Retsforbundet ønsker en bæredygtig og retfærdig økonomi
Vi har derfor brug for en gennemgribende reform af de offentlige indtægter og udgifter.
- Vi vil indføre fuld grundskyld – en statslig afgift på alle natur– og samfundsskabte beliggenhedsværdier, så ingen kan skaffe sig arbejdsfri indkomster på bekostning af fællesskabet.
- Indtægterne fra beskatningen af de natur-og samfundsskabte værdier skal bruges til at nedsætte indkomstskatten.
Retsforbundet mener, at alle har ret til det fulde udbytte af eget arbejde, når først andelen af retsstatens fællesudgifter er betalt. Vi ønsker derfor en skattepolitik, der flytter beskatningen fra arbejde til beliggenhedsværdier og ressourcer – fuld grundskyld.
Fuld grundskyld
Fuld grundskyld er en løbende afgift, der skal betales af alle, der har skøde på et stykke jord. Afgiften skal svare til jordrenten (den årlige brugsværdi) på det pågældende jordstykke. Formålet er at skabe grundlaget for et mere bæredygtigt samfund :
- At undgå spekulation i natur- og samfundsskabte beliggenhedsværdier.
- At skabe en retfærdig fordeling af vore fælles værdier, der giver lige muligheder for alle.
- At skabe en robust og dynamisk økonomi, der kan modstå økonomiske kriser.
- At bekæmpe fattigdom, sociale problemer og kriminalitet effektivt.
Ved at indføre fuld grundskyld bliver det muligt at reducere indkomstskatten, f.eks. ved at hæve det skattefrie bundfradrag, hvilket især vil komme de laveste indtægter til gode. Da momsen er tungest for de lave indkomster, ønsker vi desuden at at fjerne denne. Vi ønsker også at reducere ejendomsværdiskatten, hvilket vil holde de boligejere, som har købt for dyrt, skadesløse, fordi ejendomspriserne vil kunne holdes i ro. Parallelt hermed bliver det lettere at spare op og investere i forbedringer af sin egen bolig, og vi får skabt en gunstig og mere bæredygtig udvikling i vores økonomi.
Lige muligheder for alle
Vi mener, at alle mennesker skal have lige muligheder.
Retsforbundets skattereform vil dæmpe prisudviklingen, reducere presset på lønnen og samlet set reducere leveomkostninger og udgifter til husleje i de store byer.
Dette vil modvirke, at familier skubbes ud i fattigdom, og betyde at vi effektivt kan bekæmpe sociale problemer og kriminalitet. Det vil samtidig medvirke til at skabe en dynamisk økonomi, præget af iværksætteri, reel værdiskabelse og fri konkurrence.
Vi ønsker fri adgang til uddannelse for enhver, uanset hvor i livet eller hvor på arbejdsmarkedet man befinder sig. Vores skattereform og økonomiske omfordeling vil give den enkelte optimale muligheder for selv at bestemme, hvornår man vil uddanne sig, for at vælge lige præcis den ønskede uddannelse, og for lettere at finansiere sit uddannelsesforløb.
Statens økonomiske politik skal skabe og fastholde stabilitet i økonomien på et retfærdigt grundlag, som sikrer borgernes frihed. I gode tider skal der afbetales på opstået gæld og opsamles reserver, som staten kan tære på i dårlige tider.