Indholdsfortegnelse
Hvordan har udviklingen påvirket jordens værdi og lønnen?
Danmarks jordværdier i løbende priser var i 1950 på 9,3 mia. kr. og i 2012 (senest brugbare tal) på 1.429 mia. kr. Jorden er således steget ca. 150 gange. I samme periode er timelønnen for en faglært arbejder steget fra 3,70 kr. til 180 kr., altså ca. 50 gange.
Efterhånden som robotter og teknik tager over, kommer råvarer, samfundsskabt infrastruktur og beliggenhed til at spille en større og større rolle i produktionen og økonomien. Jordværdien stiger i takt med fremskridtet derfor mere end lønnen, der altså udhules som skatteobjekt.
Er der en mulig løsning?
Løsningen ligger lige for. Som Grundtvig siger: Et fædrelands folk er dets rette grundejere.
Jordværdien bør være en fælles resurse, da den er skabt af samfundets udvikling og investering i infrastruktur mv. Ganske som havet, som i form af fiskekvoter også uddeles som privatejendom.
Indkomsten ved disse fælles værdier bør tilfalde fællesskabet som en årlig brugerafgift.
Og indkomsten ved kreativitet, arbejde og virksomhed – som ikke er taget fra nogen, når der er betalt for brugen af de fælles resurser – bør tilkomme arbejderen og virksomheden, mest mulig fri af beskatning.
Det er nemlig to sider af samme mønt: Afvikling af skatter på nyttig aktivitet og inddragelse af arbejdsfri gevinster skal gå hånd i hånd.
Derved kan vi gøre boligen til en betalbar brugsgenstand i stedet for et spekulationsobjekt og man kan tilsvarende lette byrderne på nyttigt arbejde, hvilket vil føre til, at en mere fortjent fordeling af pengene indbygges i selve systemet. Samt andre fordele: multinationale firmaer kan f.eks. ikke slippe for at betale for de strukturer, som stilles til rådighed, bedre mulighed for at flere kan forsørge sig selv – og måske mere.
Og selv om ejendomme efter en sådan reform ikke ”producerer” friværdi, vil enhver på et lavere prisniveau fortsat kunne bytte bolig lige over med en tilsvarende anden.
Politikere på begge fløje burde få øje på denne grundårsag til uligheden
Venstrefløjen har på deres program, at de vil mindske uligheden; men gør det næsten udelukkende ved at beskatte dygtighed, flid og initiativ (dvs. de fortjent rige) i stedet for at ramme de indtægter, som kommer, mens vi sover.
Og de liberale på højre fløj ser ikke, at deres ”liberalisme” kun er halv. Markedsloven går ud på, at man skal yde og nyde i samme omfang – lige for lige. Og hvis jeg har en arbejdsfri, ufortjent friværdiindtægt betyder det – alt andet lige – at jeg kan tilegne mig en del af produktionen uden at yde en tilsvarende arbejdsindsats. Det ”forvrider” markedsloven.
Med andre ord, vores murersvend må – i eklatant strid med liberale økonomiske love – bruge en del af sin arbejdstid til at mure for folk, der ikke bidrager til den samlede velstand med nyttigt arbejde i tilsvarende omfang.
Jo før vi kommer i gang med den her omlægning, jo bedre
Når vi alle sammen gennem samfundet er medejere af de fælles værdier som ingen enkeltperson har skabt, så får staten og dermed os alle et sundere eksistensgrundlag.
Kontanthjælp og sociale ydelser bliver mindre at betragte som almisser og mere som et retmæssigt andelsudbytte for at være medejere af Danmark.
De unge kan komme i en bolig uden at være millionærer.
Og arbejde og produktion begynder mere og mere at give udøveren det fulde udbytte, når man ikke længere ”straffes” af skattevæsenet for den ”forbrydelse” at lave nyttigt arbejde.
Der er masser af overgangsproblemer, men skal vanskelighederne standse os?
Det skal nævnes, at en sådan omlægning ikke er let. Alle har jo disponeret i henhold til gældende love.
Omlægningen fra skat på løn og produktion til skat på fælles resurser.
Ja, den omlægning bør vi starte på, skridt for skridt. Og klare overgangsproblemerne hen ad vejen.
Til slut skal det anføres, at selv de, der mister en (ufortjent) fordel; nemlig alle os, der helt eller delvis ”lever” af friværdistigninger, i det lange løb også vinder. Eksempel: Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet kunne godsejerne køre rundt i en flot karet på en hullet vej, indtil de døde i en ung alder. Da man fratog godsejerne deres fordele, startedes en positiv udvikling, der – sammen med andre lighedsfremmende foranstaltninger, f.eks. folkestyre – betyder, at i dag kan en godsejer (og alle vi andre) køre rundt i bil på en fin vej og blive opereret på en moderne hospital.
Retfærdighed er ikke bare rigtigt – det betaler sig ovenikøbet.
Med venlig hilsen
Thorkil Sohn, fhv. efterskoleforstander,
Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing.
