Basisindkomst – Et overgreb mod retsmoralen eller dens logiske konsekvens?

http://www.flickr.com/photos/russell-higgs/8523192881/sizes/m/in/photostream/

-Det er spørgsmålet, som Retsforbundets medlemmer skal have afklaret, efter at det seneste landsmøde besluttede, at landsledelsen skal indarbejde et forslag til basisindkomst i det arbejdsprogram, som skal forelægges næste landsmøde.

At basisindkomst indebærer mange fordele har borgerlønsbevægelsen glimrende redegjort for på deres hjemmeside, hvor der også findes økonomiske overslag, der indikerer, at projektet er realiserbart, men som nok skal viderebearbejdes for at have endegyldig beviskraft.

Det, som jeg her vil beskæftige mig med, er, om basisindkomst harmonerer med retsmoralen, således som den er udtrykt i idéprogrammet. Uanset hvilket resultat medlemmerne når frem til, skal dette krav være opfyldt:

Arbejdsprogrammet skal være i overensstemmelse med idéprogrammet!

Indledningsvis er det formålstjenligt at gøre sig klart med hvilket formål, basisindkomst skal indgå som en del af en retsstat. Mange retsstatsfolk har kategorisk udtalt, at det ikke er statens opgave, at brødføde raske og arbejdsdygtige mennesker. Som Niels Hausgaard så bidende ironisk messede: “Der er altid arbejde til dem, som vil arbejde”. Allerede før denne sang blev forfattet, blev der i idéprogrammet under statens opgaver skrevet: “Staten sikrer forsorgen for varigt handicappede og kronisk syge samt andre, der er ude af stand til at klare tilværelsen for sig og sine.” På denne baggrund forekommer det rigtigst at sige, at basisindkomsten skal sikre enhver borger de basale ydelser. For syge og handicappede har staten yderligere forpligtelser.

Med dette formål erstatter basisindkomsten andre socialt betingede ydelser, hvorfor den må være en fast inflationssikret ydelse, som ikke kan gøres afhængig af grundskyldsprovenuet.

Personlig frihed

Den første grundsætning i idéprogrammet fastslår den personlige frihed. Den har ringe vilkår i dagens Danmark, hvor det offentliges indtægter i væsentlig grad er baseret på beskatning af arbejde. Og hvor ydelser fra det offentlige er gjort socialt betingede.

Jeg skal i denne forbindelse ikke dvæle længe ved indkomstskatten, men fremhæve at den for at være relativt retfærdig (skat på arbejde er ikke retfærdig) kræver en meget nærgående kontrol. Da beskatningen yderligere er gjort afhængig af ægtestand, bopæl m.v. er kravet til det offentliges kontrol af den enkelte borgers gøren og laden udvidet til det groteske. Tænk f.eks. på hvor mange ressourcer, der er anvendt på at bestemme Stephen Kinnock’s skat. Retsforbundet har den ultimative løsning: indkomstskatten skal væk – desværre vil udfasningen tage lang tid.

Udbetaling af offentlige ydelser er i det nuværende system forbundet med om muligt endnu større kontrolforanstaltninger. Udover indkomst- og formueforhold skal klientens ægteskabelige stand og samlivsforhold kontrolleres og her kræver kampen mod de sociale bedragere, at klienternes afgivne oplysninger verificeres ved fysisk kontrol. Claus Hjorth stillede krav til bistandsklienterne om et mindste antal jobansøgninger – nyt krav, nye kontroller. Dette kontrol- og overvågningsapparat er et indgreb i borgerens personlige frihed, men er en uundgåelig del af et system, der er baseret på socialt betingede ydelser.

Set alene i relation til den personlige frihed er løsningen enkel: Socialt betingede ydelser erstattes med universelle ydelser – altså basisindkomst.

Borgernes ligeret

Den anden grundsætning i idéprogrammet fastslår borgernes ligeret i økonomisk og politisk henseende. Den økonomiske ligeret er ikke eksplicit defineret. Af den større sammenhæng kan det udledes, at samfundets indtægter må betragtes som tilhørende borgerne i lige andele, hvilket indebærer at et eventuelt overskud efter afholdelse af retsstatens udgifter udloddes i lige store andele til borgerne. Desværre er denne situation rent hypotetisk i overskuelig fremtid. En sådan udlodning vil i givet fald ikke have karakter af en basisindkomst, men udgøre en grundskyldsdividende.

Da sundhedsvæsenet er en af retsstatens opgaver må dette, sammenholdt med den økonomiske ligeret, udlægges sådan, at behandlingen bør være på samme vilkår for alle (gratis). Dette harmonerer fint med de nugældende regler for hospitalsbehandling, der er gratis for alle. Dette til forskel fra f.eks. tandlægebehandling, der er brugerbetalt, hvilket har bevirket, at mange dårligt stillede ikke får udført behandling, der er af betydning for helbred og livskvalitet. Det er ikke tilfredsstillende i et rigt land.

Borgernes ligeret i økonomisk henseende indebærer, at hvad der tildeles én borger, skal tildeles alle borgere, dvs. socialt betingede ydelser, skal erstattes af universelle ydelser – basisindkomst.

Retten til udbyttet af eget arbejde

Dette er et helt afgørende punkt ved vurdering af basisindkomst og retsmoral. Idéprogrammet siger: “Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit eget arbejde og råder frit derover, når han har betalt sin andel af retsstatens fællesudgifter.” Med andre ord beskatning af borgernes arbejdsindsats skal så vidt muligt undgås, og der skal ses kritisk på, hvilke udgifter staten påtager sig.

I vort nuværende system er en række ydelser og brugerbetalinger socialt betingede, således at bl.a. indtjening og formue bestemmer ydelse/betaling. Dette er i realiteten en beskatning af arbejde omend indirekte. Det er i direkte modstrid med retsmoralen. Og forsåvidt også med den almene retfærdighedsfølelse: for hvorfor skal den der vælger i en periode at arbejde mere, og dermed betaler en højere indkomstskat, yderligere straffes i forhold til den der i samme periode vælger at arbejde mindre. Og hvorfor skal den, der vælger at spare op, yderligere indirekte beskattes i forhold til den, der vælger at forbruge hele sin indtjening.

Det der gør sagen vanskelig er, at den almindelige snusfornuft samtidig siger, at det er hul i hovedet at give ydelser til mennesker, der selv kan betale.

I denne sammenhæng er det imidlertid idéprogrammet, der tæller. Arbejde skal ikke beskattes! Hverken direkte eller indirekte!

Mange politikere har sagt det og gentaget det og gentaget det og …. samtidig med at de har broderet videre på et system, der virker for det stik modsatte. Men som medlem af Retsforbundet skal man med god samvittighed kunne sige det:

–          Det skal kunne betale sig at arbejde.

–          Det skal kunne betale sig at spare op.

Økonomi

Som indledningsvis nævnt kræver de økonomiske konsekvenser yderligere bearbejdning, idet en forøgelse af de skatter og afgifter, der ikke henhører under retsstatens naturlige indtægter, udgør et argument imod basisindkomst. Grundskylden er en konjunkturbestemt afgift, der ikke kan anvendes som skatteskrue, hvorimod ressourceafgifter og grønne afgifter er en mulighed.

Da det ideologisk set er ønskeligt/nødvendigt at omlægge fra sociale ydelser til universelle ydelser, giver det imidlertid mere mening at se på forløbet, fremfor for bare at sammenligne situationen før og efter. Det må være muligt at identificere nogle trin i processen og regne på konsekvenserne. Det er givet, at indførelsen af en basisindkomst er en langvarig proces.

Retsforbundets politik indebærer i forvejen en langvarig ændringsproces, hvori basisløn naturligt kunne indgå. Efter min mening vil denne proces gøres unødvendigt kompliceret, hvis der stilles krav om, at en given udgift kun kan finansieres af en given indtægt. Ændringsprocessen er såmænd kompliceret nok i sig selv. Under hele processen skal der være styr på økonomien.

God debat

Med denne vurdering af idéprogrammet i forhold til basisindkomst håber jeg, at have givet et oplæg til en god og konstruktiv debat, der kan bringe os videre i vor stillingtagen og i forhold til at kommunikere vore grundlæggende idéer og den måde, vi vil realisere dem.

Ib Strømberg Hansen

 


Regeringens skattepolitik, skatteunddragelse og den næste økonomiske krise

Monaco_fontvieille

Indkomstskatten er højere end nogensinde. Ordet “frihandel” er frygteligt populært, men vi skaber vi “toldmure” mellem mennesker som aldrig før. 50.000 mia. kr. svømmer rundt i skattely, mens den almene dansker kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Imens vil politikerne hellere høste stemmer end at løse statens grundlæggende problemer.

Produktionsarbejde sendes ud af landet

Trods skattestop og en lille skattelettelse, er vi gået fra en anden plads til første pladsen i skattetryk. Det giver danske virksomheder et konkurrencemæssigt handikap. For mig er spørgsmålet, om danske arbejdspladser bevares. At det fortsat er attraktivt at være borger i Danmark. For lønmodtagere såvel som virksomhedsejere. På grund af det høje skattetryk, bliver alt for mange produktionsarbejdspladser sendt ud af landet. Virksomheder flager ud. Borgere med høj indkomst emigrerer til London, Schweiz eller andre nærområder med et mildere skatteklima. Andre vælger at sikre kapitalen i et skattely.

Skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia. kr.

2 mio. skuffeselskaber skjuler tilsammen 50.000 mia.kr i skattely. Det svarer til ca. 7000 kr. pr. verdensborger. Dette kunne man høre journalist Jørgen E. Petersen berette i orientering DR P1 den 17. okt. 2008. Disse penge ligger nu, som en hengemt valutareserve, udenfor noget lands og skattevæsens kontrol og rækkevidde.

For Danmarks vedkommende vil jeg antage, at det drejer sig om min. 200 mia. svarende til de 2 bankpakker. At disse skatteparadiser ofte har en meget eksotisk beliggenhed, gør ikke opgaven lettere. Samtidig vil nye formodentlig opstå. I en tid hvor alle går ind for frihandel mellem landene, går de samme politikere ind for at have en toldmur mellem borgerne.

Toldmur mellem mennesker

Skat og moms er som en toldmur mellem køber og sælger af arbejdskraft. Skat på arbejde forvrider markedsmekanismen. For arbejderen er følgen; arbejd for to, få løn for en. For virksomhedsejeren er det omvendt; betal for to, få arbejdsydelse fra en. Denne kløft mellem bruttoløn og nettoløn skal i sidste ende betales af kunden til det færdige produkt.

Dette giver meget hårde odds, for virksomheder der skal konkurrere på eksportmarkedet, eller mod importerede varer. Også lokalt opstår der en kløft. Sort arbejde, og “gør-det-selv” arbejde er en følge, der er vanskelig at kontrollere.

Undersøgelser har vist, at 20-25 % af alle danskere arbejder sort. Dermed må der minimum være lige så stor andel kunder. Ergo, er op til halvdelen af alle danskere snydere i skat. I lille målestok, for langt de flestes vedkommende, men ind i mellem er der også store syndere, der bliver afsløret i fusk med moms og skat. Dertil kommer alle de, der ikke bliver afsløret.

Er det rimeligt at have et let omgåeligt skattesystem?

Er det rimeligt at have et skattesystem der åbner så store muligheder for skatteunddragelse. Det er jo kontingentbetaling for medlemskab af samfundet. De ærlige og samvittighedsfulde betaler fuld kontingent. De snu og skruppelløse fravælger den fornøjelse, det er, at betale skat med glæde.

Jeg tror ikke det er muligt, at lave et retfærdigt skattesystem, hvor der ikke kan snydes, når byrden skal lægges på mobile emner. Tilmed er det en dårlig ide, at beskatte hænder, hjerner og kapital. Det er jo netop disse aktiver, vi som samfund skal klare os på.

Beskat de immobile emner

Det vil, efter min bedste overbevisning, være en bedre ide at beskatte de immobile emner. Især bør jordværdierne beskattes. Det vil tilmed være en gratis løsning, idet skattebyrden på jord vil fortrænge en tilsvarende rentebyrde til den jordfinancierende kapital. Der kan ikke snydes.

Tilmed må udenlandske virksomheder også betale en beliggenhedsafgift for at operere i Danmark. Det vil medføre en konkurrencelighed for danske virksomheder.

10 år er gået

Det er nu 10 år siden, Stig Andersen i tv viste, hvorledes, store multinationale selskaber, trods stor omsætning ikke betalte skat. Det er ulige vilkår for danske virksomheder. Efter 10 år er det stadig status quo. Jeg har meldt mig ind i Retsforbundet. Det er det eneste parti der har en ansvarlig jord -og skattepolitik.

Når politikkerne ikke tør tage ansvar, så må borgerne gøre det. Det er derfor mit håb, at ansvarsbevidste læsere af dette indlæg, vil overveje deres politiske fremtid. Med en fortsættelse af det nuværende system, er den næste krise allerede indbygget.

Indlægget er skrevet af Ebbe Nygaard – Medlem af Retsforbundet


En bæredygtig økonomi

SKAT, skattesnyd og signalværdi

SKAT kritiseres for ikke at følge reglerne i inddrivelsen af statens skatteindtægter. Men spørgsmålet er om sagen ikke blot peger på, at vi har et skattesystem, som er forkert indrettet?

Af Ebbe Nygaard

Det sejler hos SKAT. Skattemyndighederne er i inddrivelsen af statens skatteindtægter gået over stregen i ihvertfald et enkelt tilfælde, og måske 50-100 eller flere grænsetilfælde. Endnu flere føler sig urimeligt og uretfærdigt behandlet. Der er blevet talt om en syg kultur i SKAT. Blandt konsekvenserne bliver nu at Skats Afdeling for Økonomisk Kriminalitet lukkes.

Spørgsmålet er, om SKAT ikke blot har gjort, hvad der er blevet forlangt af SKAT. Det er i hvert fald også nødvendigt at se på, hvad SKAT er oppe imod.

Siden man indførte indkomstskat i 1902, har skattesnyd været udbredt. I starten kunne meget klares af den kommunale ligningsmyndighed. I dag, med åbne grænser, globale markeder og en meget kompliceret skattelov, er det nødvendigt med kvalificerede skattemedarbejdere, til at løse de store opgaver.

Det er ikke sjovt at betale skat, slet ikke andres. Det er imidlertid følgen for den almindelige borger, når de virkelig store unddrager sig for deres bidrag til fællesskabet. Store beløb bringes i skattely. 10.000 nystartede virksomheder lukker inden et år. Mange er et rent skattearrangement, men de er godt camouflerede, mellem ærlige iværksættere.

Indviklede momskarruseller, komplicerede ejendomsselskaber, aktie-, anparts-, andels- og fondsejede selskaber, med datterselskaber i udlandet. Udenlandske selskaber, med datterselskaber i Danmark. Alle med komplicerede skatteforhold. Alle arbejdsgivere har pligt til at tilbageholde skat fra sine medarbejdere, dermed bliver virksomhederne også administratorer af statens penge. Disse penge skal naturligvis videresendes til staten, hvad alle reelle virksomheder da også gør.

Imidlertid findes skrupelløse bedragere, der bevidst styrer virksomheden mod likvidation, hvorved staten mister indtægter. Disse penge er som regel, via en ”dårlig handel” endt på en hemmelig konto, i et skattelyland.

På denne og mange andre måder forsvinder mange milliarder hvert år ud af landet. Derfor er det også nødvendigt med et effektivt kontrolsystem. At nedlægge SKATs afdeling til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, er at sende dette signal til de kriminelle; ”fortsæt bare snyderiet, vi har bundet vagthunden!”

I virkeligheden er SKAT på en umulig opgave. SKAT kan ikke være effektivt nok, uden ind imellem at krænke borgerne. Løsningen er imidlertid enkel : omlæg skatten til skat på immobile værdier, f.eks. i form af grundskylden. Her kan ikke snydes. Fjern skattebyrden fra varer og arbejde tilsvarende. Først da forsvinder incitamentet til skattesnyd.