Kommentarer til oplæg til nyt arbejdsprogram af 18. januar 2014

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

Debatindlæg af medlem af Retsforbundet, Ib Strømberg Hansen.

Generelt

Debatten om basisindkomst har tydeligt demonstreret behovet for en præcisering af idéprogrammet og konsekvenstilretninger af arbejdsprogrammet. Da det nuværende idéprogram er åbent for fortolkninger skulle der ikke være noget til hinder for, at den nuværende proces med tilretning af arbejdsprogrammet kan fortsættes.

Af hensyn til en klarere profilering af vort ideologiske udgangspunkt og en mindre kompliceret debat om fremtidige arbejdsprogramændringer bør et tilrettet idéprogram ikke desto mindre snarest muligt vedtages.

Det er den økonomiske ligeret til samfundets midler, som bør fremgå eksplicit af idéprogrammet. Den økonomiske ligeret indebærer, at alle borgere i en given målgruppe tilbydes samme ydelse. Alle syge med behov for hospitalsbehandling skal f.eks. tilbydes denne på samme vilkår (gratis) ligesom alle raske pensionister skal have udbetalt samme folkepension uanset anden indtægt, formueforhold og civilstand. Og hvad der er særligt aktuelt her, skal alle raske og arbejdsduelige borgere have udbetalt samme ydelse fra samfundet (basisindkomst).

Konsekvensen af den økonomiske ligeret er, at de socialt betingede ydelser erstattes af generelle ydelser. Herved undgås den indirekte beskatning af arbejde, som er mindst ligeså meget i konflikt med retsmoralen, som den direkte beskatning.

For en mere indgående argumentation vil jeg henvise til debatten om basisindkomst, hvor disse emner er behandlet – særligt i mine seneste indlæg.

Der har i den løbende debat om basisindkomst været henvist til arbejdsprogrammets afsnit om tryghedssikring. Det har jeg ikke kunnet finde i oplægget. Såfremt en vedtagelse af ledelsens forslag indebærer, at en tidligere vedtaget ordning bortfalder, bør dette klart præciseres.

Samfundets indtægter og udgifter

Der er i programmet forslag om at indføre bindinger mellem visse indtægter og udgifter. Denne cigarkassetænkning er jeg generelt modstander af. Den er unødigt bureaukratisk og kan modvirke en fornuftig prioritering af nødvendige udgifter.

Når der i forslaget lægges op til, at den negative indkomstskat (basisindkomsten) skal gøres afhængig af størrelsen af retsstatens naturlige indtægter, må jeg i særlig grad sige fra. Det profilere os som en underlig hybrid mellem grundskyldsuddelere (Ib Christensens udtryk) og halvhjertede basisindkomsttilhængere.

Den naturlige indfaldsvinkel bør være at se på indtægter og udgifter separat. Vi skal i takt med vor øgede indflydelse begrænse samfundets udgifter til de naturlige fællesudgifter og vi skal sideløbende opkræve stadig flere af samfundets naturlige fællesindtægter.

Det, som vi nu skal tage stilling til, er om basisindkomsten skal tilføjes listen over retsstatens naturlige fællesudgifter.

Basisindkomst

Motiveringen kan jeg langt hen ad vejen tilslutte mig. Hvor der tales om vort ansvar overfor ældre og syge mangler dog de i denne sammenhæng mest relevante, nemlig dem, der ikke kan skaffe sig et arbejde og er udenfor dagpengesystemet.

Motiveringen mangler imidlertid de væsentligste årsager til, at basisindkomst er en logisk konsekvens af retsmoralen. Her gentager jeg de fordele, jeg tidligere har fremført i debatten:

  1. Personlig frihed – borgerne fritages for formyndersamfundets omklamring
  2. Økonomisk ligeret – ingen behøver at føle sig som samfundsnasser
  3. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats beskyttes – når indkomstskatten er betalt, kommer der ikke yderligere beskatning i form af bortfaldne overførselsindkomster
  4. Et finmasket socialt sikkerhedsnet – ingen borger mister sit forsørgelsesgrundlag som følge af skrankepaveri
  5. Et enkelt system – borgerne er ikke i tvivl om deres ansvar for egen økonomi
  6. Det kan altid betale sig at arbejde
  7. Det kan altid betale sig at spare op
  8. Intet bureaukrati og minimale adminstrationsomkostninger
  9. Et formidabelt politisk styringsredskab – såfremt den sociale ulighed øges urimeligt, er det enkelt at hæve basisindkomsten

Ledelsens forslag opererer med begrebet samfundsdividende. Det er imidlertid uklart, om der menes en ægte udlodning af overskud, eller om der er forudsat en forlods uddeling af grundskyld og øvrige naturlige fællesindtægter. Hvis forslaget går på at udbetale negativ indkomstskat finansieret af grundskyld m.v. vil der gå meget, meget lang tid inden der bliver nogen samfundsdividende. For skatten på arbejde skal vel også først afskaffes før der kan udloddes dividende?

Som disse spørgsmål indikerer, er der et behov for præciseringer.

Forslaget mangler en indikation af basisindkomstens størrelse. Hvis den skal have mulighed for at erstatte flere af de socialt betingede ydelser skal den nødvendigvis have mere end en symbolsk værdi.

Forslaget anvender negativ skat som måden at realisere basisindkomsten. Virkningen er på papiret den samme, som ved en kontant udbetaling, hvis man antager at skatteværdien af grundfradraget modsvarer den kontante basisindkomst i et system uden grundfradrag. I praksis vil de, der er afhængige af basisindkomsten, være bedst stillet med et fast månedligt beløb fremfor at skulle afvente en årlig slutopgørelse.

Forslaget taler på den ene side om “garanti for en ensartet minimumsindtægt” og på den anden side om at “Størrelsen af denne ydelse bør efter vor mening hænge sammen med udbyttet fra samfundsskabte værdier”. Det første udsagn taler om en egentlig basisindkomst, mens det andet taler om enten en dividende eller en “grundskyldsuddeling”. Under alle omstændigheder er meningen uklar.

Det bør fremstå tindrende klart, hvorfor Retsforbundet går ind for basisindkomst!

Det helt afgørende for Retsforbundet er at sikre vor lige ret til samfundets midler og beskytte ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats samtidig med en styrkelse af den personlige frihed.

Basisindkomsten muliggør en kraftig reduktion af de mange indkomst- og formuebetingede ydelser og dermed en tilsvarende reduktion af den indirekte beskatning af arbejde, som er konsekvensen af disse ydelser.

Med disse væsentlige bidrag til fremme af retsmoralen må basisindkomsten betragtes som en af retsstatens naturlige fællesudgifter. Dvs. en udgift, som skal afholdes uanset størrelsen af retsstatens naturlige indtægter.

Det er blevet hævdet at basisindkomst er en meget kostbar ordning. Ud fra en simpel overordnet betragtning må dette tilbagevises. For de, der ikke modtager overførselsindkomster kan ordningen betragtes som en skattereform, hvor man får et øget fradrag, mod at betale mere af resten. Nettoresultatet vil derfor være neutralt for den enkelte og for samfundet (For skatteydere med meget høj indkomst vil basisindkomsten dog ikke kompensere). Borgere der lever af overførselsindkomst vil i starten få denne reduceret med værdien af basisindkomsten – igen er ordningen neutral for både borger og samfund. Senere, når udfasningen af de socialt betingede ydelser er gennemført vil nogle i denne gruppe være bedre stillet end under det nuværende system, mens andre vil være dårligere stillet – men stadig vil den samlede udgift for samfundet kun være marginalt ændret.


Glædelig jul fra Retsforbundet

Glædelig jul fra Retsforbundet

Af Morten Blaabjerg

Retsforbundets landsmøde har vedtaget sin principielle tilslutning til idéen om basisindkomst og pålagt landsledelsen at udarbejde et udspil til et nyt arbejdsprogram, som forventes fremlagt her i foråret 2014 ved et ekstraordinært landsmøde. Det er en vanskelig opgave – og vi har brug for alle bidrag til processen. Forslaget (som reelt er to forskellige forslag) har både tilhængere og modstandere i partiet – men fælles er ønsket om et nyt, klart og stærkt arbejdsprogram, der kan lægge en solid grund for de kommende års arbejde.

Ved forårets landsmedlemsmøde blev Retsforbundets landsledelse anbefalet en studierejse til Alaska for at undersøge implementeringen af basisindkomst/dividende i praksis. I Alaska udbetales indtægterne fra salg af statens olieforekomster til statens indbyggere i form af en dividende, i lighed med de tanker, der aktuelt debatteres i Retsforbundet, både her på Facebook i flere tråde, på hjemmesiden og i partiets lokale afdelinger.

Med dette foto af Alaskas vidunderlige, snerige og uvejsomme naturområder ønsker vi dig en glædelig jul – med opmuntring til at du vil give dit besyv med her på disse sider! Hvad mener du?

  • Hvordan forestiller du dig Retsforbundets partiprogram i fremtiden?
  • Hvilke fordele henholdsvist ulemper kan vi opnå vi ved en basisindkomst/samfundsdividende?
  • Hvordan forener vi bedst hensynet til individets frihed – og hensynet til finansiering af fællesskabets omkostninger?

Længere indlæg til debatten vil vi gerne bede om bliver sendt til debat@retsforbundet.dk – de vil herefter i samarbejde med indlæggets forfatter blive behørigt udgivet her på siden.


Basisindkomst – Et overgreb mod retsmoralen eller dens logiske konsekvens?

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

-Det er spørgsmålet, som Retsforbundets medlemmer skal have afklaret, efter at det seneste landsmøde besluttede, at landsledelsen skal indarbejde et forslag til basisindkomst i det arbejdsprogram, som skal forelægges næste landsmøde.

At basisindkomst indebærer mange fordele har borgerlønsbevægelsen glimrende redegjort for på deres hjemmeside, hvor der også findes økonomiske overslag, der indikerer, at projektet er realiserbart, men som nok skal viderebearbejdes for at have endegyldig beviskraft.

Det, som jeg her vil beskæftige mig med, er, om basisindkomst harmonerer med retsmoralen, således som den er udtrykt i idéprogrammet. Uanset hvilket resultat medlemmerne når frem til, skal dette krav være opfyldt:

Arbejdsprogrammet skal være i overensstemmelse med idéprogrammet!

Indledningsvis er det formålstjenligt at gøre sig klart med hvilket formål, basisindkomst skal indgå som en del af en retsstat. Mange retsstatsfolk har kategorisk udtalt, at det ikke er statens opgave, at brødføde raske og arbejdsdygtige mennesker. Som Niels Hausgaard så bidende ironisk messede: “Der er altid arbejde til dem, som vil arbejde”. Allerede før denne sang blev forfattet, blev der i idéprogrammet under statens opgaver skrevet: “Staten sikrer forsorgen for varigt handicappede og kronisk syge samt andre, der er ude af stand til at klare tilværelsen for sig og sine.” På denne baggrund forekommer det rigtigst at sige, at basisindkomsten skal sikre enhver borger de basale ydelser. For syge og handicappede har staten yderligere forpligtelser.

Med dette formål erstatter basisindkomsten andre socialt betingede ydelser, hvorfor den må være en fast inflationssikret ydelse, som ikke kan gøres afhængig af grundskyldsprovenuet.

Personlig frihed

Den første grundsætning i idéprogrammet fastslår den personlige frihed. Den har ringe vilkår i dagens Danmark, hvor det offentliges indtægter i væsentlig grad er baseret på beskatning af arbejde. Og hvor ydelser fra det offentlige er gjort socialt betingede.

Jeg skal i denne forbindelse ikke dvæle længe ved indkomstskatten, men fremhæve at den for at være relativt retfærdig (skat på arbejde er ikke retfærdig) kræver en meget nærgående kontrol. Da beskatningen yderligere er gjort afhængig af ægtestand, bopæl m.v. er kravet til det offentliges kontrol af den enkelte borgers gøren og laden udvidet til det groteske. Tænk f.eks. på hvor mange ressourcer, der er anvendt på at bestemme Stephen Kinnock’s skat. Retsforbundet har den ultimative løsning: indkomstskatten skal væk – desværre vil udfasningen tage lang tid.

Udbetaling af offentlige ydelser er i det nuværende system forbundet med om muligt endnu større kontrolforanstaltninger. Udover indkomst- og formueforhold skal klientens ægteskabelige stand og samlivsforhold kontrolleres og her kræver kampen mod de sociale bedragere, at klienternes afgivne oplysninger verificeres ved fysisk kontrol. Claus Hjorth stillede krav til bistandsklienterne om et mindste antal jobansøgninger – nyt krav, nye kontroller. Dette kontrol- og overvågningsapparat er et indgreb i borgerens personlige frihed, men er en uundgåelig del af et system, der er baseret på socialt betingede ydelser.

Set alene i relation til den personlige frihed er løsningen enkel: Socialt betingede ydelser erstattes med universelle ydelser – altså basisindkomst.

Borgernes ligeret

Den anden grundsætning i idéprogrammet fastslår borgernes ligeret i økonomisk og politisk henseende. Den økonomiske ligeret er ikke eksplicit defineret. Af den større sammenhæng kan det udledes, at samfundets indtægter må betragtes som tilhørende borgerne i lige andele, hvilket indebærer at et eventuelt overskud efter afholdelse af retsstatens udgifter udloddes i lige store andele til borgerne. Desværre er denne situation rent hypotetisk i overskuelig fremtid. En sådan udlodning vil i givet fald ikke have karakter af en basisindkomst, men udgøre en grundskyldsdividende.

Da sundhedsvæsenet er en af retsstatens opgaver må dette, sammenholdt med den økonomiske ligeret, udlægges sådan, at behandlingen bør være på samme vilkår for alle (gratis). Dette harmonerer fint med de nugældende regler for hospitalsbehandling, der er gratis for alle. Dette til forskel fra f.eks. tandlægebehandling, der er brugerbetalt, hvilket har bevirket, at mange dårligt stillede ikke får udført behandling, der er af betydning for helbred og livskvalitet. Det er ikke tilfredsstillende i et rigt land.

Borgernes ligeret i økonomisk henseende indebærer, at hvad der tildeles én borger, skal tildeles alle borgere, dvs. socialt betingede ydelser, skal erstattes af universelle ydelser – basisindkomst.

Retten til udbyttet af eget arbejde

Dette er et helt afgørende punkt ved vurdering af basisindkomst og retsmoral. Idéprogrammet siger: “Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde og råder frit derover, når han har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter.” Med andre ord beskatning af borgernes arbejdsindsats skal så vidt muligt undgås, og der skal ses kritisk på, hvilke udgifter staten påtager sig.

I vort nuværende system er en række ydelser og brugerbetalinger socialt betingede, således at bl.a. indtjening og formue bestemmer ydelse/betaling. Dette er i realiteten en beskatning af arbejde omend indirekte. Det er i direkte modstrid med retsmoralen. Og forsåvidt også med den almene retfærdighedsfølelse: for hvorfor skal den der vælger i en periode at arbejde mere, og dermed betaler en højere indkomstskat, yderligere straffes i forhold til den der i samme periode vælger at arbejde mindre. Og hvorfor skal den, der vælger at spare op, yderligere indirekte beskattes i forhold til den, der vælger at forbruge hele sin indtjening.

Det der gør sagen vanskelig er, at den almindelige snusfornuft samtidig siger, at det er hul i hovedet at give ydelser til mennesker, der selv kan betale.

I denne sammenhæng er det imidlertid idéprogrammet, der tæller. Arbejde skal ikke beskattes! Hverken direkte eller indirekte!

Mange politikere har sagt det og gentaget det og gentaget det og …. samtidig med at de har broderet videre på et system, der virker for det stik modsatte. Men som medlem af Retsforbundet skal man med god samvittighed kunne sige det:

–          Det skal kunne betale sig at arbejde.

–          Det skal kunne betale sig at spare op.

Økonomi

Som indledningsvis nævnt kræver de økonomiske konsekvenser yderligere bearbejdning, idet en forøgelse af de skatter og afgifter, der ikke henhører under retsstatens naturlige indtægter, udgør et argument imod basisindkomst. Grundskylden er en konjunkturbestemt afgift, der ikke kan anvendes som skatteskrue, hvorimod ressourceafgifter og grønne afgifter er en mulighed.

Da det ideologisk set er ønskeligt/nødvendigt at omlægge fra sociale ydelser til universelle ydelser, giver det imidlertid mere mening at se på forløbet, fremfor for bare at sammenligne situationen før og efter. Det må være muligt at identificere nogle trin i processen og regne på konsekvenserne. Det er givet, at indførelsen af en basisindkomst er en langvarig proces.

Retsforbundets politik indebærer i forvejen en langvarig ændringsproces, hvori basisløn naturligt kunne indgå. Efter min mening vil denne proces gøres unødvendigt kompliceret, hvis der stilles krav om, at en given udgift kun kan finansieres af en given indtægt. Ændringsprocessen er såmænd kompliceret nok i sig selv. Under hele processen skal der være styr på økonomien.

God debat

Med denne vurdering af idéprogrammet i forhold til basisindkomst håber jeg, at have givet et oplæg til en god og konstruktiv debat, der kan bringe os videre i vor stillingtagen og i forhold til at kommunikere vore grundlæggende idéer og den måde, vi vil realisere dem.

Ib Strømberg Hansen