Hus på Frederiksberg.

Fornyelse af ejendomsbeskatningen er hårdt tiltrængt

Hus på Frederiksberg

Hus på Frederiksberg. Foto : News Oresund. Licens : Creative Commons by 2.0

Af Ib Strømberg Hansen

Søren-Michael Pihl, konservativ folketingskandidat, efterlyser i Den korte Avis den 20. november nytænkning omkring beskatning af ejendom. Det er yderst prisværdigt – og nødvendigt. Men det forslag, som Søren-Michael Pihl præsenterer (avancebeskatning), er hverken nyt eller tilstrækkeligt.

For at nå frem til en retfærdig og effektiv ejendomsbeskatning er det nødvendigt at se på de problemer, eller snarere katastrofer, der er indbygget i det nuværende system.

  1. Det fører til boligbobler, der udløser økonomiske kriser.
  2. Det gør køb af bolig til et kasinospil – nogle indkasserer millioner mens andre ruineres.
  3. Det indebærer et generationstyveri, hvor de unge finansierer de ældres friværdibaserede luksusforbrug.
  4. Det kræver alt for høj beskatning af arbejde.
  5. Det indebærer forskelsbehandling af ejere og lejere.
  6. Det indebærer geografisk forskelsbehandling.
  7. Det indebærer beskatning af boligen.
  8. Det medfører unødvendig høj binding af kapital, der bedre kunne anvendes i erhvervslivet.

En avancebeskatning har stort set ingen effekt i forhold til at løse disse problemer.

Boligbobler
Det kan også være befordrende for nytænkningen at tage ved lære af fortidens fejl. Da det økonomiske opsving i 0-erne tordnede derudaf, og Anders Fogh og Thor Pedersen troede, at de kunne gå på vandet og mente, at lærebøgerne skulle skrives om, advarede de økonomiske vismænd og fremtrædende økonomer om, at der måtte gribes ind overfor de vildt stigende ejendomspriser. Det blev arrogant afvist. Resultatet er sørgeligt bekendt: Den internationale økonomiske krise ramte os ekstra hårdt. Denne krise blev som bekendt udløst af boligboblen i USA.

I denne forbindelse skal den japanske boligboble i slutningen af 80-erne også nævnes. Den bidrog til en enorm aktieboble, inden det hele kollapsede. Virkningen på den tidligere så magtfulde japanske økonomi var enorm. Japan kæmper i dag stadig desperat for at få sin økonomi på fode. Målt på de økonomiske nøgletal og aktieindekset er der meget langt endnu.

En ægte nytænkning kræver en nøje overvejelse af vor opfattelse af ejendomsretten. Spørgsmålet er: hvem har egentlig ejendomsretten til de samfundsskabte værdistigninger på ejendomsmarkedet og for den sags skyld også til værdistigningerne på landbrugs- og anden produktionsjord? Og hvem har ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats?

Formueforhold
Skal der nytænkes må ejendomsbeskatningen også ses efter i sømmene. Hvad er det, der i det nuværende system beskattes? Det er både grundværdierne og bygningværdierne – altså en form for en formueskat på disse værdier uden hensyntagen til om værdierne er belånt. Med andre ord udsættes ejeren for en form for formuebeskatning uden nogen form for hensyntagen til hans reelle formueforhold.

Bygninger
Beskatningen af bygningsværdierne er på mange måder forkastelig. Det er da heller aldrig lykkedes politikerne at få boligejerne til at acceptere denne beskatning som retfærdig, uanset om de har kaldt det ejendomsværdiskat, skat på lejeværdi af egen bolig eller andet. Heller ikke økonomernes lærde udredninger om den højere retfærdighed har gjort indtryk. Det er forståeligt. For enhver kan med sin sunde fornuft indse, at det ikke er retfærdigt, at den boligejer, der udvider og forbedrer sin bolig, skal beskattes hårdere end den, der bruger sine ressourcer anderledes. Beskatningen af bygningsværdierne fungerer som en gentagende beskatning af allerede beskattet arbejde.

Beskatningen af bygningsværdierne (ejendomsværdiskatten) er yderligere i vort nuværende system udstyret med den uretfærdighed, at den kun pålægges boligejerne.

Grunde og jord
Beskatningen af grundværdierne (jordværdibeskatning/grundskyld) er, anvendt på den rigtige måde, en gavnlig, ja intet mindre end en decideret nødvendig, skat. Den kan stabilisere ejendomsmarkedet og derved forhindre boligbobler. Og den kan eliminere alle de problemer, jeg indledningsvis oplistede.

Jordværdibeskatningen er en løbende skat, der kan sammenlignes med en brugsafgift, der hele tiden modsvarer grundens aktuelle brugsværdi. Den imødekommer dermed ikke Søren-Michael Pihl’s krav om, at beskatningen skal følge pengestrømmen. Set i forhold til de meget væsentlige problemer den løser, er det en beskeden ulempe. Ulempen i det nuværende system er langt større, fordi det tilskynder folk til at beholde for store og attraktivt beliggende boliger, fordi den reelle udgift betales af andre. Der vil dog være enkelte, der faktisk vil opleve problemer. Med de store fordele en jordværdibeskatning vil medføre, vil det være overkommeligt at finde løsninger. Vi har allerede i vort nuværende system en udmærket ordning, hvor pensionister kan få indefrosset ejendomsskatter mod pant i ejendommen.

En mere udførlig redegørelse for jordværdibeskatningen ligger uden for denne kommentars rammer, men jeg vil henvise til min artikel ‘Retfærdig fordelingspolitik – nu’ på den danske Henry George Forenings hjemmeside.

På et meget væsentligt punkt kan jeg tilslutte mig Søren-Michael Pihl. Retssikkerheden skal være i orden. Det opnås ved et effektivt vurderingssystem og borgernes reelle mulighed for at få afprøvet systemets vurderinger. Derfor må de konservative, i stedet for at sabotere vurderingssystemet, arbejde målrettet på at få det styrket.

Og lad mig så slutte i en ægte forbrødring med de konservative i den positive ånd, hvori Søren-Michael Pihl har indledt denne fornyelsesdebat. Skatten på arbejde skal markant sænkes – og gerne over en længere årrække helt afvikles. Den eneste realistiske måde til at opnå dette mål er en løbende beskatning af grundværdierne med det udtrykkelige mål at stabilisere ejendomsmarkedet.


Foto: Orf3us under Creative Commons 3.0 licens

Hvor længe vil vi finde os i boligbobler?

Foto: Orf3us under Creative Commons 3.0 licens

Offentligt byggeri som vi alle betaler giver boliggevinst til de, der tilfældigvis ejer lejlighederne lige nu – til skade for de, der senere har brug for at købe. Foto: Orf3us under Creative Commons 3.0 licens.

Hvor længe endnu vil vi finde os i at vores bolig skal være en lotteriseddel? Det er mere end 150 siden folkestyret blev indført og de fleste privilegier blev afskaffet. Alligevel tillader vi stadig et boligmarked hvor de, der er heldige at købe og sælge på det rigtige tidspunkt bliver rige, mens andre stavnsbindes eller ruineres.
Vil danskerne virkelig blive ved med at se den ene boligboble efter den anden blæses op og vente i spænding på hvornår den næste sprænges?

I denne uge forudser en artikel i Berlingske at en ejerlejlighed på Frederiksberg, der i dag koster 3,6 mio kr kan stige til 21 mio om 10 år.
For den person, der allerede har købt en sådan lejlighed for nylig kan det lyde lovende – hvis man da ikke får brug for snart at skulle købe noget andet i nærheden. For den der har købt og helt eller delvist betalt en sådan lejlighed for længe siden er det en drøm. For arvinger til den sidstnævnte er det en sikring af slægtens plads i den privilligerede klasse.
Men for den der endnu ikke har fået foden indenfor på boligmarkedet er det en lurende katastrofe.

Boblen brister – men hvornår?

Et af problemerne er, at stigningerne ikke vil være konstante. På et tidspunkt sker der en overophedning: Pengene vil sidde løst hos banker og kreditforeninger og mange vil komme til at låne mere, end de kan klare at betale tilbage. Der vil blive bygget mange nye boliger af både private og af firmaer, pensionskasser og spekulanter, der håber på at tjene på de stigende priser. Mange vil forsøge at sælge fast ejendom mens priserne er høje. På et tidspunkt vil der være så mange bygninger og lejligheder til salg at prisniveauet ikke kan holde og boblen vil briste.

Vi ved alle, det vil ske, for det hører med til vores system. Vi ved blot ikke hvornår, men vi ved at det vil gøre ondt på mange.

Fællesskabet og de udsatte betaler prisen

For samfundet er det en social belastning at nogle mennesker i vores fællesskab oplever en nedtur som kan medføre forskellige behov for hjælp og yderligere forværrer mulighederne for at bryde en negativ social arv.
Derudover er det et stort samfundsøkonomisk problem at en stigende del af økonomien bindes i beliggenhedsværdier, der i bund og grund kun eksisterer på grund af vores fælles indsats – blandt andet de penge samfundet poster i dyre anlægsarbejder, som fx. Metroen. Det er penge, der er opkrævet i skat på vores arbejde, men som ender i lommen på de, der har trukket den rigtige seddel i boliglotteriet.

Kun Retsforbundet tør tage kampen op

Beliggenhedsværdierne er skabt af os alle sammen. Både de skattepenge, der bliver brugt på offentlig service, de penge vi lægger i butikkerne og de aktiviteter vi udfører i vores fritid er med til at sætte niveauet for, hvor meget lejligheder, huse og ubebyggede grunde kan sælges for i et givet område.

Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti vil ikke vil lefle for den del af vælgerne, der tjener penge på friværdifesten. Vi ønsker at opkræve en høj løbende afgift på beliggenhedsværdierne, som kan holde priserne i ro og til gengæld hæve det skattefri bundfradrag, så du kan få meget mere ud af lønnen for dit arbejde.

Der er andre partier, der ynder at sige det skal kunne betale sig at arbejde. Det klinger hult når man ved at din boligsituation i dag har større indflydelse på din samlede livsindtægt end om du tjener 10.000 mere eller mindre om måneden. Vil du virkelig finde dig i det? Retsforbundet vil ikke.

/Jan Møgelbjerg


Poul Gerhard Kristiansen

Stop grundskyldsklynkeriet

Poul Gerhard Kristiansen

Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører. Foto : Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti

Når Venstre og andre borgerlige partier benytter kaos i SKAT til at bekæmpe grundskylden, så er det ud fra en betragtning om, at vælgernes hukommelse er kort. Den tidligere regerings beslutninger førte til dette kaos og lukkede øjnene for konsekvenserne. Den nuværende har fortsat passiviteten.

Venstres skattestop på ejendomsværdi

Det er Venstre selv, som har undergravet vurderingerne ved, i 2003, at flytte dem fra kommunerne, som havde lokalkendskabet og ved at gennemføre det tåbelige skattestop på ejendomsværdi. Et stop, som sammen med en række andre tiltag til fordel for de eksisterende boligejere, pustede boligboblerne endnu større, forøgede krisen og reelt udskød betalingen af grundskylden. Den politik har uden grund bragt mange i økonomisk uføre og fallit, – ikke den smule kommunale grundskyld vi har.

Når skatteydere efter gældende lovgivning og regler – uanset hvor urimelig den måtte synes – har betalt for meget, så skal de selvfølgelig have pengene tilbage. Længere er den ikke. Men sagligheden har desværre kummerlige kår også i denne diskussion.

Skru op for grundværdien

SKAT har ret i, at grundværdien skal være større i forhold til husets værdi. Det koster jo ikke meget mere at bygge et hus på Frederiksberg frem for i Ulfborg. Men til gengæld er der stor forskel på, hvor attraktiv beliggenheden er. Den udtrykkes i grundværdien, og har intet med den enkeltes arbejdsindsats at gøre. Den er skabt af os alle i fællesskab.

Desværre udnytter de borgerlige partier situationen til, i et ideologisk korstog ført på et forfejlet grundlag, at angribe den lille grundskyld vi har tilbage.

Hysterisk skræmmekampagne

Nogle politikere og medier lader sig manipulere af parcelhusejernes landsforenings klynkeri til fordel for os ”stakkels” ejere. Det på trods af at vi i årtier, skattefrit, har skovlet penge ind på den socialt uansvarlige skattepolitik. En skattepolitik som ikke mindst den borgerlige regering fuldstændigt skamløst gennemførte.

Kendsgerningen er, at vi har brug for en bæredygtig skattereform med mere grundskyld, så vi kan flytte skat fra arbejde og flid, over på de værdier som vi skaber i fællesskab, eller som skyldes attraktiv beliggenhed. Det giver retfærdighed for de unge, for lejerne og for skatteyderne, som i dag er dem, der betaler for en uretfærdig beskatning, som brandskatter arbejde, og lader gevinster på held og spekulation være skattefri.

Vi har brug for en skattereform, som kan hindre nye boligbobler og deraf følgende kriser, der rammer almindelige mennesker. Det sidste vi har brug for er en uansvarlig skattepolitik, som belønner spekulation med arbejdsfrie indtægter samtidig med at den straffer reelt arbejde.

Indlægget er skrevet af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører.


Basisindkomst – Et overgreb mod retsmoralen eller dens logiske konsekvens?

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

-Det er spørgsmålet, som Retsforbundets medlemmer skal have afklaret, efter at det seneste landsmøde besluttede, at landsledelsen skal indarbejde et forslag til basisindkomst i det arbejdsprogram, som skal forelægges næste landsmøde.

At basisindkomst indebærer mange fordele har borgerlønsbevægelsen glimrende redegjort for på deres hjemmeside, hvor der også findes økonomiske overslag, der indikerer, at projektet er realiserbart, men som nok skal viderebearbejdes for at have endegyldig beviskraft.

Det, som jeg her vil beskæftige mig med, er, om basisindkomst harmonerer med retsmoralen, således som den er udtrykt i idéprogrammet. Uanset hvilket resultat medlemmerne når frem til, skal dette krav være opfyldt:

Arbejdsprogrammet skal være i overensstemmelse med idéprogrammet!

Indledningsvis er det formålstjenligt at gøre sig klart med hvilket formål, basisindkomst skal indgå som en del af en retsstat. Mange retsstatsfolk har kategorisk udtalt, at det ikke er statens opgave, at brødføde raske og arbejdsdygtige mennesker. Som Niels Hausgaard så bidende ironisk messede: “Der er altid arbejde til dem, som vil arbejde”. Allerede før denne sang blev forfattet, blev der i idéprogrammet under statens opgaver skrevet: “Staten sikrer forsorgen for varigt handicappede og kronisk syge samt andre, der er ude af stand til at klare tilværelsen for sig og sine.” På denne baggrund forekommer det rigtigst at sige, at basisindkomsten skal sikre enhver borger de basale ydelser. For syge og handicappede har staten yderligere forpligtelser.

Med dette formål erstatter basisindkomsten andre socialt betingede ydelser, hvorfor den må være en fast inflationssikret ydelse, som ikke kan gøres afhængig af grundskyldsprovenuet.

Personlig frihed

Den første grundsætning i idéprogrammet fastslår den personlige frihed. Den har ringe vilkår i dagens Danmark, hvor det offentliges indtægter i væsentlig grad er baseret på beskatning af arbejde. Og hvor ydelser fra det offentlige er gjort socialt betingede.

Jeg skal i denne forbindelse ikke dvæle længe ved indkomstskatten, men fremhæve at den for at være relativt retfærdig (skat på arbejde er ikke retfærdig) kræver en meget nærgående kontrol. Da beskatningen yderligere er gjort afhængig af ægtestand, bopæl m.v. er kravet til det offentliges kontrol af den enkelte borgers gøren og laden udvidet til det groteske. Tænk f.eks. på hvor mange ressourcer, der er anvendt på at bestemme Stephen Kinnock’s skat. Retsforbundet har den ultimative løsning: indkomstskatten skal væk – desværre vil udfasningen tage lang tid.

Udbetaling af offentlige ydelser er i det nuværende system forbundet med om muligt endnu større kontrolforanstaltninger. Udover indkomst- og formueforhold skal klientens ægteskabelige stand og samlivsforhold kontrolleres og her kræver kampen mod de sociale bedragere, at klienternes afgivne oplysninger verificeres ved fysisk kontrol. Claus Hjorth stillede krav til bistandsklienterne om et mindste antal jobansøgninger – nyt krav, nye kontroller. Dette kontrol- og overvågningsapparat er et indgreb i borgerens personlige frihed, men er en uundgåelig del af et system, der er baseret på socialt betingede ydelser.

Set alene i relation til den personlige frihed er løsningen enkel: Socialt betingede ydelser erstattes med universelle ydelser – altså basisindkomst.

Borgernes ligeret

Den anden grundsætning i idéprogrammet fastslår borgernes ligeret i økonomisk og politisk henseende. Den økonomiske ligeret er ikke eksplicit defineret. Af den større sammenhæng kan det udledes, at samfundets indtægter må betragtes som tilhørende borgerne i lige andele, hvilket indebærer at et eventuelt overskud efter afholdelse af retsstatens udgifter udloddes i lige store andele til borgerne. Desværre er denne situation rent hypotetisk i overskuelig fremtid. En sådan udlodning vil i givet fald ikke have karakter af en basisindkomst, men udgøre en grundskyldsdividende.

Da sundhedsvæsenet er en af retsstatens opgaver må dette, sammenholdt med den økonomiske ligeret, udlægges sådan, at behandlingen bør være på samme vilkår for alle (gratis). Dette harmonerer fint med de nugældende regler for hospitalsbehandling, der er gratis for alle. Dette til forskel fra f.eks. tandlægebehandling, der er brugerbetalt, hvilket har bevirket, at mange dårligt stillede ikke får udført behandling, der er af betydning for helbred og livskvalitet. Det er ikke tilfredsstillende i et rigt land.

Borgernes ligeret i økonomisk henseende indebærer, at hvad der tildeles én borger, skal tildeles alle borgere, dvs. socialt betingede ydelser, skal erstattes af universelle ydelser – basisindkomst.

Retten til udbyttet af eget arbejde

Dette er et helt afgørende punkt ved vurdering af basisindkomst og retsmoral. Idéprogrammet siger: “Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde og råder frit derover, når han har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter.” Med andre ord beskatning af borgernes arbejdsindsats skal så vidt muligt undgås, og der skal ses kritisk på, hvilke udgifter staten påtager sig.

I vort nuværende system er en række ydelser og brugerbetalinger socialt betingede, således at bl.a. indtjening og formue bestemmer ydelse/betaling. Dette er i realiteten en beskatning af arbejde omend indirekte. Det er i direkte modstrid med retsmoralen. Og forsåvidt også med den almene retfærdighedsfølelse: for hvorfor skal den der vælger i en periode at arbejde mere, og dermed betaler en højere indkomstskat, yderligere straffes i forhold til den der i samme periode vælger at arbejde mindre. Og hvorfor skal den, der vælger at spare op, yderligere indirekte beskattes i forhold til den, der vælger at forbruge hele sin indtjening.

Det der gør sagen vanskelig er, at den almindelige snusfornuft samtidig siger, at det er hul i hovedet at give ydelser til mennesker, der selv kan betale.

I denne sammenhæng er det imidlertid idéprogrammet, der tæller. Arbejde skal ikke beskattes! Hverken direkte eller indirekte!

Mange politikere har sagt det og gentaget det og gentaget det og …. samtidig med at de har broderet videre på et system, der virker for det stik modsatte. Men som medlem af Retsforbundet skal man med god samvittighed kunne sige det:

–          Det skal kunne betale sig at arbejde.

–          Det skal kunne betale sig at spare op.

Økonomi

Som indledningsvis nævnt kræver de økonomiske konsekvenser yderligere bearbejdning, idet en forøgelse af de skatter og afgifter, der ikke henhører under retsstatens naturlige indtægter, udgør et argument imod basisindkomst. Grundskylden er en konjunkturbestemt afgift, der ikke kan anvendes som skatteskrue, hvorimod ressourceafgifter og grønne afgifter er en mulighed.

Da det ideologisk set er ønskeligt/nødvendigt at omlægge fra sociale ydelser til universelle ydelser, giver det imidlertid mere mening at se på forløbet, fremfor for bare at sammenligne situationen før og efter. Det må være muligt at identificere nogle trin i processen og regne på konsekvenserne. Det er givet, at indførelsen af en basisindkomst er en langvarig proces.

Retsforbundets politik indebærer i forvejen en langvarig ændringsproces, hvori basisløn naturligt kunne indgå. Efter min mening vil denne proces gøres unødvendigt kompliceret, hvis der stilles krav om, at en given udgift kun kan finansieres af en given indtægt. Ændringsprocessen er såmænd kompliceret nok i sig selv. Under hele processen skal der være styr på økonomien.

God debat

Med denne vurdering af idéprogrammet i forhold til basisindkomst håber jeg, at have givet et oplæg til en god og konstruktiv debat, der kan bringe os videre i vor stillingtagen og i forhold til at kommunikere vore grundlæggende idéer og den måde, vi vil realisere dem.

Ib Strømberg Hansen

 


Økonomien må ændres fundamentalt

1391919_606474529402429_1132114148_n
Af Jakob Mikkelsen

Nu er Rangvid-rapporten kommet, og mange mener, at krisen er ved at være slut. Andre mener at det blot er et spørgsmål om tid, førend vi får en ny krise.

Det synes at være tendensen, at vi må acceptere kriserne, og at vi ikke vil være i stand til at forudse dem, da de kan komme, hvornår det skal være.

Den tanke, at det er selve systemet, det er galt med, er endnu ikke slået ned i folk, der kommer til orde.

Der er fra forskellig sider forslag til at ændre på systemet, og der er også enkelte bud, der kunne bidrage til et bedre system.

Men selve grundproblemet, synes der ikke være nogen der for alvor tager fat i.

Det grundlæggende problem

Og hvad er så det helt grundlæggende problem i det nuværende økonomiske system? Eller rettere: Og hvad er så de grundlæggende problemer i det nuværende økonomiske system?

Det første jeg vil slå ned på, er den simple fejlopfattelse, at man kan tjene penge på penge. Det er ikke tilfældet. Man kan måske med sit eget begrænsede overblik naivt tro det, men det er ikke tilfældet.

Man kan højst skabe en ubalance, der falder ud til ens egen fordel, så nogle andre får mindre i samme grad som man selv får mere.

Der synes endog i vort samfund at være en temmelig forkvaklet indstilling til magt og rigdom, en indstilling, hvor man ligefrem beundrer og tilgodeser mennesker, der kan spekulere sig til velstand og rigdom. Det er sygt!

Penge er og bliver kun et byttemiddel for at gøre hverdagen smidig, og penge har ingen værdi i sig selv.

Før du, kære læser, slår dig på lårene af grin, skal du huske på, at penge jo repræsenterer en købekraft, en købekraft de kun har fået ved, at der er frembragt værdi – eller rettere: sådan burde det være.

Det er nemlig ikke tilfældet, og det skyldes, at penge sprøjtes ud i samfundet gennem opskrivning af værdierne, som vi sidst så det med priserne på ejendommene op gennem nullerne.

Ejendommene blev jo ikke mere værd, selv om man kunne belåne dem mere.

Den såkaldte kreditklemme

Vi bliver nødt til at forstå, at penge som sagt repræsenterer en købekraft, og at der derfor skal være en balance mellem vareudbuddet og købekraften. Når det ikke er tilfældet, går det galt.

Nu befinder vi os i en kreditklemme, siges det. Men er det nu også sandt? For mig at se er det ikke tilfældet.

Bankerne svømmer i penge, men kan ikke låne dem ud på grund af de restriktioner, der er indført, primært fordi man undlod at gøre noget, da man burde have gjort det. På den måde bliver der for få penge i systemet, og vi får en nedadgående spiral.

Politikerne forsøger at gøre noget, men kan kun stramme op, da der til stadighed bliver færre penge, og de har kun meget begrænset indflydelse på pengeskabelsen.

Der er en meget uheldig sammenblanding af borgernes daglige omsætning og spekulationsøkonomien, hvilket kunne have kørt Danmark fallit, hvis Danske Bank var gået ned.

Når Jesper Rangvid taler om, at 6 procent af bankmarkedet var usundt, har han ikke regnet de banker med, der blev reddet af bankpakkerne.

Banker for de risikovillige

Så vil det straks være helt andre og problematiske størrelser, vi taler om. Derfor må vi have adskilt den daglige husholdningsomsætning for private og virksomheder fra de risikobetonede investeringer, idet begge dele foregår i bankerne.

De kan adskilles ved at omdanne de eksisterende banker til investeringsbanker uden råderet over folks indeståender på anfordringskonti.

På den måde ville bankerne kun have råderet over den indskudte risikovillige kapital. De ville stadig kunne tilbyde kunderne en service i form af anfordringskonti, en service de ville kunne beregne sig et gebyr for, men de ville skulle stille sikkerhed for disse midler i form at deponerede indskud i Nationalbanken af samme størrelse.

På den fikse måde kommer vi omkring indskydergarantien, der helt automatisk dækker alle indskud uden grænser, altså bortset fra de indskud folk gør i investeringsbankerne for at få afkast af deres penge.

Samfundsbanken

Men hvor skal folk så placere deres opsparing, hvis de ikke vil risikere at tabe det hele? Det vil her være en mulighed at oprette en samfundsbank, hvor borgere og virksomheder risikofrit kan placere deres overflødige midler.

Samfundsbanken skal tjene flere formål: Dels – som nævnt – at modtage indskud fra borgere og virksomheder, der ikke går efter et afkast, men efter at sikre deres penge. Samfundsbanken kan så bruge de indskudte penge til at finansiere fast ejendom og statslige og kommunale anlægsprojekter, hvor pengene er sikre. Her vil indskydergarantien også være 100 procent.

Pengeskabelsen skal ske i Nationalbanken, der på den måde får magt over pengemængden, og pengene stilles rentefrit til rådighed for investeringsbankerne og Samfundsbanken i det omfang, der er brug for det.

Styr på gældsspiralen

Der er en pointe i at pengeskabelsen skal ske rentefrit: Så får vi styr på gældsspiralen, der er forårsaget af renteprincippet (de tilskrevne renter modsvares jo netop ikke af en tilsvarende produktion, hvorfor der kun dannes mere gæld).

Jeg er klar over, at dette kan være svært at forstå, hvis man er vant til at tænke i udbytter og investeringer med hurtige afkast. Den tankegang er vi imidlertid også bedst tjent med at slippe af med, idet det er en sådan tankegang, der stimulerer grådigheden.

Lokalt bank-demokrati

Der er dog et par ting mere at sige om Samfundsbanken: Det er, som det fremgår, ikke en bank som alle andre banker.

Flere politikere har været ude med tanker om en samfundsbank i flere omgange gennem de seneste år, men de har ikke villet være konkrete, og som jeg har opfattet det, har de blot en vag forestilling om en bank, der vil låne penge ud, hvor de kommercielle banker ikke vil.

Det holder ikke!

Samfundsbanken skal bestå af et net af afdelinger ud over landet, styret lokalt – ikke af politikere, men af folkevalgte bestyrelser. På den måde forsøger vi at sikre den lokale forankring til gavn for lokale investeringer og lokal udvikling, og jeg ser ikke disse afdelinger af Samfundsbanken som modsætninger til lokale investeringsbanker, men tværtimod som konstruktive samarbejdspartnere.

Samfundsbanken ledes af en repræsentantskabsvalgt bestyrelse og den af den indsatte daglige ledelse. Samfundsbanken udpeger halvdelen af Nationalbankens repræsentantskab.

I TV2 NEWS var den økonomiske krise på dagsordene  den 22. september 2013, og til sidst spurgte studievært Kurt Strand så deltagerne: Hvad vi har lært af krisen.

Jeg skal undlade at gentage svarene, men kun konstatere, at det rigtige ikke var blandt dem:

Vi burde have lært, at vi skal være mere åbne overfor nye tanker og nye økonomiske modeller og lade os inspirere af det, der bevæger sig i periferien.

Det er herfra al nytænkning kommer – selv om det kan være svært at fatte, hvis man selv sidder i centrum!

Jakob Mikkelsen er formand for JAK Danmark og medlem af Syntesetanken
Indlægget er syndikeret fra Modkraft.dk