Basisindkomst – Et overgreb mod retsmoralen eller dens logiske konsekvens?

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

-Det er spørgsmålet, som Retsforbundets medlemmer skal have afklaret, efter at det seneste landsmøde besluttede, at landsledelsen skal indarbejde et forslag til basisindkomst i det arbejdsprogram, som skal forelægges næste landsmøde.

At basisindkomst indebærer mange fordele har borgerlønsbevægelsen glimrende redegjort for på deres hjemmeside, hvor der også findes økonomiske overslag, der indikerer, at projektet er realiserbart, men som nok skal viderebearbejdes for at have endegyldig beviskraft.

Det, som jeg her vil beskæftige mig med, er, om basisindkomst harmonerer med retsmoralen, således som den er udtrykt i idéprogrammet. Uanset hvilket resultat medlemmerne når frem til, skal dette krav være opfyldt:

Arbejdsprogrammet skal være i overensstemmelse med idéprogrammet!

Indledningsvis er det formålstjenligt at gøre sig klart med hvilket formål, basisindkomst skal indgå som en del af en retsstat. Mange retsstatsfolk har kategorisk udtalt, at det ikke er statens opgave, at brødføde raske og arbejdsdygtige mennesker. Som Niels Hausgaard så bidende ironisk messede: “Der er altid arbejde til dem, som vil arbejde”. Allerede før denne sang blev forfattet, blev der i idéprogrammet under statens opgaver skrevet: “Staten sikrer forsorgen for varigt handicappede og kronisk syge samt andre, der er ude af stand til at klare tilværelsen for sig og sine.” På denne baggrund forekommer det rigtigst at sige, at basisindkomsten skal sikre enhver borger de basale ydelser. For syge og handicappede har staten yderligere forpligtelser.

Med dette formål erstatter basisindkomsten andre socialt betingede ydelser, hvorfor den må være en fast inflationssikret ydelse, som ikke kan gøres afhængig af grundskyldsprovenuet.

Personlig frihed

Den første grundsætning i idéprogrammet fastslår den personlige frihed. Den har ringe vilkår i dagens Danmark, hvor det offentliges indtægter i væsentlig grad er baseret på beskatning af arbejde. Og hvor ydelser fra det offentlige er gjort socialt betingede.

Jeg skal i denne forbindelse ikke dvæle længe ved indkomstskatten, men fremhæve at den for at være relativt retfærdig (skat på arbejde er ikke retfærdig) kræver en meget nærgående kontrol. Da beskatningen yderligere er gjort afhængig af ægtestand, bopæl m.v. er kravet til det offentliges kontrol af den enkelte borgers gøren og laden udvidet til det groteske. Tænk f.eks. på hvor mange ressourcer, der er anvendt på at bestemme Stephen Kinnock’s skat. Retsforbundet har den ultimative løsning: indkomstskatten skal væk – desværre vil udfasningen tage lang tid.

Udbetaling af offentlige ydelser er i det nuværende system forbundet med om muligt endnu større kontrolforanstaltninger. Udover indkomst- og formueforhold skal klientens ægteskabelige stand og samlivsforhold kontrolleres og her kræver kampen mod de sociale bedragere, at klienternes afgivne oplysninger verificeres ved fysisk kontrol. Claus Hjorth stillede krav til bistandsklienterne om et mindste antal jobansøgninger – nyt krav, nye kontroller. Dette kontrol- og overvågningsapparat er et indgreb i borgerens personlige frihed, men er en uundgåelig del af et system, der er baseret på socialt betingede ydelser.

Set alene i relation til den personlige frihed er løsningen enkel: Socialt betingede ydelser erstattes med universelle ydelser – altså basisindkomst.

Borgernes ligeret

Den anden grundsætning i idéprogrammet fastslår borgernes ligeret i økonomisk og politisk henseende. Den økonomiske ligeret er ikke eksplicit defineret. Af den større sammenhæng kan det udledes, at samfundets indtægter må betragtes som tilhørende borgerne i lige andele, hvilket indebærer at et eventuelt overskud efter afholdelse af retsstatens udgifter udloddes i lige store andele til borgerne. Desværre er denne situation rent hypotetisk i overskuelig fremtid. En sådan udlodning vil i givet fald ikke have karakter af en basisindkomst, men udgøre en grundskyldsdividende.

Da sundhedsvæsenet er en af retsstatens opgaver må dette, sammenholdt med den økonomiske ligeret, udlægges sådan, at behandlingen bør være på samme vilkår for alle (gratis). Dette harmonerer fint med de nugældende regler for hospitalsbehandling, der er gratis for alle. Dette til forskel fra f.eks. tandlægebehandling, der er brugerbetalt, hvilket har bevirket, at mange dårligt stillede ikke får udført behandling, der er af betydning for helbred og livskvalitet. Det er ikke tilfredsstillende i et rigt land.

Borgernes ligeret i økonomisk henseende indebærer, at hvad der tildeles én borger, skal tildeles alle borgere, dvs. socialt betingede ydelser, skal erstattes af universelle ydelser – basisindkomst.

Retten til udbyttet af eget arbejde

Dette er et helt afgørende punkt ved vurdering af basisindkomst og retsmoral. Idéprogrammet siger: “Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde og råder frit derover, når han har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter.” Med andre ord beskatning af borgernes arbejdsindsats skal så vidt muligt undgås, og der skal ses kritisk på, hvilke udgifter staten påtager sig.

I vort nuværende system er en række ydelser og brugerbetalinger socialt betingede, således at bl.a. indtjening og formue bestemmer ydelse/betaling. Dette er i realiteten en beskatning af arbejde omend indirekte. Det er i direkte modstrid med retsmoralen. Og forsåvidt også med den almene retfærdighedsfølelse: for hvorfor skal den der vælger i en periode at arbejde mere, og dermed betaler en højere indkomstskat, yderligere straffes i forhold til den der i samme periode vælger at arbejde mindre. Og hvorfor skal den, der vælger at spare op, yderligere indirekte beskattes i forhold til den, der vælger at forbruge hele sin indtjening.

Det der gør sagen vanskelig er, at den almindelige snusfornuft samtidig siger, at det er hul i hovedet at give ydelser til mennesker, der selv kan betale.

I denne sammenhæng er det imidlertid idéprogrammet, der tæller. Arbejde skal ikke beskattes! Hverken direkte eller indirekte!

Mange politikere har sagt det og gentaget det og gentaget det og …. samtidig med at de har broderet videre på et system, der virker for det stik modsatte. Men som medlem af Retsforbundet skal man med god samvittighed kunne sige det:

–          Det skal kunne betale sig at arbejde.

–          Det skal kunne betale sig at spare op.

Økonomi

Som indledningsvis nævnt kræver de økonomiske konsekvenser yderligere bearbejdning, idet en forøgelse af de skatter og afgifter, der ikke henhører under retsstatens naturlige indtægter, udgør et argument imod basisindkomst. Grundskylden er en konjunkturbestemt afgift, der ikke kan anvendes som skatteskrue, hvorimod ressourceafgifter og grønne afgifter er en mulighed.

Da det ideologisk set er ønskeligt/nødvendigt at omlægge fra sociale ydelser til universelle ydelser, giver det imidlertid mere mening at se på forløbet, fremfor for bare at sammenligne situationen før og efter. Det må være muligt at identificere nogle trin i processen og regne på konsekvenserne. Det er givet, at indførelsen af en basisindkomst er en langvarig proces.

Retsforbundets politik indebærer i forvejen en langvarig ændringsproces, hvori basisløn naturligt kunne indgå. Efter min mening vil denne proces gøres unødvendigt kompliceret, hvis der stilles krav om, at en given udgift kun kan finansieres af en given indtægt. Ændringsprocessen er såmænd kompliceret nok i sig selv. Under hele processen skal der være styr på økonomien.

God debat

Med denne vurdering af idéprogrammet i forhold til basisindkomst håber jeg, at have givet et oplæg til en god og konstruktiv debat, der kan bringe os videre i vor stillingtagen og i forhold til at kommunikere vore grundlæggende idéer og den måde, vi vil realisere dem.

Ib Strømberg Hansen

 


Anders Kjærulf

Bønskrift til de, der bør være ansvarlige

Anders Kjærulf

Anders Kjærulff. Foto : Klaus Vedfelt

I Retsforbundet er vi glade for reflektioner, der går et spadestik dybere og tør tænke på tværs af de vinde, som ellers blæser i dansk politik. Anders Kjærulff vækker i dette indlæg til eftertanke – i forlængelse af de seneste års debat om udviklingen henimod overvågningssamfundet.

Af Anders Kjærulff

Hvad vil det sige at være menneske? At være et FRIT menneske i et demokratisk land?

Blandt andet at man har hemmeligheder for hinanden.

For et menneske består også af sine hemmeligheder. Måske er det endda den vigtigste del af mennesket, der er hemmeligt?

Men selv om et menneske har hemmeligheder, behøver det ikke at være kriminelt.

Endnu er et menneske først kriminelt når det beviseligt har brudt loven.

JEG mener ikke, at øvrigheden bør indsamle beviser om eventuelle lovbrud, før en mistanke er etableret.

Hvis vi tillader samfundet af samle og registrere oplysninger om os, med det formål at kunne etablere mistanken om forbrydelse på et AUTOMATISK grundlag, har vi gjort verden, der som bekendt er skøn, til et bærbart fængsel, som vi alle sammen bor i, uanset om vi har gjort noget eller ej.

Mennesket er uskyldigt til det modsatte er bevist. Men i et automatiseret overvågningssamfund er mennesket skyldigt til det modsatte er bevist.

JEG mener, at et automatiseret overvågningssamfund krænker menneskets egenart, dets evne til selv at skelne mellem rigtigt og forkert.

Ved at automatisere efterforskningsprocessen bliver mennesket en forudsigelig størrelse med et yderst begrænset antal handlemuligheder, et voksent barn i en virtuel kravlegård, hvor vi ikke kan komme til skade eller skade andre.

Konsekvensen af denne mening er også, at jeg mener det bør være op til det enkelte menneske at KUNNE vælge at gøre noget kriminelt, uden at være sikker på automatisk opdagelse og udstødelse.

Jeg er klar over, at netop her er der et springende punkt.

Men vender man argumentationen rundt, således at man IKKE tillader det enkelte menneske frihed til at bryde loven, hvis den står i vejen for ham, hende eller den gruppe menneske han tilhører, da har vi gjort loven større end mennnesket.

JEG mener at det er en illusion at tro, at det automatiserede overvågede menneske ikke vil begå forbrydelser.

Det vil det.

Og historien viser også med al ønskelig tydelighed, at nogle af disse forbrydelser kommer til at finde sted i menneskehedens navn, til gavn for den, idet de udfordrer et urimeligt system og laver det om.

JEG beder derfor vore folkevalgte om at vogte over denne unikke mulighed vores demokrati indeholder, muligheden for at kunne sætte sig op imod et bestående styre, på lovlig som på ulovlig vis. Naturligvis skal forbrydere forfølges og straffes. Men ikke FØR de begår deres forbrydelser.

JEG beder jer tænke på jeres børn og børnebørn og på de samfund, DE måske skal leve i, omgivet af nådesløs, registrerende elektronik.

Tænk frihed først. Tænk på mennesket som stort og lykkeligt og istand til at tage vare på sig selv og på andre. Ikke som et uartigt barn, der skal holdes øje med, og som ikke ved hvad det selv gør.

Vi vil vokse ved det.

Alt andet gør os mindre og skadeligere og ondere end godt og sandt er.

Indlægget er oprindeligt bragt på Facebook, 18. november 2009, og findes også på Aflyttet.dk. Anders Kjærulff er journalist og radiovært på Radio24syv.