Retsliberale og georgistiske ideer
Retsliberalisme og georgisme er ikke det samme. Det er to anskuelser, der nærmer sig et retfærdighedsbegreb fra to forskellige udgangspunkter. Og de ender (i nogen grad) samme sted. Og kan derfor, om ikke forenes, så alligevel trives sammen i partiet Retsforbundet.
Georgismen tager sit udgangspunkt i fællesskabet og beskytter samfundet mod den enkelte. Retsliberalismen (retsmoralen) tager sit udgangspunkt i individet og beskytter den enkelte mod samfundet.
Georgismen lægger hovedvægten på, at det er SAMFUNDET, der skal indkassere jord- og resurserenten fra brugerne (i stedet for at beskatte løn og produktion) og forvalte disse mange penge til fælles bedste på alles vegne Altså: vort land skal gøres til en slags fælles firma med Folketinget som bestyrelse. Først når jordrenten tilflyder samfundet (dvs. staten), beskyttes samfundet mod ENKELTPERSONERS tyveri af samfundets fælles jordværdier. Så tilflyder disse penge nemlig ikke længere uhindret private – som slet ingen nytte gør til gengæld; men alene snylter (næsten skattefrit) på jord- og resurserenten.
STATEN bliver således vores ”bestyrer”, der sørger for, at værdien af de fælles resurser bliver brugt til ”gode formål.” Og det bliver en partipolitisk kampplads, hvor og hvad disse formål er.
Retskiberalismen lægger vægten modsat. Det er ENKELTPERSONERNE, der skal sikres mod SAMFUNDETS overgreb. Da jorden og dens resurser tilhører alle i lige dele og da arbejde og anvendelse af arbejde ikke stjæler noget fra nogen, er det enhvers ret få sin brøkandel af den samlede jord- og resurserente og at beholde sit arbejdsudbytte og udbyttet at sit indskud af kapital til arbejdsprocessen. Og enhver har krav på den frihed, der ikke krænker andres ret og frihed. Vi skal altså beskyttes mod politikernes trang til at bestemme, hvad der tjener os bedst ved at ville ”hjælpe og værne” os alle sammen (mod os selv?) og oplære og forhindre os i at gøre noget ”dumt/forkert”.
INDIVIDET bliver således det centrale og samfundets opgave bliver først og fremmest at gøre ret og skel, herunder at administrere opkrævningen af jord- og resurserente og ”dividere” den med antallet af personer. Retsliberalister anerkender dog, at noget af jord- og resurserenten må anvendes forud af samfundet; men kun til nøje fastlagte fællesopgaver, der er nødvendige og i alle interesse. F.eks. retspleje, forsvar, infrastruktur, beredskab i nødsituationer mm. En masse andet, som ikke opfattes som værende i alles interesse, f.eks. biblioteker, videregående undervisning, kultur, tilskud til diverse formål, forskning osv. osv. mener retsliberalister klares bedre gennem frivillig samvirke blandt interesserede.
Fælles for de to anskuelser er det meget vigtige, at alene opkrævningen af jordrenten gør jorden “fri”. Så er der nemlig ingen fordel ved at eje jord, som man ikke har brug for – og dermed får alle mennesker en lige mulighed for at få et sted at bo og virke.
Pragmatisk vej
Nogle retsstatsfolk mener, at vi bør starte ”georgistisk”. Og så vil vi – efterhånden som betaling af grundskyld og resurseskyld til staten afløser skat og afgifter på løn og produktion, ”automatisk” bevæge os i retning af større og større personlig og økonomisk frihed og ansvarlighed og få tillid til, at vi kan klare mange ting selv, som i dag klares af staten. Dermed vil behovet for en ”velfærdsstat” svinde ind og vi vil nærme os den meget mindre stat, som retsliberalister ønsker sig. Omvendt, hvis man ”starter” med ”minimalstaten”, så vil folk flygte væk i rædsel, fordi de fleste er dybt afhængige af velfærdsstaten. Vi kan ikke klare os selv, når halvdelen af vores penge opkræves af staten. Og derfor er vi tryghedsnarkomaner. og tør og vil/kan/tør ikke tro på, at vi kan undvære staten til at sørge for os.
Begge betegnelser er uheldige
Såvel betegnelsen ”georgisme” som ”retsliberalisme” er uheldige pga. endelsen ”isme”. Det leder nemlig tanken hen på andre ”ismer”, som ofte er holdninger eller bevægelser, der støtter bestemte klasser eller særinteresser – hvorimod de nævnte udtrykkeligt sigter på det modsatte: Ret og frihed for alle – enhver sit uden særfordele til nogen. Betegnelserne georgisme og retsliberalisme er imidlertid så gængse, at de er svære at undgå.