Aase Bak Nielsen

Lissabontraktaten giver mulighed for Europol – også ved et nej

Bevar retsforbeholdet - stem nej
Af Aase Bak-Nielsen, Roskilde

Lissabontraktaten giver mulighed for Europol – også ved et nej

Ja-partierne hævder, at afstemningen først og fremmest drejer sig om samarbejde med politiet i de øvrige EU-lande.

Ifølge Lissabontraktaten, som siden 1/12. 2009 har været EU’s ”grundlov”, har Danmark forbehold – dvs står uden for det retspolitiske område, som hidtil har været et samarbejde på mellemstatsligt plan, hvor hvert land kunne afgøre, hvor meget man vil være med til. Nu bliver retspolitikken hævet til overstatsligt plan, hvor alle skal være med til det hele.

Ja-sigerne spreder det budskab, at vi bliver smidt ud af politi-samarbejdet, hvis vi siger nej den 3. dec.

Men de har glemt, hvad der står i protokollen om Danmarks forbehold:

”Danmark kan til enhver tid i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser underrette de øvrige medlemsstater om, at det ikke længere ønsker at benytte sig af alle eller en del af bestemmelserne i denne protokol”.

Det vil sige, at Danmark – hvis regeringen kan få et markant flertal for det i Folketinget – kan meddele, at vi vil deltage i det fælles, overstatslige politi-samarbejde i Euro-pol, og vi kan så f.eks. beholde forbeholdet angående fælles straframmer, hvor der er stor forskel på kulturen i Danmark og nogen af de andre EU-lande.

Denne meddelelse kan vi også sende efter et nej 3. dec.

Hvorfor bruger ja-partierne ikke denne lette udvej for at beholde politisamarbejdet på europæisk plan, som mange danskere ønsker?

Bevar retsforholdet – stem nej!

Lissabontraktaten kan rekvireres gratis hos Folketingets EU-oplysning: tlf. 33373337 eller euopl@ft.dk. Her kan man på s. 345, DEL IV, Artikel 7, læse ovenstående citat.

Link til Lissabontraktaten (PDF):
http://www.eu.dk/~/media/files/eu/ld_euo_lissabon_16.ashx


Retsforbundet: Sig ja til dansk selvbestemmelse og retssikkerhed – stem nej den 3. december

Sig ja til dansk selvbestemmelse og retssikkerhed – stem nej den 3. december

Retsforbundet: Sig ja til dansk selvbestemmelse og retssikkerhed – stem nej den 3. december

Retsforbundet: Sig ja til dansk selvbestemmelse og retssikkerhed – stem nej den 3. december.

Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører.
Indlægget er skrevet til Magasinet Europa

Sig ja til dansk selvbestemmelse og retssikkerhed – stem nej den 3. december

Den 3. december skal vi stemme om et helt grundlæggende spørgsmål: Hvem skal bestemme over retspolitikken i Danmark?

Retsforbundet anbefaler et nej, når danskerne skal stemme om retsforbeholdet. En ensretning af retstraditioner, et overstatsligt politisamarbejde og tab af dansk suverænitet taler imod at erstatte forbeholdet med en tilvalgsordning.

Afskaffer vi retsforbeholdet og lader det erstatte af en tilvalgsordning, uanset hvilken model det måtte blive, betyder det, at Folketingets flertal af EU-tilhængerpartier fremover frit – og uden igen at spørge befolkningen – kan overlade mere og mere af retspolitikken til EU. Og er det først afgivet, så falder hammeren. Magten over retspolitikken kan ikke tages tilbage igen. Det bliver EU, som bestemmer.

Vi skal kunne stille danske politikere til ansvar for retspolitikken. Hvorfor skulle vi tro, at EU-politikerne vil stoppe udleveringen af selvbestemmelsen med en såkaldt tilvalgsordning? Er et område overgivet til EU, kan det ikke tages tilbage.

Ensretning af forskellige retstraditioner

Det er altså den 3. december, vi skal sige fra ved at stemme nej – hvis ikke vi ønsker, at EU skal lovgive om f.eks. strafferet, civilret og mange andre områder. EU ønsker og arbejder direkte på at ensrette landenes retssystemer, således som det også er målet at ensrette politikken på alle andre områder.

På retsområdet gælder ensretningen, hvad der skal være strafbart, hvordan strafferammerne skal være og hvilke rettigheder, man har som tiltalt og offer. Udenlandske myndigheder vil kunne lave overvågninger af danske borgere eller træffe afgørelser, der kan ramme den enkelte dansker, uden at vi som samfund kan forhindre det og sikre borgernes grundlæggende rettigheder.

Hvis retsforbeholdet afskaffes, vil vi blive underlagt EU’s direktiv om efterforskningskendelser. Det vil betyde, at en udenlandsk dommer kan kræve en dansker overvåget, skygget, aflyttet og udleveret til afhøring. En dansk dommer skal (uden selv at skulle tage yderligere stilling) godkende kravet – uanset nuværende danske regler – uanset at kravet kommer fra lande, som er dømt for ikke at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og uanset at der i de 28 EU-lande er forskellige – i en række tilfælde endog meget forskellige – retstraditioner. Retsbeskyttelsen i de danske regler forsvinder.

I Danmark skal Straffelovsrådet vurdere strafferammer og sikre, at der er en sammenhæng mellem forbrydelse og straf. Afskaffer vi retsforbeholdet bliver det imidlertid EU, som bestemmer strafferammerne – uden at involvere danske politikere eller Straffelovsrådet. F.eks. vil en umiddelbar konsekvens være, at vi skal hæve straffen for cyberkriminalitet fra to til fem år.

Dansk lovgivning skal bestemme dansk flygtningepolitik
EU er ikke løsningen på flygtningeproblemerne i Europa. EU er en del af problemet, og realiteten er, at EU’s flygtningesystem er brudt sammen. Presset kommer jo fordi de årsager, som skaber flygtningestrømmene, ikke adresseres. Tværtimod skaber EU’s deltagelse i rovfiskeri langs Afrikas kyster, dumping af fødevarer samt told og restriktioner masser af fattigdomsflygtninge.

Ligeledes er EU’s våbenhandel med lande, som vedvarende krænker menneskerettighederne, et kæmpeproblem sammen med, at svaret fra EU stort set kun er militære. Også når det handler om at standse flygtningene, som sætter livet på spil i menneskesmuglernes farlige både. En færd flygtningene tvinges ud i for at have muligheden for at søge asyl, fordi EU-lovgivning forhindrer, at flygtninge kan rejse ind i EU-lande med f.eks. fly.

Oveni taler vi meget om at hjælpe i nærområderne. Men samtidig har Danmark og andre lande skåret ned på den humanitære hjælp for blot at skabe nogenlunde tålelige forhold i de kæmpe flygtningelejre, som –forstærket – truer med at destabilisere landene i Mellemøsten og Nordafrika.

Her skal der ske en indsats langt ud over, hvad der sker i dag Men det skal understreges, at det danske retsforbehold ikke hindrer Danmark i modtage flygtninge fra nærområderne og slet ikke, at Danmark deltager i en fælles, humanitær indsats og en forstærket indsats for at afhjælpe situationen i flygtningelejrene og på vejen – hvis et flertal i Danmark ønsker det. Man kan sagtens være ”venligboer” og ønske at hjælpe flere flygtninge uden at give EU magt over retspolitikken

Nej til Europol

Vi skal heller ikke deltage i et overnationalt Europol. For hvem står et sådant EU-politi til ansvar for? Ikke danske folkevalgte politikere, men formentlig en EU-kommissær, der ikke er demokratisk indsat, og som er fjern fra virkeligheden og borgerne.

Bliver Danmark medlem af et overnationalt Europol, så betyder det, at den danske befolkning mister vetoretten over fremtidige ændringer af Europol. EU kan frit gøre Europol til et føderalt politikorps som FBI er det i USA. EU-kommissæren på området har allerede sagt, at hun støtter et sådant EU-FBI, så det ligger ikke langt væk.

Efter et nej den 3. december vil det ikke tage lang tid før samtalerne går i gang om en aftale om dansk tilslutning til Europol. Den daværende danske regering afbrød selv i efteråret 2014 igangværende forhandlinger om en parallelaftale, hvorunder Danmark kunne tilslutte sig Europol (jf. Mette Frederiksens svar til Folketingets Europaudvalg i november 2014). Vi kunne have været lang vej mod en aftale, men ja-flertallet i Folketinget ønskede det ikke! Det var ikke EU, som afviste det.

Dansk suverænitet

Ja-partierne vil overlade suveræniteten over retspolitikken til EU – uanset tilvalgsordning. Og suveræniteten kan ikke tages tilbage. Det er altså sidste gang, du har muligheden for at stemme nej og dermed stoppe for, at EU får magt over retspolitikken.

Den 3. december får danskerne mulighed for at stoppe det konstante udsalg af dansk selvbestemmelse og denne gang retssikkerhed til et overstatsligt EU.

Allerede nu presses på for også at fjerne vores militære undtagelse, og udenrigsminister Kristian Jensen er allerede i gang med at ønske euroundtagelsen væk og omgøre det positive nej fra 2000, som har betydet det stik modsatte af skrækscenarier fra før afstemningen i 2000. Vi fik ikke en voldsom stigning i ledigheden – tværtimod. Vi fik ikke en voldsom rentestigning eller for den sags skyld en flugt af investorer.

Forud for EU-parlamentsvalget sidste år fik vi løfte om, at EU ikke skulle bestemme over børnecheck og velfærd. De løfter, er de allerede løbet fra. Troværdighed har ikke været EU-tilhængernes stærke side – heller ikke denne gang.

Tilhængerne har brugt skrækkampagne lige siden den første EF-afstemning i 1972. Den passede ikke dengang, og den passer heller ikke nu.

Danmark bliver ikke et fristed for kriminelle og kan naturligvis fortsat samarbejde – med Europol såvel som andre samarbejdspartnere – om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet som menneskehandel, børneporno og narko.

Hvor er der et logisk argument for, at der ikke er en fælles interesse i at indgå en parallelaftale med EU om at samarbejde med Europol? Når lande som Norge, Schweiz, Rusland og for den sags skyld Colombia har det. Nævn blot én logisk grund til at vi ikke skulle kunne få et mellemstatsligt samarbejde med Europol – som Norge.

Der er jo en fælles interesse i at indgå en sådan aftale. Desuden indgår Danmark allerede i Interpol-samarbejdet, som er et politisamarbejde mellem 190 lande i verden. Hvis vi skulle blive oversvømmet af kriminelle efter et nej, kan man rettelig spørge, hvorfor Norge så ikke allerede er oversvømmet? Eller Schweiz?

Stem nej den 3. december og hold på retsforbeholdet.


En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc.

Retsforbeholdet hindrer ikke indsats for løsninger på flygtningespørgsmålet

En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc.

En kurdisk flytningedreng fra den syriske by Kobane, holder fast i hegnet rundt om flygtningelejren ved grænsebyen Suruc. Foto : REUTERS/Yannis Behrakis. Licens : Creative Commons by 2.0

Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører

Retsforbeholdet hindrer ikke indsats for løsninger på flygtningespørgsmålet

Tilsyneladende er intet helligt i bestræbelserne for nu at gøre retsforbeholdet til en undskyldning for ikke at deltage i indsatsen i flygtningespørgsmålet. En arrogant forarget tone bliver anslået, når tilhængerpolitikerne bruger forbeholdet og dermed Danmarks mulighed for en selvstændig politik til at gøre ingenting, meget lidt eller direkte forringe indsatsen. – Og værre bliver det, når ikke mindst prominente repræsentanter for nødhjælpsorganisationer som Andreas Kamm eller Red Barnets generalsekretær leger politikere og dermed risikerer deres egen organisations troværdighed.

Det er ok at opfordre til større indsats, men at bruge flygtningespørgsmålet til at angribe retsforbeholdet er simpelthen misbrug.

Selvfølgelig kan Danmark deltage i en hjælpeindsats uanset retsforbeholdet også en fælles indsats – også en indsats, der rækker ud over EU, så vi igennem FN kan deltage i en ægte grænseoverskridende indsats – og en nødvendig indsats.

For det er jo bemærkelsesværdigt, at de danske ja-politikere totalt ignorerer, at skal der løsnes på flygtningepresset, så skal der naturligvis ske en indsats og koncentreret indsats for at løse de grundlæggende årsager til problemerne.

UNCHR er ved at løbe tør for midler

For vil man lette presset og gøre det mindre påtrængende at forlade nærområderne f.eks., så kræver det i det mindste, at man øger hjælpen til flygtningene i lejrene i Jordan, Libanon, Syrien og Tyrkiet. UNCHR – FNs flygtningeorganisation har allerede for måneder siden advaret om, at organisationen kun havde ca. det halve af de nødvendige midler for at brødføde og skaffe det nødvendige underhold for de mange ulykkelige flygtninge. Nu er det så i sidste uge nået så vidt, at FN måtte opgive – man løb tør for midler og kunne ikke længere føde de adskillige millioner flygtninge i lejrene, hvor nu kun 1 ud af 10 har midler tilbage til at klare sig selv – resultatet er sult, gadebørn, prostitution m.fl. – og naturligvis bestræbelser på at slippe væk til en tilværelse, hvor man i det mindste kan overleve.

For slet ikke om at tale om den destabiliserende effekt, som de mange, mange flygtningen har i lande og områder, som i forvejen er ustabile.

Danmark skærer i hjælpen til nærområderne

Samtidig skærer Danmark i nødhjælp og har gjort det længe. Ifølge udenrigsministeriet gik hjælpen ned med 15% fra 2013 til 2014 – fra 387 til 329 millioner Dkr. – I år har Danmark bevilget 206 millioner – altså en yderligere alvorlig nedgang. – Der er i hvert tilfælde intet retsforbehold, som tilsiger denne udvikling – og ligeledes i hjælpearbejdet i Middelhavsområdet kan Danmark deltage – retsforbehold eller ej.

Så enten drop snakken om indsats i nærområderne eller vend denne udvikling helt om og forøg hjælpen i stedet for konstant at skære den ned og dermed lade FN og andre hjælpeorganisationer i stikken.

Og naturligvis gør det ikke bedre, at indsatsen for at dæmpe eller løse konflikten i området lider af, at vi – som en række andre lande i Vest såvel som Øst ikke kan finde ud af konsekvent at støtte hverken demokratiske eller fredsskabende interesser – bortset fra vores ivrige deltagelse i den ene krig efter den anden – uden blot at have en klart mål for indsatsen eller for den sags skyld en plan for opbygning og beskyttelse af civilsamfundet – eller blot sørge for en folkeretslig forankring gennem FN.

Og vi og hele de såkaldt civiliserede verden har igennem hele denne periode passivt set til, at konflikterne er eskaleret og blevet mere og mere indædte og uoverskuelige gennem en bedre og bedre grobund for ekstreme kræfter.

Skær ned på det politiske misbrug

Så – skær ned på det politiske misbrug af flygtningene og flygtningesituationen og gå i stedet ind i en regulær og konsekvent hjælpeindsats – og de danske politikere skal lade være med at bruge retsforbeholdet som en dårlig undskyldning for ikke at give den hjælp, vi er i stand til at give.

Hjælp Retsforbundet med igen at blive opstillingsberettiget

Vælgererklæring - Retsforbundet

Vælgererklæring. Hvis du hellere vil underskrive vælgererklæringen med en touchskærm end med mus kan du bruge koden her til smartphone eller tablet.


Bevar retsforbeholdet – for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld

Bevar retsforbeholdet - for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld½

Bevar retsforbeholdet – for det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld


Ikke mere afgivelse af selvbestemmelse.

Tale af Johanne Langdal Kristiansen i København, søndag d. 16. august 2015

Bevar retsforbeholdet. For det danske folkestyres og retssikkerhedens skyld.

At bevare retsforbeholdet er vigtigt for vores demokrati og ikke mindst den almindelige danskers retssikkerhed.

Det skal være dansk lovgivning, som bestemmer hvad strafferammerne for kriminalitet skal være, hvad den kriminelle lavalder skal sættes til, hvordan vores indsatte skal behandles i fængslerne. Det vil det ikke blive, hvis vi tilslutter os den fælleseuropæiske lovgivning. Som eksempel kan tages det franske fængselsvæsen. Frankrig tilhører det såkaldte hjerte af EU, og har en markant indflydelse. Og deres fængselsvæsen er ikke noget godt eksempel, ikke for medmenneskeligheden hvert fald – franske fængsler har den højeste rate af selvmord blandt fanger i EU, og i La Sante-fængslet i Paris tog 122 indsatte deres egne liv alene i 2002. I et andet EU-land, i Rumænien har man værget sig ved at vedtage initiativer til at stoppe fængselstortur – også selv om FN i 2013 satte rumænerne stolen for døren i forhold til at følge en FN-konvention imod tortur vedtaget allerede kort efter 1990. Og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har dømt imod den ungarske stat så sent som i juni måned i år, hvor 2000 fanger stod til at kunne lægge sager an mod staten på grund af de elendige fængselsforhold.

Erfaringsmæssigt bringer europæisk integration ikke de dårligste lande op på niveau med fx Danmark eller Norge – men sætter niveauet for laveste fællesnævner. Er det virkelig det, vi vil?

Og ønsker vi yderligere et overnationalt politi i EU? Det kan meget vel blive konsekvensen af en afskaffelse af retsforbeholdet. Hvem skal holde øje med Europol? Hvem står det fælles europiske politi til ansvar for? Ikke en dansk justitsminister, men formentlig en EU-kommisær, der ikke er demokratisk indsat; der er fjern fra virkeligheden, fjern fra borgerne.

Også overvågning af borgere må forventes at blive overnationalt. Reglerne for overvågning af sms’er, e-mails og telefonopkald kan besluttes af EU uden, at Folketinget vil kunne ændre på det.

Danmark bør træde ud af EUs terrorliste, hvis vi afskaffer retsforbeholdet, vil det ikke længere være muligt.

EU vil kunne bestemme over dansk strafferet.

Danske borgere kan allerede udleveres til andre EU-lande, hvor de ikke nødvendigvis vil have samme grader af retssikkerhed, som de har herhjemme. Så længe, vi bevarer retsforbeholdet, har Danmark mulighed for at træde ud af denne europæiske arrestordre. Hvis vi afskaffer den og arrestordren bliver overnational, kan vi ikke længere gøre det, men må udlevere vores borgere til retsforfølgelse i de øvrige EU-lande. I disse tilfælde vil alene sprogproblematikkerne være et slag i maven på retssikkerheden. De rigeste skal nok sikre sig den bedst mulige tolkebistand, men hvad med os andre? Og det er jo netop os alle arrestordren potentielt kan ramme. Det er ikke alene dømte kriminelle, men blot folk anklagede for forbrydelser af større og mindre karakter.

Forsvinder den danske kontrol med retspolitikken, når Danmark endnu en gang længere på vejen til at blive en delstat i EU. En selvstændig nation må naturligvis ligesom finanspolitik og forsvarspolitik også have en selvstændig politik på retsområdet. Det betyder ikke, at vi ikke skal samarbejde. Vi kan sagtens bevare retsforbeholdet og stadig samarbejde med EU-lande såvel som med lande udenfor EU. Vi vil forsat være i Interpol, og vi kan etablere samarbejde med Europol. Det har også Norge, Island og Schweiz, der slet ikke er medlemmer af EU gjort.

Formelt set bliver afstemningen ikke et spørgsmål om, hvorvidt retsforbeholdet skal afskaffes – men derimod om den skal erstattes af en tilvalgsordning. Og det lyder så kønt. Det lyder ufarligt – som om et ja faktisk ikke kommer til at ændre noget, fordi Folketinget stadig bestemmer farten. Men – vi kan være sikre på, at en tilvalgsordning vil blive brugt. Ja-sidens politikere vil vælge til og vælge til og vælge lidt mere til. Og dråbe for dråbe bliver dansk retspolitik skyllet fra København til Bruxelles. Og når først et givent område er overladt til EU, klapper fælden. Det er aldrig muligt at tage magt tilbage fra EU! Et ja til at afskaffe retsforbeholdet betyder et ja til at give politikerne fripas til at overlade kontrollen med det, der gør Danmark til et retssamfund til EU, og dermed glider lovgivningen ud af vores hænder, ud af hænderne på de politikere, vi har valgt til at repræsentere os – ud af Danmark, ud af dansk retstradition.

En tilvalgsordning vil blive brugt, det kan vi være sikre på – politikerne vil vælge til og vælge til igen. Og ligesom den gamle remse om “bytte, bytte købmand, aldrig bytte om igen”, kan vi, når et Folketingsflertal har valgt til på vores vejne, ikke vælge fra igen. Tilvalgsordningen er en åleruse – når først man er kommet ind i den ene ende, kommer man ikke ud igen. Det er derfor, NEJ’et er så vigtigt. Og det er derfor, vi skal hjælpe hinanden i efteråret – vi skal fortælle vores venner, kolleger og familier, ja, enhver vi møder, hvorfor tilvalgsordningen ikke er så uskyldig som den lyder. Vi skal minde EU-modstanderne om, at de skal huske at stemme nej; vi skal fortælle skeptikerne, at hvis der nogensinde var grund til at være skeptisk, er det angående retspolitikken – og vi skal endda fortælle EU-tilhængerne, at selv om de måske er tilhængere af det indre marked, behøver de ikke være villige til at give slip på dansk kontrol med retsvæsenet.

Tro ikke skrækpropagandaen
I år er det 15 år siden, danskerne i almindelighed og mange af os, der er her tilstede sagde ja til kronen og nej til euroen. Den gang fik vi at vide, at dansk økonomi var langt bedre stillet indenfor euroen end udenfor. Et nej til euroen ville bl.a. føre til valutauro og en høj rente – og priserne ville endda falde!

Særligt da krisen kom viste det stik modsatte sig at være tilfældet. Dansk økonomi klarede sig langt fra strygende, men dog langt bedre end mange eurolande alene fordi, vi ikke er en del af eurozonen. Noget lignende vil være tilfældet med retsforbeholdet. Vi vil de næste måneder få at vide, at Danmark vil blive et slaraffenland for menneskehandlere og andre kriminelle. Vi vil ikke have en chance uden at stemme ja til tilvalgsordningen. Det er ikke rigtigt! Ved at bevare retsundtagelsen også kaldet retsforbeholdet, vil vi kunne vedblive at bestemme over vores retspolitik, og vi vil kunne samarbejde når og med hvem det er relevant.

Vi må for demokratiets og retssikkerhedens skyld sikre ikke bare et nej, men et rungende nej. Et stensikkert nej. Et nej, der betyder stop; ikke længere. Det bliver hårdt, men vi kan!