads, så det giver mening at se på det, som angiveligt ligger politikerne så meget på sinde, nemlig boligejernes tryghed.

Boligejerne vil under ét ifølge oplægget opnå kompensation for den øgede boligskat i kraft af den reducerede indkomstskat. Imidlertid vil boligejerne i udviklingsområder ikke blive fuldt kompenseret. Dette er typisk et problem for nogle pensionister, hvilket i vidt omfang er blevet løst, ved at tilbyde dem en indefrysning af ejendomsskatterne mod pant i ejendommen. I Berlingskes kronik den 25. marts 2015 argumenterer Jesper Rangvid og Bjarne Astrup, professorer ved CBS, overbevisende for en generel anvendelse af denne løsning. Hermed vil de fleste boligejere være hjulpet. Der vil utvivlsomt kunne findes eksempler på boligejere, der har behov for yderligere tryghedsordninger. Set i lyset af de enorme fordele som opnås ved optimal boligbeskatning, bør det ikke være et problem at finde rimelige løsninger.

Lejerne vil, ligesom ejerne, blive kompenseret ved lavere indkomstskat og for de dårligst stilledes vedkommende også gennem en forøget boligstøtte. De privilegerede lejere, der sidder til en symbolsk leje i forhold til markedslejen, vil opleve, at deres boligudgift bliver ajourført.

Politikerne har to håndtag at dreje på, nemlig den kommunale grundskyld og den (med rette) upopulære ejendomsværdiskat. De er i forhold til opnåelse af en optimal boligbeskatning ikke velegnede og bør erstattes af en statsgrundskyld. Mere om det ved en senere lejlighed.

Kære læser, der har fulgt mig hertil, hvis du også synes, at fremtidige konjunkturgevinster skal komme alle til gode, og ikke ende som friværdistigninger hos boligejere i udvalgte områder og huslejerabat til privilegerede lejere, har du et praktisk problem. I Folketinget har kun ét parti udsendt signaler, der kan tolkes som tilslutning til optimal boligskat. Det er Alternativet, men lad os nu se, hvad der kommer ud af laboratoriet. Udenfor Folketinget findes Retsforbundet, der nærmer sig de 100 år. Derfra er opbakningen 100%. Det ville være berigende for den politiske debat om skattepolitikken, hvis 100-års-dagen kunne fejres i Folketinget.


2

Den optimale boligskat – valget er ikke svært

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen


Af Ib Strømberg Hansen

Kommentar bragt på Berlingske.dk

Boligejernes tryghed har fået første prioritet i debatten om regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering. Det er lige så tåbeligt som at bygge et hus og vente med at støbe fundamentet til sidst.

Boligbeskatningen er helt afgørende for opnåelsen af en retfærdig fordelingspolitik og en velfungerende samfundsøkonomi! De, der har orienteret sig i finansloven, vil måske indvende, at så meget fylder boligskatterne altså heller ikke i det samlede nationalregnskab. Indvendingen er korrekt, men det skyldes, at konsekvenserne af en fejlagtig boligbeskatning ikke figurerer i regnskabet.

Når boligbeskatningen ikke tilpasses udviklingen på ejendomsmarkedet resulterer det i voldsomme svingninger i ejendomspriserne. Vi har indenfor det seneste par årtier set boligejere, der har fået milliongevinster, og vi har set nye på boligmarkedet (overvejende yngre mennesker), der er blevet ruinerede. Under Anders Fogh’s regering fik vi en anskuelsesundervisning i, hvor galt det kan gå. På trods af gentagne advarsler fra førende økonomer, heriblandt de økonomiske vismænd, undlod Anders Fogh at tilpasse boligskatterne, hvilket resulterede i en boligboble.

De kraftigt stigende ejendomspriser i årene under boligboblens opbygning resulterede i en overophedning af økonomien, den såkaldte friværdifest, som endte med at boblen brast med en alvorlig og langvarig økonomisk krise til følge. I årene med friværdifesten var der mange boligejere, der tjente mere på at eje deres bolig end på at arbejde. Og det gjaldt også folk i særdeles vellønnede job.

De beløb som boligejerne i årene op til boligboblens bristen fik foræret i værdistigninger er af en helt anden størrelsesorden end de boligskatter, som fremgår af nationalregnskabet. Det er disse enorme beløb, der er forklaringen på boligbeskatningens afgørende betydning for samfundsøkonomien og en retfærdig fordelingspolitik.

Stigende boligpriser (udover stigning i priserne på nybyggeri) er reelt set en gave (skattefri) til boligejerne. En gave der betales af de unge, der skal ind på ejerboligmarkedet. Slet og ret et generationstyveri!

Der er intet af det, jeg her har forklaret, der er ukendt for politikerne. Alligevel nævner de ikke risikoen for boligbobler, generationstyveri og asociale værdistigninger med et eneste ord, men taler bare manisk om boligejernes tryghed. I virkeligheden en eufemisme for egen tryghed for genvalg.

Det som åbenbart burde have første prioritet i debatten om boligbeskatning er stabilisering af boligmarkedet. Med et stabilt boligmarked vil de samfundsskabte værdistigninger ikke længere ende i boligejernes lommer, generationstyveriet vil være stoppet og unge mennesker vil med tryghed kunne begive sig ind på ejerboligmarkedet.

Med et stabilt boligmarked vil vi få en mere stabil samfundsøkonomi med et over årene stigende provenu fra boligskatterne, som skal anvendes til nedbringelse af skatten på arbejde. Produktivitetskommissionen har redegjort for, at indkomstskatten er den mest skadelige for den økonomiske udvikling, mens boligskat og primært grundskylden er den mindst skadelige. Udover at skat på arbejde er samfundsøkonomisk skadelig, er der også mange, der vil mene, at denne skat er det største overgreb på den private ejendomsret!

Den optimale boligskat er således, i forhold til en sund samfundsøkonomi og en retfærdig fordelingspolitik, af en størrelse, der holder ejendomspriserne i ro.

Valget burde ikke være svært. Men for levebrødspolitikere kan det alligevel føles svært at vælge mellem på den ene side stigende boligskatter med deraf følgende lavere skat på arbejde og på den anden side stigende boligpriser med deraf følgende generationstyveri, boligbobler og økonomiske kriser.

Hidtil har debatten kun været fokuseret på ejerboligerne. Med henblik på en retfærdig fordelingspolitik må lejeboligerne også inddrages. Målsætningen må være, at sammenlignelige boliger beskattes ens. Mere om dette i en opfølgende artikel, hvor også boligejernes tryghed tages op. Den er gemt – ikke fordi den er uvæsentlig, men fordi det først giver mening at se på den, når forudsætningerne er på plads.

Sluttelig skal det fremhæves, at der kan findes en mere indgående behandling af boligskatterne på tænketanken CORIDA’s hjemmeside.

Læs den opfølgende artikel her: Optimal boligskat II


Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.


Af Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører for Retsforbundet

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.

Venstre-regeringens forslag til boligskatter, der indeholder et grundskyldsstop og lavere satser oveni skatterabat til flere hundrede tusind boligejere, er virkelig at komme fra asken og i ilden.

Det er kortsigtet valgflæsk som vil puste boligboblen op, og gøre det svært for unge mennesker at komme ind på boligmarked efter 2020. Generationsrøveri af første klasse for det er jo ikke mindst de kommende, unge købere, som kommer til at betale. V-regeringen og dens støtter har politisk valgt hvilke vælgergrupper man vil satse på og ser bort fra mere samfundsøkonomiske grunde.

Prisstigningerne vil ikke blive dæmpet – tværtimod.

Og når boligboblerne springer, så kommer tømmermændene igen for de mange – ikke mindst de svage grupper. Ja, alle de, som ikke har været mere vognen.

Den seneste finanskrise blev grundlæggende lagt af den tidligere V-regerings bestræbelser på allerede dengang at tilgodese boligejerne med en række tiltag, som alle andre fik og får lov at betale for. Og nu skal vi altså have mere af den patentmedicin, som ikke bare ikke virker – men er benzin på bålet. – Og den næste generation kommer til at betale endnu højere priser.

Ja, de nye ejendomsvurderinger vil for mange boligejere være markant højere end i dag, fordi boligpriserne er steget heftigt særligt i og omkring landets store byer.

Ja, hvis man får en øget værditilvækst, så får man en højere beskatning. Vi boligejere er allerede blevet tilgodeset igennem årtier med den manglende beskatning af disse samfundsskabte værdier. Disse værdier, som for den enkelte ejer er arbejdsfri gevinster. Kun gennem en løbende grundskyld, som så kan bruges til at sætte skatten ned på arbejde kan vi nå frem til en mere retfærdig fordeling af de fællesskabte værdier – også for de grupper, som i dag ikke er med på ejerboligvognen.

Ja, vurderingssystemet skal på plads og fejlene rettes. Men ærlig talt, det er jo den tidligere V-regering, som i 2001 smadrede et velfungerende vurderingssystem. De ligger som de har redt.

Det positive man – med lup – kan få øje på er så, at hvis, der bliver et ”overskud” i forhold til det forventede i boligskatter, så skal disse penge bruges til at lette skatten på arbejde. – Hvis der kommer et overskud. – og hvordan vil man lette?

Og det er ærlig talt besynderligt, at mens 10-12.000 kroner åbenbart anses for et stort problem for vi velbjærgede boligejere, så kan den, som kontanthjælpsloftet rammer lige så hårdt, og som reelt er truet af udsættelse, få lov til at ”drømme” og køre videre i et bureaukratisk cirkus af tåbelig kontrol og regler.

Hvor er trygheden henne her? – Og hvor er trygheden for den næste generation af unge, som skal betale de øgede boligpriser, som bliver resultatet?