En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc.

Retsforbeholdet hindrer ikke indsats for løsninger på flygtningespørgsmålet

En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc.

En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc. Foto : REUTERS/Yannis Behrakis. Licens : Creative Commons by 2.0

Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører

Retsforbeholdet hindrer ikke indsats for løsninger på flygtningespørgsmålet

Tilsyneladende er intet helligt i bestræbelserne for nu at gøre retsforbeholdet til en undskyldning for ikke at deltage i indsatsen i flygtningespørgsmålet. En arrogant forarget tone bliver anslået, når tilhængerpolitikerne bruger forbeholdet og dermed Danmarks mulighed for en selvstændig politik til at gøre ingenting, meget lidt eller direkte forringe indsatsen. – Og værre bliver det, når ikke mindst prominente repræsentanter for nødhjælpsorganisationer som Andreas Kamm eller Red Barnets generalsekretær leger politikere og dermed risikerer deres egen organisations troværdighed.

Det er ok at opfordre til større indsats, men at bruge flygtningespørgsmålet til at angribe retsforbeholdet er simpelthen misbrug.

Selvfølgelig kan Danmark deltage i en hjælpeindsats uanset retsforbeholdet også en fælles indsats – også en indsats, der rækker ud over EU, så vi igennem FN kan deltage i en ægte grænseoverskridende indsats – og en nødvendig indsats.

For det er jo bemærkelsesværdigt, at de danske ja-politikere totalt ignorerer, at skal der løsnes på flygtningepresset, så skal der naturligvis ske en indsats og koncentreret indsats for at løse de grundlæggende årsager til problemerne.

UNCHR er ved at løbe tør for midler

For vil man lette presset og gøre det mindre påtrængende at forlade nærområderne f.eks., så kræver det i det mindste, at man øger hjælpen til flygtningene i lejrene i Jordan, Libanon, Syrien og Tyrkiet. UNCHR – FNs flygtningeorganisation har allerede for måneder siden advaret om, at organisationen kun havde ca. det halve af de nødvendige midler for at brødføde og skaffe det nødvendige underhold for de mange ulykkelige flygtninge. Nu er det så i sidste uge nået så vidt, at FN måtte opgive – man løb tør for midler og kunne ikke længere føde de adskillige millioner flygtninge i lejrene, hvor nu kun 1 ud af 10 har midler tilbage til at klare sig selv – resultatet er sult, gadebørn, prostitution m.fl. – og naturligvis bestræbelser på at slippe væk til en tilværelse, hvor man i det mindste kan overleve.

For slet ikke om at tale om den destabiliserende effekt, som de mange, mange flygtningen har i lande og områder, som i forvejen er ustabile.

Danmark skærer i hjælpen til nærområderne

Samtidig skærer Danmark i nødhjælp og har gjort det længe. Ifølge udenrigsministeriet gik hjælpen ned med 15% fra 2013 til 2014 – fra 387 til 329 millioner Dkr. – I år har Danmark bevilget 206 millioner – altså en yderligere alvorlig nedgang. – Der er i hvert tilfælde intet retsforbehold, som tilsiger denne udvikling – og ligeledes i hjælpearbejdet i Middelhavsområdet kan Danmark deltage – retsforbehold eller ej.

Så enten drop snakken om indsats i nærområderne eller vend denne udvikling helt om og forøg hjælpen i stedet for konstant at skære den ned og dermed lade FN og andre hjælpeorganisationer i stikken.

Og naturligvis gør det ikke bedre, at indsatsen for at dæmpe eller løse konflikten i området lider af, at vi – som en række andre lande i Vest såvel som Øst ikke kan finde ud af konsekvent at støtte hverken demokratiske eller fredsskabende interesser – bortset fra vores ivrige deltagelse i den ene krig efter den anden – uden blot at have en klart mål for indsatsen eller for den sags skyld en plan for opbygning og beskyttelse af civilsamfundet – eller blot sørge for en folkeretslig forankring gennem FN.

Og vi og hele de såkaldt civiliserede verden har igennem hele denne periode passivt set til, at konflikterne er eskaleret og blevet mere og mere indædte og uoverskuelige gennem en bedre og bedre grobund for ekstreme kræfter.

Skær ned på det politiske misbrug

Så – skær ned på det politiske misbrug af flygtningene og flygtningesituationen og gå i stedet ind i en regulær og konsekvent hjælpeindsats – og de danske politikere skal lade være med at bruge retsforbeholdet som en dårlig undskyldning for ikke at give den hjælp, vi er i stand til at give.

Hjælp Retsforbundet med igen at blive opstillingsberettiget

Vælgererklæring - Retsforbundet

Vælgererklæring. Hvis du hellere vil underskrive vælgererklæringen med en touchskærm end med mus kan du bruge koden her til smartphone eller tablet.


Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan

Flygtningepres i Jordan : en økonomisk katastrofe

Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan.

Børn i skole i Za’atri flygtningelejren i det nordlige Jordan. Foto : UN Photo/Mark Garten. Licens : Creative Commons by-nc-nd 2.0

Vi har lige nu en frygtelig konflikt i Syrien. Flygtninge fra landet strømmer til nabolandene. For Jordan, som har taget imod de fleste flygtninge fra Syrien, er ankomsten en økonomisk katastrofe. En katastrofe, som vil blive værre, hvis ikke vi gør noget – lige nu, men også på længere sigt. Denne artikel er et forsøg på at give et retsliberalt perspektiv på ikke bare situationen i Jordan, men også det globale problem vi har, at folk flygter.

Som i alle andre voldelige konflikter rammer krigshandlingerne i Syrien civile – unge, gamle, familier. Alt hvad de har kendt ødelægges. Deres land, arbejdspladser, deres hjem. I øjeblikket strømmer civile flygtninge i stort tal ud af Syrien, og forsøger i første omgang at komme ind i landets nabolande. Særligt Jordan er udsat for store flygtningestrømme fra det krigshærgede land.

Flygtningene søger en ny tilværelse i et fremmed land, i nabolandet, eller for de der har råd og mulighed herfor, i et tredie land, der stiller sig villigt til at modtage dem. Dette kunne være et europæisk land, som f.eks. Danmark. Men dette er ikke den optimale løsning, af mange forskellige årsager.

I Tyrkiet har flygtningestrømmen ført til flere voldelige sammenstød på grund af pladsmangel i flygtningelejrene. For Jordan er flygtningestrømmene en regulær økonomisk katastrofe (hvilket man bl.a. kan læse mere om på her). Tilstrømningen fører til voldsomme prisstigninger (f.eks. huslejestigninger på op til 300%), idet flygtningene efterspørger land, boliger og arbejde. Den stigende efterspørgsel på jord giver jord- og ejendomsbesiddere udsigt til gode indtægter, når flere efterspørger den samme begrænsede jord – og jo flere der kommer til, desto bedre indtægter er der udsigt til i fremtiden. Problemet med prisstigningerne på jord er imidlertid, at det også fører til øgede omkostninger for virksomhederne, hvilket derved presser lønnen, og gør det sværere for de i forvejen hårdt pressede jordanere (de, som ikke er så heldige at eje fast ejendom), såvel som for de nytilkomne flygtninge, at leve og bo – og dermed at arbejde og skabe reelle værdier og forbedringer i landet.

I det tilfælde at verdenssamfundet træder til med økonomisk hjælp til Jordan vil dette forværre problemet, idet den økonomiske tilførsel vil blive slugt af yderligere prisstigninger, som vil følge saltvandsindsprøjtningen. Det vil være som at tisse i bukserne en kold vinterdag – lune godt på kort sigt, men blive koldt og helbredstruende på lang sigt.

Endnu værre bliver det, når hjælpen tilbydes i form af et lån, som det ser ud til at blive tilfældet med en aktuel hjælp fra Verdensbanken. Da vil ikke blot lånet blive slugt af den onde økonomiske spiral Jordan befinder sig i, i øjeblikket – landet vil også blive forgældet til op over begge ører, hvilket den jordanske befolkning naturligvis skal bære som endnu et åg på deres skuldre. Det eneste positive der er at sige om det er, at det måske kan bane vejen for det arabiske forår i Jordan, som indtil nu er udeblevet.

En lidt bedre løsning er for verdenssamfundet at træde til ikke ved direkte økonomisk hjælp, men ved at acceptere at modtage en del af de der har måttet flygte. Det har vi internationale aftaler om, og det er generelt en god idé, idet det spreder belastningen, som f.eks. Jordan lige nu udsættes for. Og vi kan gøre det med det samme – hvilket der er behov for nu.

Problemet med tilstrømningen vil imidlertid vedblive at være det samme. Tilstrømningen af flygtninge i stort antal vil føre til prisstigninger, forårsaget af den samme form for spekulation i stigende grundværdier som Jordan p.t. oplever – de vil blot blive spredt over flere lande, og blive båret af stærkere skuldre – hvilket generelt er rimeligt, men ikke altid opleves som rimeligt af de der skal bære byrden i modtagerlandene – og især opleves negativt af de, som i forvejen befinder sig i en vanskelig økonomisk og social position, og samtidig rammes af reduktion i velfærdsydelser og besparelser på offentlig service.

Skal vi løse flygtningeproblemerne i Jordan, skal der derfor andre boller på suppen. Der skal en grundskyldsreform til – i Jordan, og en international hjælpepakke skal derfor efter Retsforbundets opfattelse følges af en aftale som regulerer det jordanske ejendomsmarked. Ikke som et diktat fra det internationale samfund, men som en hjælp til selvhjælp, der kan få den jordanske økonomi på ret kurs igen, i kombination med at verdenssamfundet tager en del af belastningen på sig, ved at erklære sig villigt til at modtage en del de syriske flygtninge.

Retsforbundet foreslår desuden at den internationale hjælp til flygtningeramte områder udformes på en måde, så den finansieres af en global grundskyldsfond, hvortil FN’s medlemsstater bidrager relativt – i forhold til staternes respektive naturressourcer og samlede grundværdier. Fra samme fond kunne tildeles midler, der gør det muligt for lande, der er villige til at modtage flygtninge, at finansiere deres modtagelse og integrationsproces i modtagerlandet.

Måske kunne en sådan model være begyndelsen til en global omfordeling fra ressourcestærke nationer til mindre ressourcestærke nationer, uden at det belaster de i forvejen marginaliserede og besiddelsesløse, og oftest hårdest arbejdende af verdens indbyggere?

Morten Blaabjerg, flygtninge- og integrationsordfører for Retsforbundet, Danmarks bæredygtige parti

Yderligere information