Vedtaget på landsmøde på Askov Højskole d. 7. maj 2022.
Indholdsfortegnelse
1. Retsforbundets endemål
Retsforbundets endemål er at søge retsstaten gennemført i overensstemmelse med de retsliberale og georgistiske ideer, som fremført af især Henry George, C. Lambek og Severin Christensen og som udtrykkes i slagordene:
- Fuld Grundskyld
- Personlig Frihed
- Frihandel
- Statsmagtens Begrænsning
… og i forbundets ideprogram, der kan ændres af generalforsamlingen.
2. Retsforbundets virke
Retsforbundet virker gennem studiekredse, debatmøder, udgivelse af hjemmesider, pjecer og tidsskrifter, agitation, folkeoplysning, påvirkning af partier o. lign. med henblik på at opnå tilstrækkelig tilslutning til at søge politisk indflydelse gennem selvstændig opstilling til folketingsvalg, hvilket sker med generalforsamlingens godkendelse.
Forbundets medlemmer kan med bestyrelsens godkendelse dog opstille til regionsråds- og kommunalvalg og på
andre partiers lister til Folketingsvalg med benyttelse af forbundets navn.
3. Hvem kan optages
Personer, som kan tilslutte sig formålet, kan optages som medlemmer.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
4. Øverste myndighed
Retsforbundets øverste myndighed er den årlige generalforsamling, som afholdes hvert år senest 1. okt. og indkaldes med et varsel pr. mail eller brev til alle medlemmer på mindst 14 dage.
Generalforsamlingen bestemmer selv sin forretningsgang og dagsorden, der dog skal omfatte:
- Bestyrelsens beretning
- Det fremlagte regnskab
- Valg af bestyrelse og revision (for et år ad gangen)
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag (frist er dagen før mødet)
5% af medlemmerne eller 1/3 af bestyrelsen kan, med angivelse af dagsorden, forlange en ekstraordinær generalforsamling.
5. Ledelse
Forbundet ledes til dagligt af en bestyrelse på indtil 15 medlemmer, der alle er på valg ved hver generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en kasserer og nedsætter et forretningsudvalg af disse og mindst et
bestyrelsesmedlem mere til at varetage den daglige drift.
I øvrigt bestemmer bestyrelsen selv sin forretningsgang og kan konstituere sig med andre poster og samt nedsætte udvalg, der kan suppleres med folk udenfor bestyrelsen.
6. Tegningsret
Retsforbundet tegnes af formanden og kassereren. Kassereren varetager den daglige administration og økonomi, herunder driften af fast ejendom og tildeles de fornødne fuldmagter hertil.
Forbundets grundkapital består af fast ejendom, alle nuværende og fremtidige frigivne fondsaktiver, testamentariske gaver, øvrige større donationer og kapitalens afkast, der alt sammen holdes adskilt fra den daglige økonomi.
Køb og salg af aktiver sker efter bestyrelsens bestemmelse. Af grundkapitalen primo kan højst 5 % pr. år overføres til den daglige drift.
Kassereren fører regnskab vedr. såvel driften som grundkapitalen. Regnskabsåret følger kalenderåret. Retsforbundet har hjemsted på kassererens adresse.
7. Medlemmernes rettigheder
Forbundets medlemmer kan danne selvstyrende grupper på lokal, emnemæssig o. lign. grundlag. Disse samarbejder og koordinerer med hinanden og med bestyrelsen/forretningsudvalget, som fastsætter det økonomiske tilskud, hver gruppe kan påregne.
8. Afgørelser
Alle afgørelser i besluttende organer, udvalg mv. træffes ved alm. stemmeflerhed blandt de fremmødte. Tvivlstilfælde i forhold til disse vedtægter afgøres ud fra almindelige foreningsretlige regler.
9. Vedtægtsændringer
Disse vedtægter kan ændres med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer på en generalforsamling, såfremt det er varslet i indkaldelsen. Opløsning af forbundet sker efter tilsvarende regler. Generalforsamlingen træffer bestemmelse om anvendelsen af tilbagebleven kapital, så vidt muligt til retsstatsideernes fremme.