Regeringens skattepolitik, skatteunddragelse og den næste økonomiske krise

Monaco_fontvieille

Indkomstskatten er højere end nogensinde. Ordet “frihandel” er frygteligt populært, men vi skaber vi “toldmure” mellem mennesker som aldrig før. 50.000 mia. kr. svømmer rundt i skattely, mens den almene dansker kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Imens vil politikerne hellere høste stemmer end at løse statens grundlæggende problemer.

Produktionsarbejde sendes ud af landet

Trods skattestop og en lille skattelettelse, er vi gået fra en anden plads til første pladsen i skattetryk. Det giver danske virksomheder et konkurrencemæssigt handikap. For mig er spørgsmålet, om danske arbejdspladser bevares. At det fortsat er attraktivt at være borger i Danmark. For lønmodtagere såvel som virksomhedsejere. På grund af det høje skattetryk, bliver alt for mange produktionsarbejdspladser sendt ud af landet. Virksomheder flager ud. Borgere med høj indkomst emigrerer til London, Schweiz eller andre nærområder med et mildere skatteklima. Andre vælger at sikre kapitalen i et skattely.

Skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia. kr.

2 mio. skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia.kr i skattely. Det svarer til ca. 7000 kr. pr. verdensborger. Dette kunne man høre journalist Jørgen E. Petersen berette i orientering DR P1 den 17. okt. 2008. Disse penge ligger nu, som en hengemt valutareserve, udenfor noget lands og skattevæsens kontrol og rækkevidde.

For Danmarks vedkommende vil jeg antage, at det drejer sig om min. 200 mia. svarende til de 2 bankpakker. At disse skatteparadiser ofte har en meget eksotisk beliggenhed, gør ikke opgaven lettere. Samtidig vil nye formodentlig opstå. I en tid hvor alle går ind for frihandel mellem landene, går de samme politikere ind for at have en toldmur mellem borgerne.

Toldmur mellem mennesker

Skat og moms er som en toldmur mellem køber og sælger af arbejdskraft. Skat på arbejde forvrider markedsmekanismen. For arbejderen er følgen; arbejd for to, få løn for en. For virksomhedsejeren er det omvendt; betal for to, få arbejdsydelse fra en. Denne kløft mellem bruttoløn og nettoløn skal i sidste ende betales af kunden til det færdige produkt.

Dette giver meget hårde odds, for virksomheder der skal konkurrere på eksportmarkedet, eller mod importerede varer. Også lokalt opstår der en kløft. Sort arbejde, og “gør-det-selv” arbejde er en følge, der er vanskelig at kontrollere.

Undersøgelser har vist, at 20-25 % af alle danskere arbejder sort. Dermed må der minimum være lige så stor andel kunder. Ergo, er op til halvdelen af alle danskere snydere i skat. I lille målestok, for langt de flestes vedkommende, men ind i mellem er der også store syndere, der bliver afsløret i fusk med moms og skat. Dertil kommer alle de, der ikke bliver afsløret.

Er det rimeligt at have et let omgåeligt skattesystem?

Er det rimeligt at have et skattesystem der åbner så store muligheder for skatteunddragelse. Det er jo kontingentbetaling for medlemskab af samfundet. De ærlige og samvittighedsfulde betaler fuld kontingent. De snu og skruppelløse fravælger den fornøjelse, det er, at betale skat med glæde.

Jeg tror ikke det er muligt, at lave et retfærdigt skattesystem, hvor der ikke kan snydes, når byrden skal lægges på mobile emner. Tilmed er det en dårlig ide, at beskatte hænder, hjerner og kapital. Det er jo netop disse aktiver, vi som samfund skal klare os på.

Beskat de immobile emner

Det vil, efter min bedste overbevisning, være en bedre ide at beskatte de immobile emner. Især bør jordværdierne beskattes. Det vil tilmed være en gratis løsning, idet skattebyrden på jord vil fortrænge en tilsvarende rentebyrde til den jordfinancierende kapital. Der kan ikke snydes.

Tilmed må udenlandske virksomheder også betale en beliggenhedsafgift for at operere i Danmark. Det vil medføre en konkurrencelighed for danske virksomheder.

10 år er gået

Det er nu 10 år siden, Stig Andersen i tv viste, hvorledes, store multinationale selskaber, trods stor omsætning ikke betalte skat. Det er ulige vilkår for danske virksomheder. Efter 10 år er det stadig status quo. Jeg har meldt mig ind i Retsforbundet. Det er det eneste parti der har en ansvarlig jord -og skattepolitik.

Når politikkerne ikke tør tage ansvar, så må borgerne gøre det. Det er derfor mit håb, at ansvarsbevidste læsere af dette indlæg, vil overveje deres politiske fremtid. Med en fortsættelse af det nuværende system, er den næste krise allerede indbygget.

Indlægget er skrevet af Ebbe Nygaard – Medlem af Retsforbundet


2

Nu rabler det for JP – Vil erstatte gode skatter med dårlige

I lederen den 23. august anbefaler JyllandsPosten at fjerne grundskylden og ejendomsværdiskatten og i stedet hente det manglende provenu ved forøgelse af indkomstskatten. Rent konkret foreslår JP at fjerne rentefradragsretten, så boligejerne med størst lånebehov rammes hårdest. Er det sommervarmen? Det forslag kandiderer til årets nytårstorsk!

Alle ved, at skat på arbejde er en dårlig skat. Alle ansvarsbevidste politikere siger da også, at de vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil de gøre for at styrke konkurrenceevnen, øge arbejdsudbuddet og styrke den personlige frihed. De kommer med udtalelser som ‘det skal  kunne betale sig at arbejde’ og ‘det vi vil have mere af, skal vi beskatte mindre’. Værdifulde erkendelser – nu venter vi bare på, at de skrider til handling.

Skat på de samfundsskabte jordværdier er til gengæld gavnlige skatter. De virker dæmpende på dannelsen af boligbobler, der er roden til økonomiske kriser. Doseret rigtigt kan de fuldstændigt eliminere boligboblerne og dermed fjerne hasardelementet ved køb af egen bolig. Og ikke mindst kan de sætte en stopper for generationstyveriet.

Grundskyld er en ren jordværdiskat, mens ejendomsværdiskatten er en kombineret skat på jordværdi og selve boligen. Det sidste er stærkt kritisabelt, idet det er en form for skat på arbejde. Provenuet fra disse skatter har – trods det uheldige element – den yderligere gavnlige virkning, at det kan bruges til at nedbringe de dårlige skatter. Alligevel vil JP fjerne disse skatter!

Hvordan argumenterer JP så for sit molboforslag? Jo, for det første afstiver man skatteminister Holger K. Nielsens autoritet ved at erklære, at HKN er en redelig politiker. Dernæst bringes et længere citat, hvor HKN afslutningsvis konkluderer: “…. Derfor er der ingen objektiv pris for et hus.” Det er det vitterlige vås. Huse og ejerlejligheder handles på et frit marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prisen. Bedre værdifastsættelse gives ikke. Og det ved JP sikkert også. Alligevel konkluderer JP i sagens tjeneste: “Med prisværdig ærlighed slår Danmarks skatteminister fast, at ejendomsbeskatningen aldrig nogensinde vil kunne hvile på et retfærdigt grundlag. Mange tak for det.”

Voila, hermed mener JP det bevist, at den eneste forstandige løsning er at fjerne de gavnlige skatter og øge de skadelige.

Jeg vil i stedet foreslå, at der satses på de gavnlige og retfærdige skatter. Der bør derfor snarest tages initiativ til en genopretning af det velfungerende vurderingssystem, som den borgerlige regering fik saboteret. Samt til en omlægning af ejendomsværdiskatten til en ren jordværdiskat, så vi får aflivet beskatning af folks boliger og alene beskatter de samfundsskabte jordværdier.

Hermed opfordres til en seriøs debat om skat og fordelingspolitik.

Indlægget er syndikeret fra Den Danske Henry George Forening og skrevet af Ib Strømberg Hansen.


Torsten Rugaard Sylvest

Liberal Alliance kærer sig ikke om den almene boligejer

Torsten Rugaard Sylvest

Torsten Sylvest – ved Retsforbundets Landsmedlemsmøde 2013, ArenaSyd, Vamdrup. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen. Licens : Creative Commons by-sa 2.0

Af Torsten Sylvest, medlem af landsledelsen i Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti

Det er landets angiveligt fremmeste fortaler for liberale værdier, der her opfordrer til, at de særinteresser hans parti forsvarer fortsat skal have love til at spekulere uhindret, uhæmmet og til skade for samfundsøkonomien. Anders Samuelsens forsøg på at overbevise vælgerne om, at han kærer sig om almindelige menneskers boligsituation, nærmer sig det uvederhæftige.

Skræmmebilledet af en grundskyld, der på et øjeblik kan hive det økonomiske tæppe væk under en almindelig familie i egen bolig, er mildest talt urealistisk, alene af den grund, at der er et lovmæssigt loft over den kommunale grundskyldspromille og at en stigende grundskyldspromille i sig selv vil holde priserne og vurderingerne i ro.

Med hensyn til vurderingerne, så er vi selvsagt enige med Anders Samuelsen og i øvrigt med det meste af landet i, at det er en ren skandale, at der ikke er styr på dem. Ulykken skete da den borgerligt liberale VKO regering valgte at centralisere ejendomsvurderingerne ved tage dem fra kommunerne og give dem til skat. vurderingerne skal tilbage til dem, der kender lokalområdets pris- og samfundsudvikling og som ikke er sendt i byen med en landspolitisk dagsorden.

Den almindelige familie i egen bolig har brug for at få lettet skatten på deres lønindkomst, den har brug for en nedsættelse af momsen så deres leveomkostningerne lettes, så de har råd til at få lavet bilen og så det firma far arbejder for, stadig findes her i landet.

Den har også brug for at vide, at den grundskyld de betaler til fællesskabet giver mening, fordi det der beskattes, er en værdistigning de har som følge af en samfundsudvikling og fordi grundskyld er det sikreste bolværk mod nye bolig-bobler og nye skadelige kriser, der vil tvinge dem fra deres hjem.

Liberal Alliances modstand mod grundskyld giver ikke mening ud fra et liberalt samfundssyn. Liberalismens ideologiske ophav Adam Smith, gik ind for inddragelse af jordrenten, altså grundskyld, som en retfærdig skat, der rammer monopoler og ikke arbejdet (som f.eks. indkomstskat)

Liberal Alliance afslører sig igen som et simpelt skattenægterparti, der udelukkende fører politik der tilgodeser de mest velstillede og som udelukkende vil spare sig til at betale regningen, uden at bekymre sig om hvilket samfund og hvilke økonomiske vilkår det efterlade os andre med.

Indlæg oprettet som et svar på en kronik af Anders Samuelsen i Berlingske Tidende 18/09-2013. 


Grundskyld er liberal politik

Liberalismens grundlægger Adam Smith gik ind for inddragelse af jordrenten, altså grundskyld, som en retfærdig skat, der rammer monopoler og ikke arbejdet (som f.eks. indkomstskat).

Det afholder ikke Liberal Alliances spidskandidat Jesper Bræmer (Amtsavisen 16/9) fra at betegne grundskyld som ”misundelsesskat” og ”skattehelvede”. Hans parti vil åbenbart hellere have at folks arbejde beskattes end at arbejdsfri, samfundsskabte værdier inddrages.

”Grundskyld er en ekstra skat som boligejere bliver pålagt”, skriver han – åbenbart uvidende om, at alle jordbesiddere betaler grundskyld. Grundskylden er i øvrigt ikke alene liberal, det er også social: Fordelingspolitisk virker den proportional.

Samfundsøkonomisk virker grundskyld sænkende på ejendomspriserne og er dermed egnet til at forebygge boligbobler og stille generationerne lige. Det er både liberalt og socialt. Jo højere grundskylden er, jo mindre behov har boligkøbere og boligejere for at gældsætte sig. Det er nok derfor, at det bankfinansierede Liberal Alliance hader grundskylden.

Modsat Jesper Bræmer vil jeg derfor rose byrådets beslutning om over seks år at sætte grundskylden op fra knap 28 promille til 34. Derved skåner man borgerne for en tilsvarende højere indkomstskat. Det er den mest positive og fremsynede beslutning, byrådet har taget i årevis.

Ib Christensen, fhv. MEP & MF,

Ovenstående læserbrev blev bragt i Randers Amtsavis 


Retsforbundet til Kommunalvalg

kommunalvalg_2013

Retsforbundet ønsker at stille op til kommunalvalget i så mange kommuner og regioner som muligt…
Vi mener at det er på tide, at det snart 95 år gamle parti igen træder ind på den politiske scene, efter alt for mange års fravær og KV13 kunne være en passende begyndelse.

Retsforbundets ideologi bygger jo som det vil være de fleste bekendt på det princip, at jord og naturressourcer bør være et fælles samfundseje og at grundskyld (jordrente / jordleje) samt vores forbrug af naturressourcer – altså den del af vores fælles eje som vi hver især bruger eller monopoliserer – der i højere grad skal betale vores fælles (offentlige) udgifter. Følgeligt skal det i mindre grad være skat på den indkomst vi har tjent på at arbejde.

Oversat til kommunalpolitik betyder det, at vi grundlæggende går ind for, at den kommunale grundskyld er så høj som mulig og at skatteprocenten sænkes tilsvarende.

Vi bemærker at de partier der kalder sig liberale (både LA og Venstre) forsøger at udhule og måske afskaffe grundskylden. Det vil vi gerne advare kraftigt imod. Vi mener at grundskyld er blandt de eneste rimelige måder, et samfund kan hente indtægter til fællesskabet på, fra borgerne.

Det retfærdige i vores forestrukne princip ligger i, at beskatte værdien af den jord du bor på (uanset din boligform) stiger og falder som følge af en vekselvirkning mellem nogle blivende forudsætninger (natur og beliggenhed) og en samfundsudvikling i dit lokalområde. Altså faktorer som du som borger og familie ikke har den store indflydelse på.

Det uretfærdige er at beskatte den indtægt du har skabt ved din egen arbejdsindsats.

Samtidig er grundskyld og skat på jord og fast ejendom gode solide skatteindtægter som en kommune kan regne med og i øvrigt det eneste effektive værn vi har mod boligbobler og tilhørende kriser.

De liberale partier, der er modstandere ar grundskylden, mangler at gøre rede for, hvorfor de ønsker på én gang at øge risikoen for boligbobler og fjerne et sikkert indkomstgrundlag for kommunerne. De mangler til lige at gøre rede for, om den sænkede eller helt fjernede grundskyld skal erstattes af en øget kommunal trækprocent eller en forringet kommunal service.

Retsforbundets kommunalpolitik indeholder selvsagt andet og mere end en skattemæssig omfordeling.
Vi vil styrke og forsvare det kommunale selvstyre og de demokratiske principper i kommunen – herunder også det lokale nærdemokrati.
Vi har lokalpolitiske holdninger til børne-, skole-, social og ældrepolitik samt til trafik-, anlægs- og kulturpolitik.

Torsten Sylvest, medlem af landsledelsen
For yderligere spørgsmål, kontakt; torsy@retsforbundet.dk


Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti

Borgerlige kupper ejendomsskatten

V,DF,LA og K vil afskaffe ejendomsskatterne eller reducere dem mest muligt. Det ser man i kommunerne, hvor de foretrækker at beskatte folks arbejde gennem indkomstskatten frem for at inddrage arbejdsfri gevinster gennem grundskyld.

VK-regeringen gennemførte med støtte af DF en fiksering af ejendomsværdiskatten og lagde loft over grundskylden. Man ville helst også have fastlåst grundskylden, men kommunerne kan ikke undvære denne indtægtskilde. Formentlig som et led i en begyndende afvikling af ejendomsskatterne nedlagde man i 2003 vurderingsrådene i de dengang 270 kommuner og centraliserede vurderingerne i Skat men en bemanding på sølle 150 personer til at vurdere 1,7 mio. ejendomme. I stedet for årlige vurderinger indførte man 2-årige.

Det siger sig selv, at det måtte gå galt, og det har sådan set været hensigten: Ejendomsbeskatningen i Danmark skulle fikseres og udfases. Nu skylder de nævnte borgerlige partier vælgerne at give klar besked: Er det stadig målet, hvis de vinder næste folketingsvalg, at afvikle ejendomsbeskatningen i Danmark og dermed gå lodret imod de økonomiske vismænd, Nationalbanken, OECD og EU, der alle anbefaler det modsatte: at øge den løbende ejendomsbeskatning til fordel for lavere skat på arbejde?

Så er det op til vælgerne om de hellere vil være små boligspekulanter eller have et arbejde. Vi så hvorledes VKDF-flertallets ejendomsskattestop bevirkede, at Danmark var et af de lande, der fik den største boligboble og blev ramt hårdest af den økonomiske verdenskrise, udsprunget af den amerikanske boligboble. Den har foreløbigt kostet os 200.000 produktionsarbejdspladser og recession.

SRSF-regeringen bør etablere en bemanding i Skat, der er tilstrækkelig i antal og kvalifikationer til at løse vurderingsopgaven kompetent, herunder inddrage ejendomsmægler-kompetence, og så bør de årlige ejendomsvurderinger genindføres. Da grundskylden ikke er omfattet af skatteforliget, bør man sammen med Enhedslisten genindføre statsgrundskylden på 1 % og bruge provenuet til nedbringelse af skatten på arbejde.

Her vil man have vælgerne bag sig: På spørgsmålet om de vil acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde sættes tilsvarende ned, svarer 66 % ja, kun 22 % nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarede 71 % ja og blandt SF-vælgerne var det 69 % (Gallup i Berlingske 21/2 11). Og de radikale siger, at de lytter til økonomerne ….

Ib Christensen, fhv. MEP & MF,
Gørtlervej 26, Randers.


En bæredygtig økonomi

SKAT, skattesnyd og signalværdi

SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?

Af Ebbe Nygaard

Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.

Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.

Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.

Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.

Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.

Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.

På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”

I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.


Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan

Flygtningepres i Jordan : en økonomisk katastrofe

Børn i skole i Za'atri flygtningelejren i det nordlige Jordan.

Børn i skole i Za’atri flygtningelejren i det nordlige Jordan. Foto : UN Photo/Mark Garten. Licens : Creative Commons by-nc-nd 2.0

Vi har lige nu en frygtelig konflikt i Syrien. Flygtninge fra landet strømmer til nabolandene. For Jordan, som har taget imod de fleste flygtninge fra Syrien, er ankomsten en økonomisk katastrofe. En katastrofe, som vil blive værre, hvis ikke vi gør noget – lige nu, men også på længere sigt. Denne artikel er et forsøg på at give et retsliberalt perspektiv på ikke bare situationen i Jordan, men også det globale problem vi har, at folk flygter.

Som i alle andre voldelige konflikter rammer krigshandlingerne i Syrien civile – unge, gamle, familier. Alt hvad de har kendt ødelægges. Deres land, arbejdspladser, deres hjem. I øjeblikket strømmer civile flygtninge i stort tal ud af Syrien, og forsøger i første omgang at komme ind i landets nabolande. Særligt Jordan er udsat for store flygtningestrømme fra det krigshærgede land.

Flygtningene søger en ny tilværelse i et fremmed land, i nabolandet, eller for de der har råd og mulighed herfor, i et tredie land, der stiller sig villigt til at modtage dem. Dette kunne være et europæisk land, som f.eks. Danmark. Men dette er ikke den optimale løsning, af mange forskellige årsager.

I Tyrkiet har flygtningestrømmen ført til flere voldelige sammenstød på grund af pladsmangel i flygtningelejrene. For Jordan er flygtningestrømmene en regulær økonomisk katastrofe (hvilket man bl.a. kan læse mere om på her). Tilstrømningen fører til voldsomme prisstigninger (f.eks. huslejestigninger på op til 300%), idet flygtningene efterspørger land, boliger og arbejde. Den stigende efterspørgsel på jord giver jord- og ejendomsbesiddere udsigt til gode indtægter, når flere efterspørger den samme begrænsede jord – og jo flere der kommer til, desto bedre indtægter er der udsigt til i fremtiden. Problemet med prisstigningerne på jord er imidlertid, at det også fører til øgede omkostninger for virksomhederne, hvilket derved presser lønnen, og gør det sværere for de i forvejen hårdt pressede jordanere (de, som ikke er så heldige at eje fast ejendom), såvel som for de nytilkomne flygtninge, at leve og bo – og dermed at arbejde og skabe reelle værdier og forbedringer i landet.

I det tilfælde at verdenssamfundet træder til med økonomisk hjælp til Jordan vil dette forværre problemet, idet den økonomiske tilførsel vil blive slugt af yderligere prisstigninger, som vil følge saltvandsindsprøjtningen. Det vil være som at tisse i bukserne en kold vinterdag – lune godt på kort sigt, men blive koldt og helbredstruende på lang sigt.

Endnu værre bliver det, når hjælpen tilbydes i form af et lån, som det ser ud til at blive tilfældet med en aktuel hjælp fra Verdensbanken. Da vil ikke blot lånet blive slugt af den onde økonomiske spiral Jordan befinder sig i, i øjeblikket – landet vil også blive forgældet til op over begge ører, hvilket den jordanske befolkning naturligvis skal bære som endnu et åg på deres skuldre. Det eneste positive der er at sige om det er, at det måske kan bane vejen for det arabiske forår i Jordan, som indtil nu er udeblevet.

En lidt bedre løsning er for verdenssamfundet at træde til ikke ved direkte økonomisk hjælp, men ved at acceptere at modtage en del af de der har måttet flygte. Det har vi internationale aftaler om, og det er generelt en god idé, idet det spreder belastningen, som f.eks. Jordan lige nu udsættes for. Og vi kan gøre det med det samme – hvilket der er behov for nu.

Problemet med tilstrømningen vil imidlertid vedblive at være det samme. Tilstrømningen af flygtninge i stort antal vil føre til prisstigninger, forårsaget af den samme form for spekulation i stigende grundværdier som Jordan p.t. oplever – de vil blot blive spredt over flere lande, og blive båret af stærkere skuldre – hvilket generelt er rimeligt, men ikke altid opleves som rimeligt af de der skal bære byrden i modtagerlandene – og især opleves negativt af de, som i forvejen befinder sig i en vanskelig økonomisk og social position, og samtidig rammes af reduktion i velfærdsydelser og besparelser på offentlig service.

Skal vi løse flygtningeproblemerne i Jordan, skal der derfor andre boller på suppen. Der skal en grundskyldsreform til – i Jordan, og en international hjælpepakke skal derfor efter Retsforbundets opfattelse følges af en aftale som regulerer det jordanske ejendomsmarked. Ikke som et diktat fra det internationale samfund, men som en hjælp til selvhjælp, der kan få den jordanske økonomi på ret kurs igen, i kombination med at verdenssamfundet tager en del af belastningen på sig, ved at erklære sig villigt til at modtage en del de syriske flygtninge.

Retsforbundet foreslår desuden at den internationale hjælp til flygtningeramte områder udformes på en måde, så den finansieres af en global grundskyldsfond, hvortil FN’s medlemsstater bidrager relativt – i forhold til staternes respektive naturressourcer og samlede grundværdier. Fra samme fond kunne tildeles midler, der gør det muligt for lande, der er villige til at modtage flygtninge, at finansiere deres modtagelse og integrationsproces i modtagerlandet.

Måske kunne en sådan model være begyndelsen til en global omfordeling fra ressourcestærke nationer til mindre ressourcestærke nationer, uden at det belaster de i forvejen marginaliserede og besiddelsesløse, og oftest hårdest arbejdende af verdens indbyggere?

Morten Blaabjerg, flygtninge- og integrationsordfører for Retsforbundet, Danmarks bæredygtige parti

Yderligere information