Økonomien må ændres fundamentalt

1391919_606474529402429_1132114148_n
Af Jakob Mikkelsen

Nu er Rangvid-rapporten kommet, og mange mener, at krisen er ved at være slut. Andre mener at det blot er et spørgsmål om tid, førend vi får en ny krise.

Det synes at være tendensen, at vi må acceptere kriserne, og at vi ikke vil være i stand til at forudse dem, da de kan komme, hvornår det skal være.

Den tanke, at det er selve systemet, det er galt med, er endnu ikke slået ned i folk, der kommer til orde.

Der er fra forskellig sider forslag til at ændre på systemet, og der er også enkelte bud, der kunne bidrage til et bedre system.

Men selve grundproblemet, synes der ikke være nogen der for alvor tager fat i.

Det grundlæggende problem

Og hvad er så det helt grundlæggende problem i det nuværende økonomiske system? Eller rettere: Og hvad er så de grundlæggende problemer i det nuværende økonomiske system?

Det første jeg vil slå ned på, er den simple fejlopfattelse, at man kan tjene penge på penge. Det er ikke tilfældet. Man kan måske med sit eget begrænsede overblik naivt tro det, men det er ikke tilfældet.

Man kan højst skabe en ubalance, der falder ud til ens egen fordel, så nogle andre får mindre i samme grad som man selv får mere.

Der synes endog i vort samfund at være en temmelig forkvaklet indstilling til magt og rigdom, en indstilling, hvor man ligefrem beundrer og tilgodeser mennesker, der kan spekulere sig til velstand og rigdom. Det er sygt!

Penge er og bliver kun et byttemiddel for at gøre hverdagen smidig, og penge har ingen værdi i sig selv.

Før du, kære læser, slår dig på lårene af grin, skal du huske på, at penge jo repræsenterer en købekraft, en købekraft de kun har fået ved, at der er frembragt værdi – eller rettere: sådan burde det være.

Det er nemlig ikke tilfældet, og det skyldes, at penge sprøjtes ud i samfundet gennem opskrivning af værdierne, som vi sidst så det med priserne på ejendommene op gennem nullerne.

Ejendommene blev jo ikke mere værd, selv om man kunne belåne dem mere.

Den såkaldte kreditklemme

Vi bliver nødt til at forstå, at penge som sagt repræsenterer en købekraft, og at der derfor skal være en balance mellem vareudbuddet og købekraften. Når det ikke er tilfældet, går det galt.

Nu befinder vi os i en kreditklemme, siges det. Men er det nu også sandt? For mig at se er det ikke tilfældet.

Bankerne svømmer i penge, men kan ikke låne dem ud på grund af de restriktioner, der er indført, primært fordi man undlod at gøre noget, da man burde have gjort det. På den måde bliver der for få penge i systemet, og vi får en nedadgående spiral.

Politikerne forsøger at gøre noget, men kan kun stramme op, da der til stadighed bliver færre penge, og de har kun meget begrænset indflydelse på pengeskabelsen.

Der er en meget uheldig sammenblanding af borgernes daglige omsætning og spekulationsøkonomien, hvilket kunne have kørt Danmark fallit, hvis Danske Bank var gået ned.

Når Jesper Rangvid taler om, at 6 procent af bankmarkedet var usundt, har han ikke regnet de banker med, der blev reddet af bankpakkerne.

Banker for de risikovillige

Så vil det straks være helt andre og problematiske størrelser, vi taler om. Derfor må vi have adskilt den daglige husholdningsomsætning for private og virksomheder fra de risikobetonede investeringer, idet begge dele foregår i bankerne.

De kan adskilles ved at omdanne de eksisterende banker til investeringsbanker uden råderet over folks indeståender på anfordringskonti.

På den måde ville bankerne kun have råderet over den indskudte risikovillige kapital. De ville stadig kunne tilbyde kunderne en service i form af anfordringskonti, en service de ville kunne beregne sig et gebyr for, men de ville skulle stille sikkerhed for disse midler i form at deponerede indskud i Nationalbanken af samme størrelse.

På den fikse måde kommer vi omkring indskydergarantien, der helt automatisk dækker alle indskud uden grænser, altså bortset fra de indskud folk gør i investeringsbankerne for at få afkast af deres penge.

Samfundsbanken

Men hvor skal folk så placere deres opsparing, hvis de ikke vil risikere at tabe det hele? Det vil her være en mulighed at oprette en samfundsbank, hvor borgere og virksomheder risikofrit kan placere deres overflødige midler.

Samfundsbanken skal tjene flere formål: Dels – som nævnt – at modtage indskud fra borgere og virksomheder, der ikke går efter et afkast, men efter at sikre deres penge. Samfundsbanken kan så bruge de indskudte penge til at finansiere fast ejendom og statslige og kommunale anlægsprojekter, hvor pengene er sikre. Her vil indskydergarantien også være 100 procent.

Pengeskabelsen skal ske i Nationalbanken, der på den måde får magt over pengemængden, og pengene stilles rentefrit til rådighed for investeringsbankerne og Samfundsbanken i det omfang, der er brug for det.

Styr på gældsspiralen

Der er en pointe i at pengeskabelsen skal ske rentefrit: Så får vi styr på gældsspiralen, der er forårsaget af renteprincippet (de tilskrevne renter modsvares jo netop ikke af en tilsvarende produktion, hvorfor der kun dannes mere gæld).

Jeg er klar over, at dette kan være svært at forstå, hvis man er vant til at tænke i udbytter og investeringer med hurtige afkast. Den tankegang er vi imidlertid også bedst tjent med at slippe af med, idet det er en sådan tankegang, der stimulerer grådigheden.

Lokalt bank-demokrati

Der er dog et par ting mere at sige om Samfundsbanken: Det er, som det fremgår, ikke en bank som alle andre banker.

Flere politikere har været ude med tanker om en samfundsbank i flere omgange gennem de seneste år, men de har ikke villet være konkrete, og som jeg har opfattet det, har de blot en vag forestilling om en bank, der vil låne penge ud, hvor de kommercielle banker ikke vil.

Det holder ikke!

Samfundsbanken skal bestå af et net af afdelinger ud over landet, styret lokalt – ikke af politikere, men af folkevalgte bestyrelser. På den måde forsøger vi at sikre den lokale forankring til gavn for lokale investeringer og lokal udvikling, og jeg ser ikke disse afdelinger af Samfundsbanken som modsætninger til lokale investeringsbanker, men tværtimod som konstruktive samarbejdspartnere.

Samfundsbanken ledes af en repræsentantskabsvalgt bestyrelse og den af den indsatte daglige ledelse. Samfundsbanken udpeger halvdelen af Nationalbankens repræsentantskab.

I TV2 NEWS var den økonomiske krise på dagsordene  den 22. september 2013, og til sidst spurgte studievært Kurt Strand så deltagerne: Hvad vi har lært af krisen.

Jeg skal undlade at gentage svarene, men kun konstatere, at det rigtige ikke var blandt dem:

Vi burde have lært, at vi skal være mere åbne overfor nye tanker og nye økonomiske modeller og lade os inspirere af det, der bevæger sig i periferien.

Det er herfra al nytænkning kommer – selv om det kan være svært at fatte, hvis man selv sidder i centrum!

Jakob Mikkelsen er formand for JAK Danmark og medlem af Syntesetanken
Indlægget er syndikeret fra Modkraft.dk


Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti

Borgerlige kupper ejendomsskatten

V,DF,LA og K vil afskaffe ejendomsskatterne eller reducere dem mest muligt. Det ser man i kommunerne, hvor de foretrækker at beskatte folks arbejde gennem indkomstskatten frem for at inddrage arbejdsfri gevinster gennem grundskyld.

VK-regeringen gennemførte med støtte af DF en fiksering af ejendomsværdiskatten og lagde loft over grundskylden. Man ville helst også have fastlåst grundskylden, men kommunerne kan ikke undvære denne indtægtskilde. Formentlig som et led i en begyndende afvikling af ejendomsskatterne nedlagde man i 2003 vurderingsrådene i de dengang 270 kommuner og centraliserede vurderingerne i Skat men en bemanding på sølle 150 personer til at vurdere 1,7 mio. ejendomme. I stedet for årlige vurderinger indførte man 2-årige.

Det siger sig selv, at det måtte gå galt, og det har sådan set været hensigten: Ejendomsbeskatningen i Danmark skulle fikseres og udfases. Nu skylder de nævnte borgerlige partier vælgerne at give klar besked: Er det stadig målet, hvis de vinder næste folketingsvalg, at afvikle ejendomsbeskatningen i Danmark og dermed gå lodret imod de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU, der alle anbefaler det modsatte: at øge den løbende ejendomsbeskatning til fordel for lavere skat på arbejde?

Så er det op til vælgerne om de hellere vil være små boligspekulanter eller have et arbejde. Vi så hvorledes VKDF-flertallets ejendomsskattestop bevirkede, at Danmark var et af de lande, der fik den største boligboble og blev ramt hårdest af den økonomiske verdenskrise, udsprunget af den amerikanske boligboble. Den har foreløbigt kostet os 200.000 produktionsarbejdspladser og recession.

SRSF-regeringen bør etablere en bemanding i Skat, der er tilstrækkelig i antal og kvalifikationer til at løse vurderingsopgaven kompetent, herunder inddrage ejendomsmægler-kompetence, og så bør de årlige ejendomsvurderinger genindføres. Da grundskylden ikke er omfattet af skatteforliget, bør man sammen med Enhedslisten genindføre statsgrundskylden på 1 % og bruge provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde.

Her vil man have vælgerne bag sig: På spørgsmålet om de vil acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned, svarer 66 % ja, kun 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarede 71 % ja og blandt SF-vælgerne var det 69 % (Gallup i Berlingske 21/2 11). Og de radikale siger, at de lytter til økonomerne ….

Ib Christensen, fhv. MEP & MF,
Gørtlervej 26, Randers.


En bæredygtig økonomi

SKAT, skattesnyd og signalværdi

SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?

Af Ebbe Nygaard

Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.

Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.

Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.

Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.

Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.

Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.

På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”

I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.


Olierigger

Helt hen i tangskoven – Vi går glip af milliarder

Det er helt hen i tangskoven, når V og K ikke mener, at have kunnet få en bedre nordsøaftale igennem, som i de seneste 10 år kunnet have givet mere end 100 milliarder ekstra til samfundets kasse. En aftale, som Norge har det og som kulbrinteudvalget foreslog i 2003.

Det siger Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen til de beregninger fra Skatteministeriet, som viser, at det danske samfund kunne have fået op til 124 milliarder flere kroner i statskassen, hvis ikke den tidligere regering havde afvist kulbrinteudvalgets anbefalinger.

Bendt Bendtsens udtalelse om, at der ”ikke var noget alternativ” er fuldstændig utroværdig. Selvfølgelig ville den danske regering have kunnet få lige så gode aftaler for samfundet som Norge. – Hvis man havde villet. Ellers er det godt nok tale om udygtigt købmandskab og udygtige forhandlere. VK valgte at forære over 100 milliarder til bl.a. A.P. – Mærsk.

Endnu værre bliver det, hvis den nuværende regering afviser at revidere Nordsøaftale. Så er deres kritik hykleri, som betyder, at ikke blot er fællesskabet gået glip af 100 milliarder de seneste 10 år, men vi vil fortsat gå glip af milliarder, som vi har en fælles ejendomsret til, siger Poul Gerhard Kristiansen.

Yderligere information


Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan

Flygtningepres i Jordan : en økonomisk katastrofe

Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan.

Børn i skole i Za’atri flygtningelejren i det nordlige Jordan. Foto : UN Photo/Mark Garten. Licens : Creative Commons by-nc-nd 2.0

Vi har lige nu en frygtelig konflikt i Syrien. Flygtninge fra landet strømmer til nabolandene. For Jordan, som har taget imod de fleste flygtninge fra Syrien, er ankomsten en økonomisk katastrofe. En katastrofe, som vil blive værre, hvis ikke vi gør noget – lige nu, men også på længere sigt. Denne artikel er et forsøg på at give et retsliberalt perspektiv på ikke bare situationen i Jordan, men også det globale problem vi har, at folk flygter.

Som i alle andre voldelige konflikter rammer krigshandlingerne i Syrien civile – unge, gamle, familier. Alt hvad de har kendt ødelægges. Deres land, arbejdspladser, deres hjem. I øjeblikket strømmer civile flygtninge i stort tal ud af Syrien, og forsøger i første omgang at komme ind i landets nabolande. Særligt Jordan er udsat for store flygtningestrømme fra det krigshærgede land.

Flygtningene søger en ny tilværelse i et fremmed land, i nabolandet, eller for de der har råd og mulighed herfor, i et tredie land, der stiller sig villigt til at modtage dem. Dette kunne være et europæisk land, som f.eks. Danmark. Men dette er ikke den optimale løsning, af mange forskellige årsager.

I Tyrkiet har flygtningestrømmen ført til flere voldelige sammenstød på grund af pladsmangel i flygtningelejrene. For Jordan er flygtningestrømmene en regulær økonomisk katastrofe (hvilket man bl.a. kan læse mere om på her). Tilstrømningen fører til voldsomme prisstigninger (f.eks. huslejestigninger på op til 300%), idet flygtningene efterspørger land, boliger og arbejde. Den stigende efterspørgsel på jord giver jord- og ejendomsbesiddere udsigt til gode indtægter, når flere efterspørger den samme begrænsede jord – og jo flere der kommer til, desto bedre indtægter er der udsigt til i fremtiden. Problemet med prisstigningerne på jord er imidlertid, at det også fører til øgede omkostninger for virksomhederne, hvilket derved presser lønnen, og gør det sværere for de i forvejen hårdt pressede jordanere (de, som ikke er så heldige at eje fast ejendom), såvel som for de nytilkomne flygtninge, at leve og bo – og dermed at arbejde og skabe reelle værdier og forbedringer i landet.

I det tilfælde at verdenssamfundet træder til med økonomisk hjælp til Jordan vil dette forværre problemet, idet den økonomiske tilførsel vil blive slugt af yderligere prisstigninger, som vil følge saltvandsindsprøjtningen. Det vil være som at tisse i bukserne en kold vinterdag – lune godt på kort sigt, men blive koldt og helbredstruende på lang sigt.

Endnu værre bliver det, når hjælpen tilbydes i form af et lån, som det ser ud til at blive tilfældet med en aktuel hjælp fra Verdensbanken. Da vil ikke blot lånet blive slugt af den onde økonomiske spiral Jordan befinder sig i, i øjeblikket – landet vil også blive forgældet til op over begge ører, hvilket den jordanske befolkning naturligvis skal bære som endnu et åg på deres skuldre. Det eneste positive der er at sige om det er, at det måske kan bane vejen for det arabiske forår i Jordan, som indtil nu er udeblevet.

En lidt bedre løsning er for verdenssamfundet at træde til ikke ved direkte økonomisk hjælp, men ved at acceptere at modtage en del af de der har måttet flygte. Det har vi internationale aftaler om, og det er generelt en god idé, idet det spreder belastningen, som f.eks. Jordan lige nu udsættes for. Og vi kan gøre det med det samme – hvilket der er behov for nu.

Problemet med tilstrømningen vil imidlertid vedblive at være det samme. Tilstrømningen af flygtninge i stort antal vil føre til prisstigninger, forårsaget af den samme form for spekulation i stigende grundværdier som Jordan p.t. oplever – de vil blot blive spredt over flere lande, og blive båret af stærkere skuldre – hvilket generelt er rimeligt, men ikke altid opleves som rimeligt af de der skal bære byrden i modtagerlandene – og især opleves negativt af de, som i forvejen befinder sig i en vanskelig økonomisk og social position, og samtidig rammes af reduktion i velfærdsydelser og besparelser på offentlig service.

Skal vi løse flygtningeproblemerne i Jordan, skal der derfor andre boller på suppen. Der skal en grundskyldsreform til – i Jordan, og en international hjælpepakke skal derfor efter Retsforbundets opfattelse følges af en aftale som regulerer det jordanske ejendomsmarked. Ikke som et diktat fra det internationale samfund, men som en hjælp til selvhjælp, der kan få den jordanske økonomi på ret kurs igen, i kombination med at verdenssamfundet tager en del af belastningen på sig, ved at erklære sig villigt til at modtage en del de syriske flygtninge.

Retsforbundet foreslår desuden at den internationale hjælp til flygtningeramte områder udformes på en måde, så den finansieres af en global grundskyldsfond, hvortil FN’s medlemsstater bidrager relativt – i forhold til staternes respektive naturressourcer og samlede grundværdier. Fra samme fond kunne tildeles midler, der gør det muligt for lande, der er villige til at modtage flygtninge, at finansiere deres modtagelse og integrationsproces i modtagerlandet.

Måske kunne en sådan model være begyndelsen til en global omfordeling fra ressourcestærke nationer til mindre ressourcestærke nationer, uden at det belaster de i forvejen marginaliserede og besiddelsesløse, og oftest hårdest arbejdende af verdens indbyggere?

Morten Blaabjerg, flygtninge- og integrationsordfører for Retsforbundet, Danmarks bæredygtige parti

Yderligere information


Islandsk forår

Islands sunde fornuft

Islandsk forår.

Forår på Island. Foto : Karlbark. Licens : Creative Commons by 2.0

Island tager nu konsekvensen af den store modstand mod EU-medlemskab i den islandske befolkning ved de facto at trække sin ansøgning om EU-medlemskab.

Det er samtidig en naturlig følge af en soleklar konstatering af, at Island er kommet ud af finanskrisen fordi de har en selvstændig valuta og dermed kan føre selvstændig politik og ikke er underlagt EU’s ensrettede valutapolitik og økonomiske politik.

Det er en sund, positiv og logisk beslutning, Island har truffet. Lad Danmark følge vore nordiske venner i en frigørelsesproces fra EU og det understreger endnu engang, at vores nej til euroen var den helt rigtige beslutning.

Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører


Statsministerens himmelfart

Vælgernes skuffelse over S og SFs himmelfart væk fra deres egen politik bør sætte gang i nogle overvejelser om man magter magten.

Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt føler sig for tynget af regeringsansvaret og de mange opgaver, som regeringen har, så burde hun måske overveje at gå af og lade andre overtage det ansvar, som hun åbenbart finder meget tyngende.

Det siger Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen i en 1. maj kommentar.

De mange mennesker, der samles i dag til 1. maj arrangementer – inkluderet S og SFs egne vælgere havde en berettiget forventning om, at der ville komme andre boller på suppen efter regeringsskiftet. En anden politisk vision eller bare en skygge af den.

Det har de ikke fået. Tværtimod er det blot en fortsættelse og stramning af den politik blå blok førte.

Vælgerne har reageret på S og SFs himmelfart væk fra deres egen politik og en række oversolgte reformer som akutjobs og vækstpakke, som hverken giver jobs eller vækst af betydning.

Virkelige reformer vil f.eks. være, hvis regeringen f.eks. tog fat på en reel omfordeling med en bæredygtig reform af skattepolitikken; væk fra skat på arbejde over til skat på jord og ressourcer.

Men denne socialt retfærdige reform ikke mindst til gavn for unge og for de indkomstmæssigt svage grupper, har S og SF erklæret som tabu. På samme måde som de nægtede at tage ansvar for de ledige, der ryger ud af dagpengesystemet.

Så der er ikke noget at sige til, at vælgerne vender regeringen ryggen, siger Poul Gerhard Kristiansen.

Printvenligudgave: Pressemeddelelse_130501_Statsministerens_himmelfart