Når regering og Folketing laver love og andre tiltag i en stadig voksende strøm, er det ganske givet med de bedste intentioner om at gavne folk og fædreland.
I Retsliberalt Forum mener vi, at mange af bestræbelserne desværre ikke hjælper. De minder om den metode, som en dårlig læge bruger. I stedet for at stille den rette diagnose og gå til sygdommens rod og årsag, nøjes man med symptombehandling. Hvilket i det lange løb let fører til, at man – trods de bedste hensigter – gør mere skade end gavn.
Indholdsfortegnelse
To mislykkede kure
De ”lægefaglige” kvaksalvermetoder, som man tidligere anvendte for at skabe gode samfund, kan groft sagt deles i to ”skoler”.
Den ene retning byggede på en kapitalistisk eller liberalistisk anskuelse og den anden på en kommunistisk eller socialistisk anskuelse. Begge metoder slog fejl. Den første endte i en slags junglelov, hvor Fanden tog den sidste og den anden endte i et diktatur, hvor staten rådede totalt over individet.
Tredje gang er lykkens gang?
Disse resultater har så ført til, at vi har valgt en mellemting: Markedsloven er god; men skal tæmmes. Og så fik vi en slags konsensus om vores social-liberale velfærdsstat.
Det moderne socialliberale velfærdssamfund bygger derfor på den grundtanke, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.
Det lyder smukt, men det er uretfærdigt. Man spørger nemlig ikke, hvorfor de rige er blevet rige. Og dermed skærer man alle over en kam, både de, der slider og slæber i produktiv og samfundsgavnlig privat og offentlig tjeneste og de, der kommer arbejdsfrit til deres gevinster f. eks. ved besiddelse af natur- og samfundsskabte jordværdier og råstoffer, ved toldbeskyttelse og ved spekulation i værdipapirer og valuta. De produktive og samfundsgavnlige rammes endda hårdest og de ”arbejdsfrie” mindst, da skatter og afgifter vender denne forkerte vej. Samfundets indtægter baseres næsten udelukkende på afgifter og skatter på gavnlige ting, så ”den mand, der kan få to strå til at gro, hvor andre kun kan avle et” straffes for denne frækhed af staten. Og de, som ”tjener” penge uden at gøre en nyttig indsats slipper ofte nemt om ved beskatningen. Som ordsproget træffende siger: ”De onde ler og de gode græder.”
Kurens skadelige bivirkninger
Så den ”nye” social-liberale kur adresserer heller ikke sygdommens årsag. At beskatte produktion og samfundsgavnlig virksomhed svarer nærmest til, at man vil helbrede en patient ved at lægge hindringer i vejen for hans ernæring og blodets frie strømning i årerne.
Beskatning tvinger lønniveauet op, hvilket skader konkurrenceevnen.
Et sådant bagvendt system kan naturligvis ikke andet end skabe problemer. Beskatning tvinger lønniveauet op, hvilket skader konkurrenceevnen. For at overleve skal produktiviteten være høj – arbejdsmarkedets krav bliver enorme og de, der ikke kan følge trop, må på ”overførsel”, selv om de sagtens kunne gøre nytte, hvis de kun skulle sørge for dem selv. Mange af dem ender som ”tilfælde”, der skal ”behandles” af et kæmpe system af socialarbejdere, politi, domstole osv. Hvilket igen fører til nye skatter, nye produktivitetskrav osv. Hertil kommer, at der kræves en hærskare af offentligt ansatte, revisorer, advokater, sagsbehandlere osv. til at administrere velfærdssamfundets besynderlige skatteopkrævning og kunstige pengestrømme.
Den rette kur: Til ondets rod
Den rette kur er efter vores opfattelse den ”modsatte” kombination af socialisme og markedsøkonomi – nemlig den ægte liberalisme, hvor flid, arbejde og produktion kommer arbejderen og den investerede kapital til gode, så vidt muligt uden beskatning og samfundet i stedet ”lever” af at ”udleje” de fælles natur- og samfundsskabte resurser, som ingen kan siges at have nogen særskilt ret til.
Tre symptomer, som straks vil bedres.
Til slut skal vi pege på tre konkrete problemer, som er en følge af det nuværende system og som et retvendt system ville rette op på.
Udkanten får det bedre.
De såkaldte ”udkantsproblemer”, har hovedsagelig deres årsag i, at man i yderområder betaler skatter og afgifter af løn og produktion efter samme takster som i de store byer; men man får bestemt ikke den samme infrastruktur stillet til sin rådighed og dermed ikke den samme fremdrift i udvikling og tiltrækningskraft for virksomheder og institutioner. En omlægning af de nuværende skatter til grundskyld vil betyde, at yderområderne reelt kun kommer til at betale for de stedlige fordele og dermed ligestilles konkurrencemæssigt med mere attraktive områder.
Multinationale selskabers skattebetaling bliver mere rigtig
For det andet vil en stor del af problemerne med manglende skattebetaling fra multinationale selskaber forsvinde som dug for solen, hvis de blev opkrævet for den infrastruktur, som er til deres rådighed – som det er tilfældet med grundskyld (som man heller ikke kan snyde sig fra). Det burde være en ligeså naturlig udgift som at betale sin telefonregning. Vil de så ikke flygte? Nej, for belønningen er, at skatter og afgifter på løn og produktion nedsættes.
Boligmarkedets helbred bedres.
For det tredje vil en omlægning til grundskyld stoppe den boligspekulation, som – ikke mindst i de store byer – tillader private ejere at indkassere enorme beløb fra lejerne og fra nye boligkøbere arbejdsfrit. Et frit boligmarked kan etableres, hvor der kun er mulighed for at tjene penge ved at være dygtig til at tilbyde de boligydelser, som folk efterspørger – altså ved en nyttig indsat og ikke ved at værdierne vokser på grund af samfundets udvikling og investering, mens man sover.
Retsliberalt Forum
