Åbent brev til skatteministeren

Ib Christensen skriver et åbent brev til den nye skatteminister.

Kære Morten Østergaard, til lykke med dit nye ministerium. Det kan blive skatteministeriet, der på en gang markerer regeringens økonomiske ansvarlighed og sociale profil og dermed skaber kant til oppositionen såvel til venstre som til højre.

Regeringen har gennemført upopulære, men nødvendige, reformer samen med den borgerlige opposition i bestræbelsen på at opnå en solid offentlig økonomi. Det har ikke været nemt at se forskel på denne regering og dens borgerlige forgænger. Med formentlig halvandet år til næste folketingsvalg må tiden være inde til at markere forskellen – uden at sætte økonomien overstyr.

De to regeringspartier har en lang fælles tradition for reformer af det danske samfund, hvis mål har været at skabe lige muligheder for alle og større social retfærdighed. Nu, da den offentlige sektor udgør omtrent halvdelen af BNP, er grænsen tydeligvis nået for udvidelse af den offentlige sektor og øgede overførselsindkomster.

En skattereform er det instrument, som både kan skabe soliditet og stabilitet i den offentlige økonomi og samtidig større social retfærdighed. ”De offentlige indtægter skal i stort omfang hvile på afgifter på forbrug af naturressourcer og beskatning af fast ejendom”, står der i Radikale Venstres principprogram. Det vil gøre det muligt at lette skatten på arbejde og forebygge nye boligbobler og dermed følge rådene fra de økonomiske vismænd, Nationalbanken samt OECD´s og EU`s økonomer. ”Vi lytter til økonomerne”, sagde de radikale forud for sidste folketingsvalg.

Socialdemokraterne siger i deres principprogram: ”Vi ønsker at fastholde skattesystemets progressivitet, der sikrer en økonomisk omfordeling. Kun ved at fastholde solidariteten også på dette område, kan vi fastholde lige muligheder og friheden til den enkelte.”  En omfordeling til fordel for arbejdet og imod de arbejdsfri, samfundsskabte gevinster giver lige muligheder og større frihed for den enkelte.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at den største ulighedsskabende faktor i de senere år var den enorme boligboble i 00èrne.

En skattereform, der leder investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation, som desuden gør det vanskeligere at unddrage sig skat i en globaliseret verden, som fremmer mobiliteten på boligmarkedet, og som samtidig er fordelingspolitisk progressiv, må også være i de to parlamentariske støttepartiers interesse.

I regeringsrundlaget står, at boligskatten skal holdes i ro i denne valgperiode, men intet hindrer, at regeringspartierne sammen med støttepartierne gennemfører en sådan skattereform, blot den først træder i kraft i 2016. Den kan dog ikke omfatte ejendomsværdiskatten og skatteværdien af rentefradraget, idet disse er omfattet indtil 2020 af skatteforliget med Venstre og konservative.

Tilbage er grundskylden, som alligevel skal reformeres, når det gælder vurderingssystemet. Det bør ændres til årlige vurderinger og med en tilstrækkelig og kompetent bemanding. Kommunerne har brug for de mange milliarder, grundskylden giver, og man kan supplere den ved at genindføre statsgrundskylden på 1 %, anvendt til nedsættelse af skatten på arbejde.

Er det en upopulær reform? Ingenlunde: 66 % af vælgerne er rede til at acceptere højere boligskat, hvis skatten på arbejde lettes tilsvarende. 68 % af de socialdemokratiske vælgere og 71 % af SF-vælgerne mener det. (Gallup i Berlingske 17/2 11). Bl.a. krisebevidstheden og viden om de boligbobler, der skabte krisen, forklarer formentlig denne holdning hos vælgerne.

Kære skatteminister, hvorfor ikke vise samme politiske mod i skattereformspørgsmålet som regeringen har vist omkring overførselsindkomsterne? Her kan I tilmed appellere til jeres kernevælgere!

Ib Christensen