Poul Gerhard Kristiansen

Whistleblowers er en demokratisk nødvendighed

– Nu er det på høje tid at Danmark gennemfører beskyttelse af whistleblowere, fastlår Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen ovenpå forsvarschefens indrømmelse af at overgreb mod irakiske fanger blev filmet af danske soldater.

Indrømmelsen ville sandsynligvis aldrig være kommet for en dag, hvis ikke den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard i oktober 2012 var stået frem med videooptagelser af det passerede. Hændelsen understreger endnu engang hvor nødvendige whistleblowers er for sandheden og for den demokratiske proces.

Det siger Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen i anledning af forsvarschef Peter Bartrams indrømmelse og at Anders Kærgaards sag i dag kører ved Østre Landsret.

I stedet for at gå efter de mennesker der, som Anders Kærgaard og tidligere Frank Grevil, følger deres samvittighed, bør regeringen og forsvaret i stedet gå efter de afslørede løgne og den påviste magtmisbrug.

I stedet for hævntogter, som kun tager sigte på at lukke munden på whistlebloweren, må politikerne nu få gennemført den nødvendige beskyttelse af whislebloweren, så offentligheden kan få sandheden frem.

Det er på høje tid, at Danmark, på linje med de andre nordiske lande, får gennemført den nødvendige beskyttelse, så krigen bliver rettet mod løgn og magtmisbrug og ikke mod de mennesker, som prøver at komme uvæsnet til livs, udtaler Poul Gerhard Kristiansen.

Yderligere information

Printvenlig udgave : Pressemeddelelse 2013-05-23


General Atomics MQ-1 Predator (Drone)

Terror skal ikke bekæmpes med terror

Den stigende brug af droner i krigsførelse i og udenfor krigszoner råber på en international regulering og aftale. Realiteten er, at mens vi stort set kun hører om de terrorister som dronerne rammer, så hører vi ikke meget om de omfattende civile tab, som dronerne også påfører befolkningen i Irak, Afghanistan, Pakistan og Yemen. Alene i Pakistan er omkring 3000 mennesker blevet dræbt ved droneangreb – herunder mellem 400 og 900 civile inklusiv børn. Pakistan f.eks. er ikke i krig og derfor er der reelt tale om likvideringer uden ret eller dom. Menneskerettighederne undergraves og terror skal ikke bekæmpes med terror.

Udviklingen indenfor droner er de seneste år gået meget hurtigt uden at der er sket en regulering i form af internationale aftaler. Såvel USA som Storbritannien og Israel har brugt droner i krig og f.eks. Kina, Iran og Rusland er i gang med at udvikle droner.

Udviklingen går også i retning af flere såkaldte ”signaturangreb” i forhold til angreb rettet med navngivne terrorister. Signaturangreb er angreb, hvor uidentificerede mistænkte bliver dræbt – ofte baseret på usikker information, hvor risikoen for at ramme uskyldige civile er meget høj – og natuligt af disse civile opleves som terror.

”Krigen mod terror” er i forvejen undergravende for det demokrati, som vi hævder, vi vil beskytte og uden internationale aftaler, vil den øgede brug af droner i endnu højere grad sætte fundamentale menneskerettigheder ud af kraft.

Det haster med internationale aftaler for brugen af droner – i og udenfor krigszoner.

Poul Gerhard Kristensen, Politisk ordfører for Retsforbundet.