Hus på Frederiksberg.

Fornyelse af ejendomsbeskatningen er hårdt tiltrængt

Hus på Frederiksberg

Hus på Frederiksberg. Foto : News Oresund. Licens : Creative Commons by 2.0

Af Ib Strømberg Hansen

Søren-Michael Pihl, konservativ folketingskandidat, efterlyser i Den korte Avis den 20. november nytænkning omkring beskatning af ejendom. Det er yderst prisværdigt – og nødvendigt. Men det forslag, som Søren-Michael Pihl præsenterer (avancebeskatning), er hverken nyt eller tilstrækkeligt.

For at nå frem til en retfærdig og effektiv ejendomsbeskatning er det nødvendigt at se på de problemer, eller snarere katastrofer, der er indbygget i det nuværende system.

  1. Det fører til boligbobler, der udløser økonomiske kriser.
  2. Det gør køb af bolig til et kasinospil – nogle indkasserer millioner mens andre ruineres.
  3. Det indebærer et generationstyveri, hvor de unge finansierer de ældres friværdibaserede luksusforbrug.
  4. Det kræver alt for høj beskatning af arbejde.
  5. Det indebærer forskelsbehandling af ejere og lejere.
  6. Det indebærer geografisk forskelsbehandling.
  7. Det indebærer beskatning af boligen.
  8. Det medfører unødvendig høj binding af kapital, der bedre kunne anvendes i erhvervslivet.

En avancebeskatning har stort set ingen effekt i forhold til at løse disse problemer.

Boligbobler
Det kan også være befordrende for nytænkningen at tage ved lære af fortidens fejl. Da det økonomiske opsving i 0-erne tordnede derudaf, og Anders Fogh og Thor Pedersen troede, at de kunne gå på vandet og mente, at lærebøgerne skulle skrives om, advarede de økonomiske vismænd og fremtrædende økonomer om, at der måtte gribes ind overfor de vildt stigende ejendomspriser. Det blev arrogant afvist. Resultatet er sørgeligt bekendt: Den internationale økonomiske krise ramte os ekstra hårdt. Denne krise blev som bekendt udløst af boligboblen i USA.

I denne forbindelse skal den japanske boligboble i slutningen af 80-erne også nævnes. Den bidrog til en enorm aktieboble, inden det hele kollapsede. Virkningen på den tidligere så magtfulde japanske økonomi var enorm. Japan kæmper i dag stadig desperat for at få sin økonomi på fode. Målt på de økonomiske nøgletal og aktieindekset er der meget langt endnu.

En ægte nytænkning kræver en nøje overvejelse af vor opfattelse af ejendomsretten. Spørgsmålet er: hvem har egentlig ejendomsretten til de samfundsskabte værdistigninger på ejendomsmarkedet og for den sags skyld også til værdistigningerne på landbrugs- og anden produktionsjord? Og hvem har ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats?

Formueforhold
Skal der nytænkes må ejendomsbeskatningen også ses efter i sømmene. Hvad er det, der i det nuværende system beskattes? Det er både grundværdierne og bygningværdierne – altså en form for en formueskat på disse værdier uden hensyntagen til om værdierne er belånt. Med andre ord udsættes ejeren for en form for formuebeskatning uden nogen form for hensyntagen til hans reelle formueforhold.

Bygninger
Beskatningen af bygningsværdierne er på mange måder forkastelig. Det er da heller aldrig lykkedes politikerne at få boligejerne til at acceptere denne beskatning som retfærdig, uanset om de har kaldt det ejendomsværdiskat, skat på lejeværdi af egen bolig eller andet. Heller ikke økonomernes lærde udredninger om den højere retfærdighed har gjort indtryk. Det er forståeligt. For enhver kan med sin sunde fornuft indse, at det ikke er retfærdigt, at den boligejer, der udvider og forbedrer sin bolig, skal beskattes hårdere end den, der bruger sine ressourcer anderledes. Beskatningen af bygningsværdierne fungerer som en gentagende beskatning af allerede beskattet arbejde.

Beskatningen af bygningsværdierne (ejendomsværdiskatten) er yderligere i vort nuværende system udstyret med den uretfærdighed, at den kun pålægges boligejerne.

Grunde og jord
Beskatningen af grundværdierne (jordværdibeskatning/grundskyld) er, anvendt på den rigtige måde, en gavnlig, ja intet mindre end en decideret nødvendig, skat. Den kan stabilisere ejendomsmarkedet og derved forhindre boligbobler. Og den kan eliminere alle de problemer, jeg indledningsvis oplistede.

Jordværdibeskatningen er en løbende skat, der kan sammenlignes med en brugsafgift, der hele tiden modsvarer grundens aktuelle brugsværdi. Den imødekommer dermed ikke Søren-Michael Pihl’s krav om, at beskatningen skal følge pengestrømmen. Set i forhold til de meget væsentlige problemer den løser, er det en beskeden ulempe. Ulempen i det nuværende system er langt større, fordi det tilskynder folk til at beholde for store og attraktivt beliggende boliger, fordi den reelle udgift betales af andre. Der vil dog være enkelte, der faktisk vil opleve problemer. Med de store fordele en jordværdibeskatning vil medføre, vil det være overkommeligt at finde løsninger. Vi har allerede i vort nuværende system en udmærket ordning, hvor pensionister kan få indefrosset ejendomsskatter mod pant i ejendommen.

En mere udførlig redegørelse for jordværdibeskatningen ligger uden for denne kommentars rammer, men jeg vil henvise til min artikel ‘Retfærdig fordelingspolitik – nu’ på den danske Henry George Forenings hjemmeside.

På et meget væsentligt punkt kan jeg tilslutte mig Søren-Michael Pihl. Retssikkerheden skal være i orden. Det opnås ved et effektivt vurderingssystem og borgernes reelle mulighed for at få afprøvet systemets vurderinger. Derfor må de konservative, i stedet for at sabotere vurderingssystemet, arbejde målrettet på at få det styrket.

Og lad mig så slutte i en ægte forbrødring med de konservative i den positive ånd, hvori Søren-Michael Pihl har indledt denne fornyelsesdebat. Skatten på arbejde skal markant sænkes – og gerne over en længere årrække helt afvikles. Den eneste realistiske måde til at opnå dette mål er en løbende beskatning af grundværdierne med det udtrykkelige mål at stabilisere ejendomsmarkedet.


Ib Strømberg Hansen

Basisindkomst og retsmoralen

Ib Strømberg Hansen

Ib Strømberg Hansen ved Retsforbundets landsmøde 2013. Foto : Kim Kjærgaard Sørensen


Af Ib Strømberg Hansen

Med udgangspunkt i den udtalte enighed, om at basisindkomsten skal bedømmes på grundlag af retsmoralen, vil jeg sammenligne den udgave af basisindkomsten, som jeg i løbet af debatten har skitseret, med det nuværende system.

Retsmoralen indeholder 5 hovedprincipper, som er relevante med henblik på en vurdering af basisindkomst:

  1. Borgernes personlige frihed
  2. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
  3. Borgernes økonomiske ligeret
  4. Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
  5. Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette

I det nuværende system krænkes principperne 1-3 på det groveste, mens 4 og 5 kun i mindre/nogen grad fraviges.

Med basisindkomst respekteres principperne 1, 3 og 5. Princip 4 fraviges for så vidt gælder de basale leveomkostninger. Princip 2 krænkes totalt set i samme grad som i det nuværende system.

Med en simpel pointgivning er der ingen tvivl om, at med basisindkomst vil vi få et samfund, der i langt højere grad er i overensstemmelse med retsmoralen. Vi kan i overensstemmelse med sandheden melde klart ud, at vi arbejder for at fremme den personlige frihed og for at det altid vil kunne betale sig at arbejde og spare op.

Efter denne summariske bedømmelse er det på sin plads med en mere detaljeret gennemgang af de enkelte principper:

1. Borgernes personlige frihed
Ingen er vel i tvivl om, at i det nuværende system drives bistandsklienternes rundt i manegen af en hær af offentligt ansatte, der kontrollerer og overvåger hinsides det acceptable. Det nærmer sig tilstandene i østblokken før murens fald, hvor borgerne uden dommerkendelse kunne indkaldes/hentes til forhør. Det er rasende dyrt og uden den store virkning. Det er ikke værdigt for borgerne og det er en fratagelse af borgernes personlige frihed.

Basisindkomsten har ingen af disse uacceptable virkninger og giver borgerne deres fulde frihed.

2. Ejendomsretten til udbyttet af egen arbejdsindsats
I det nuværende system vil folk på offentlig forsørgelse ikke få nogen, eller kun forsvindende lille, økonomisk gevinst af at påtage sig et lavtlønsjob. Hele deres arbejdsindsats bliver inddraget i form af reducerede offentlige ydelser og skat. Med basisindkomst forekommer denne dobbeltbeskatning ikke. Basisindkomsten bliver ikke reduceret, så arbejdsindkomsten beskattes kun med den gældende skattesats. Det kan betale sig at arbejde!

I det nuværende system er diverse ydelser reguleret af formueforhold. Borgere, der af deres beskattede arbejdsindkomst har foretaget opsparing, kommer derfor ud for, at de ikke kan få de samme ydelser som deres medborgere, der ikke har foretaget opsparing. Deres opsparede arbejdsindkomst bliver således beskattet igen og igen indtil den er væk. Dette vil ikke forekomme med basisindkomst. Det kan betale sig at spare op.

Totalt set vil der ikke ske nævneværdige ændringer i beskatningen af arbejde, idet borgere der i dag ikke modtager overførselsindkomst vil få en skatteforhøjelse, der modsvares af basisindkomsten og for borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, vil basisindkomsten blive modregnet.

Selvom der totalt set ikke i første omgang vil forekomme en væsentligt ændret samlet indkomstskat (korrigeret for basisindkomst) som følge af indførelse af basisindkomst, repræsenterer basisindkomsten alligevel et afgørende fremskridt bedømt i forhold til retsmoralen, da den enkelte borger helt kontant kan konstatere, at arbejde og opsparing betaler sig.

Med basisindkomst bruges gulerod i stedet for pisk.

3. Borgernes økonomiske ligeret
Retsmoralen fastslår borgernes ubetingede lige ret til de fælles midler. Borgernes indtjening og formue påvirker ikke deres ret.

Når vi af de fælles midler tilgodeser de raske og arbejdsduelige, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, må vi i overensstemmelse med ligeretten tilgodese alle raske og arbejdsduelige personer.

Det fører frem til den konklusion, at det er nødvendigt at udbetale en ubetinget basisindkomst for både at tilgodese statens pligt til at forsørge dem, der ikke kan forsørge sig selv, og for at overholde kravet om borgernes økonomiske ligeret.

Der kan sættes spørgsmålstegn ved den økonomiske ligeret så længe statens midler ikke 100% består af retsstatens naturlige indtægter. Det vil jeg dog fraråde. Dels fordi basisindkomsten har så mange, og i forhold til retsmoralen væsentlige, fordele, dels fordi det i praksis vil være vanskeligt at forklare og administrere en procentdel af ligeretten.

4. Den enkelte borgers forpligtelse til at forsørge sig selv og sine børn
Selvforsørgelsespligten er et hyppigt fremført argument fra modstanderne af basisindkomst. Det nuværende system er da også på papiret baseret på dette princip, men trods mange regler og et stort bureaukratisk apparat lykkes det alligevel personer med fuld erhvervsevne at lade sig forsørge på et attraktivt niveau af det offentlige.

Da basisindkomsten i henhold til den økonomiske ligeret og statens forsørgelsespligt er nødvendig, mener jeg, at selvforsørgelsespligten kun kan imødekommes så langt som til, at basisindkomsten begrænses til at dække de basale behov. Alle raske og arbejdsduelige borgere skal være sikret mod absolut fattigdom, men har selv ansvaret for at hæve deres levestandard derudover.

Samfundet skal selvfølgelig tilbyde uddannelse og omskoling til de borgere, der er havnet i en kompetencemæssig blindgyde.

5. Samfundets forpligtelse til at sikre forsørgelsen for alle borgere, der ikke selv er i stand til dette
Det nuværende system er angiveligt udformet med henblik på at efterleve dette princip. I praksis kan det imidlertid konstateres, at borgere falder ud af systemet eller endog aktivt fratages deres forsørgelsesgrundlag.

Med basisindkomst vil dette princip til fulde være efterlevet.

I det nuværende system ydes der særlig bistand til syge, handicappede og borgere uden fuld erhvervsevne. Denne bistand skal selvfølgelig bibeholdes i et system med basisindkomst.

Konklusion
Den detaljerede gennemgang af basisindkomsten målt mod retsmoralens krav bekræfter den overordnede konklusion: Selvom basisindkomst ikke er den perfekte løsning, er den langt bedre end det nuværende system og et meget væsentligt skridt i retning af et samfund baseret på retsmoralen.

Basisindkomst repræsenterer også det i praksis bedst opnåelige kompromis mellem de ellers uforenelige fløje, der henholdvis vil udlodde grundskylden og bruge den til nedbringelse af skatter. Da vort mål ikke er at ekskludere, men at inkludere alle gode kræfter, er det ikke et forhold, der bør undervurderes.


Regeringens skattepolitik, skatteunddragelse og den næste økonomiske krise

Monaco_fontvieille

Indkomstskatten er højere end nogensinde. Ordet “frihandel” er frygteligt populært, men vi skaber vi “toldmure” mellem mennesker som aldrig før. 50.000 mia. kr. svømmer rundt i skattely, mens den almene dansker kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Imens vil politikerne hellere høste stemmer end at løse statens grundlæggende problemer.

Produktionsarbejde sendes ud af landet

Trods skattestop og en lille skattelettelse, er vi gået fra en anden plads til første pladsen i skattetryk. Det giver danske virksomheder et konkurrencemæssigt handikap. For mig er spørgsmålet, om danske arbejdspladser bevares. At det fortsat er attraktivt at være borger i Danmark. For lønmodtagere såvel som virksomhedsejere. På grund af det høje skattetryk, bliver alt for mange produktionsarbejdspladser sendt ud af landet. Virksomheder flager ud. Borgere med høj indkomst emigrerer til London, Schweiz eller andre nærområder med et mildere skatteklima. Andre vælger at sikre kapitalen i et skattely.

Skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia. kr.

2 mio. skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia.kr i skattely. Det svarer til ca. 7000 kr. pr. verdensborger. Dette kunne man høre journalist Jørgen E. Petersen berette i orientering DR P1 den 17. okt. 2008. Disse penge ligger nu, som en hengemt valutareserve, udenfor noget lands og skattevæsens kontrol og rækkevidde.

For Danmarks vedkommende vil jeg antage, at det drejer sig om min. 200 mia. svarende til de 2 bankpakker. At disse skatteparadiser ofte har en meget eksotisk beliggenhed, gør ikke opgaven lettere. Samtidig vil nye formodentlig opstå. I en tid hvor alle går ind for frihandel mellem landene, går de samme politikere ind for at have en toldmur mellem borgerne.

Toldmur mellem mennesker

Skat og moms er som en toldmur mellem køber og sælger af arbejdskraft. Skat på arbejde forvrider markedsmekanismen. For arbejderen er følgen; arbejd for to, få løn for en. For virksomhedsejeren er det omvendt; betal for to, få arbejdsydelse fra en. Denne kløft mellem bruttoløn og nettoløn skal i sidste ende betales af kunden til det færdige produkt.

Dette giver meget hårde odds, for virksomheder der skal konkurrere på eksportmarkedet, eller mod importerede varer. Også lokalt opstår der en kløft. Sort arbejde, og “gør-det-selv” arbejde er en følge, der er vanskelig at kontrollere.

Undersøgelser har vist, at 20-25 % af alle danskere arbejder sort. Dermed må der minimum være lige så stor andel kunder. Ergo, er op til halvdelen af alle danskere snydere i skat. I lille målestok, for langt de flestes vedkommende, men ind i mellem er der også store syndere, der bliver afsløret i fusk med moms og skat. Dertil kommer alle de, der ikke bliver afsløret.

Er det rimeligt at have et let omgåeligt skattesystem?

Er det rimeligt at have et skattesystem der åbner så store muligheder for skatteunddragelse. Det er jo kontingentbetaling for medlemskab af samfundet. De ærlige og samvittighedsfulde betaler fuld kontingent. De snu og skruppelløse fravælger den fornøjelse, det er, at betale skat med glæde.

Jeg tror ikke det er muligt, at lave et retfærdigt skattesystem, hvor der ikke kan snydes, når byrden skal lægges på mobile emner. Tilmed er det en dårlig ide, at beskatte hænder, hjerner og kapital. Det er jo netop disse aktiver, vi som samfund skal klare os på.

Beskat de immobile emner

Det vil, efter min bedste overbevisning, være en bedre ide at beskatte de immobile emner. Især bør jordværdierne beskattes. Det vil tilmed være en gratis løsning, idet skattebyrden på jord vil fortrænge en tilsvarende rentebyrde til den jordfinancierende kapital. Der kan ikke snydes.

Tilmed må udenlandske virksomheder også betale en beliggenhedsafgift for at operere i Danmark. Det vil medføre en konkurrencelighed for danske virksomheder.

10 år er gået

Det er nu 10 år siden, Stig Andersen i tv viste, hvorledes, store multinationale selskaber, trods stor omsætning ikke betalte skat. Det er ulige vilkår for danske virksomheder. Efter 10 år er det stadig status quo. Jeg har meldt mig ind i Retsforbundet. Det er det eneste parti der har en ansvarlig jord -og skattepolitik.

Når politikkerne ikke tør tage ansvar, så må borgerne gøre det. Det er derfor mit håb, at ansvarsbevidste læsere af dette indlæg, vil overveje deres politiske fremtid. Med en fortsættelse af det nuværende system, er den næste krise allerede indbygget.

Indlægget er skrevet af Ebbe Nygaard – Medlem af Retsforbundet


2

Nu rabler det for JP – Vil erstatte gode skatter med dårlige

I lederen den 23. august anbefaler JyllandsPosten at fjerne grundskylden og ejendomsværdiskatten og i stedet hente det manglende provenu ved forøgelse af indkomstskatten. Rent konkret foreslår JP at fjerne rentefradragsretten, så boligejerne med størst lånebehov rammes hårdest. Er det sommervarmen? Det forslag kandiderer til årets nytårstorsk!

Alle ved, at skat på arbejde er en dårlig skat. Alle ansvarsbevidste politikere siger da også, at de vil nedsætte skatten på arbejde. Det vil de gøre for at styrke konkurrenceevnen, øge arbejdsudbuddet og styrke den personlige frihed. De kommer med udtalelser som ‘det skal  kunne betale sig at arbejde’ og ‘det vi vil have mere af, skal vi beskatte mindre’. Værdifulde erkendelser – nu venter vi bare på, at de skrider til handling.

Skat på de samfundsskabte jordværdier er til gengæld gavnlige skatter. De virker dæmpende på dannelsen af boligbobler, der er roden til økonomiske kriser. Doseret rigtigt kan de fuldstændigt eliminere boligboblerne og dermed fjerne hasardelementet ved køb af egen bolig. Og ikke mindst kan de sætte en stopper for generationstyveriet.

Grundskyld er en ren jordværdiskat, mens ejendomsværdiskatten er en kombineret skat på jordværdi og selve boligen. Det sidste er stærkt kritisabelt, idet det er en form for skat på arbejde. Provenuet fra disse skatter har – trods det uheldige element – den yderligere gavnlige virkning, at det kan bruges til at nedbringe de dårlige skatter. Alligevel vil JP fjerne disse skatter!

Hvordan argumenterer JP så for sit molboforslag? Jo, for det første afstiver man skatteminister Holger K. Nielsens autoritet ved at erklære, at HKN er en redelig politiker. Dernæst bringes et længere citat, hvor HKN afslutningsvis konkluderer: “…. Derfor er der ingen objektiv pris for et hus.” Det er det vitterlige vås. Huse og ejerlejligheder handles på et frit marked, hvor udbud og efterspørgsel bestemmer prisen. Bedre værdifastsættelse gives ikke. Og det ved JP sikkert også. Alligevel konkluderer JP i sagens tjeneste: “Med prisværdig ærlighed slår Danmarks skatteminister fast, at ejendomsbeskatningen aldrig nogensinde vil kunne hvile på et retfærdigt grundlag. Mange tak for det.”

Voila, hermed mener JP det bevist, at den eneste forstandige løsning er at fjerne de gavnlige skatter og øge de skadelige.

Jeg vil i stedet foreslå, at der satses på de gavnlige og retfærdige skatter. Der bør derfor snarest tages initiativ til en genopretning af det velfungerende vurderingssystem, som den borgerlige regering fik saboteret. Samt til en omlægning af ejendomsværdiskatten til en ren jordværdiskat, så vi får aflivet beskatning af folks boliger og alene beskatter de samfundsskabte jordværdier.

Hermed opfordres til en seriøs debat om skat og fordelingspolitik.

Indlægget er syndikeret fra Den Danske Henry George Forening og skrevet af Ib Strømberg Hansen.


En bæredygtig økonomi

SKAT, skattesnyd og signalværdi

SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?

Af Ebbe Nygaard

Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.

Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.

Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.

Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.

Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.

Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.

På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”

I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.