Retsforbundet - Danmarks Bæredygtige Parti

Europolaftale – en sejr for nej’et til at fjerne retsforbeholdet

Det aftaleudkast om Europol, som angiveligt nu foreligger, viser hulheden og falskheden i klynkeriet om, hvor svært og nærmest umuligt det ville være for Danmark, at få en mellemstatlslig samarbejdsaftale om Europol – selvom lande som Albanien senest godt kunne få det.

Det væsentlige er jo, at det netop bliver en mellemstatslig aftale, der betyder, at Danmark selv har hånd i hanke med dansk retspolitik. Vi bevarer vores selvbestemmelse og frihed på området.
Det er en klar og flot sejr for det mod, som et flertal af danskerne viste ved at stemme et nej til at fjerne retsforbeholdet. Det siger Retsforbundets politiske ordfører Poul Gerhard Kristiansen i en kommentar.

Med en mellemstatslig europolaftale kan vi selv opsige aftalen eller forhandle en ny aftale på plads, hvis vi er utilfredse og EU-domstolen har ikke en overstatslig magt i Danmark.
EU-kommissionen har alligevel syntes vi skulle have en straf fordi danskerne tillod sig flot at sige nej til at fjerne forbeholdet. Derfor har man indsat et mellemled i form af en dansk betjent hos europol. Men der vil være mulighed for søgning i hele døgnet.

Men det er ikke andet end en smålig straffeaktion fra EU-kommissionens side.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende, at vi kan få en aftale. En aftale, som ovenikøbet er bedre end den norske aftale, som norsk politi ikke har haft større problemer med at arbejde med. Det ændrer heller ikke ved, at vi stadig bevarer danske selvbestemmelse over området.


Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Vækst eller spekulation?

Af Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Gørtlervej 26, Randers.

Praktisk talt alle uafhængige økonomer er enige om en skattereform, der flytter skat fra arbejde til jord og fast ejendom. Det leder investeringerne til arbejdspladser i erhvervslivet i stedet for til passiv anbringelse eller spekulation. Det fremmer mobiliteten på boligmarkedet og forebygger boligbobler og deraf følgende finanskriser, bankkrak, tvangsauktioner og arbejdsløshed. Som de økonomiske vismænd skriver: grundskyld er en god og fornuftig skat.

Når derfor regeringen foreslår at sænke den gennemsnitlige grundskyldspromille fra 26 til 16 og at sænke ejendomsskattepromillen fra 10 til 6, når ejendomsskattepromillen på 30 for ejendomme over 3 mio.kr. ændres til 10 for ejendomme over 6 mio. kr., når udskrivningen nu kun skal ske på 80 % af grund – og ejendomsværdierne, samt når endelig alt dette skal finansieres af over skatten på arbejde og forbrug, så er det stik modsat rådene fra Det Økonomiske Råd, OECD, IMF, Nationalbanken og EU´s økonomer.

At den del af ejendomsskatterne, der overstiger den almindelige pris- og lønudvikling indefryses, vil skade mobiliteten på boligmarkedet som man ser det i Sverige, hvor man har denne model: Folk bliver boende længere i deres huse, og skatten er i øvrigt så upopulær, at den kostede den forrige socialdemokratiske regering livet, hvorefter de borgerlige halverede skatten. Ingen bør beskattes fra deres bolig, men det må være tilstrækkeligt at bevare den nuværende indefrysningsordning for pensionister og mindrebemidlede.

Regeringen siger, at den vil have vækst. Denne ”skattereform” vil virke modsat, og er noget af det mest erhvervsfjendtlige, man kan forestille sig. Boligboblen bliver pustet yderligere op, og man kan øjne en ny finanskrise, efterfulgt af økonomisk stagnation. Danmark blev ramt hårdere end sammenlignelige lande af den globale boligboble i 00érne p.g.a VKO-regimets boligskattestop. Tryghed for boligejerne? Der skete det modsatte!

Sygeplejersken og politibetjenten er for længst jaget ud af London, Paris, Madrid, Stockholm. Oslo og andre europæiske storbyer. Med regeringens såkaldte ”boligskattestop” vil ejendomspriserne galoppere og jage dem ud af hovedstaden.


2

Optimal boligskat II – Ib Strømberg Hansen

Optimal boligskat. Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.

Optimal boligskat. Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.


Af Ib Strømberg Hansen

Opfølgning på Ib Strømberg Hansens sidste artikel Den optimale boligskat.

Debatten om ny boligbeskatning handler kun om boligejerne. Det giver ingen mening. Både ejernes og lejernes situation må inddrages, hvis der skal være rimelighed i reformerne.

Rimeligheden i reformerne er emnet som her behandles med udgangspunkt i konklusionerne fra min første kommentar:

Den optimale boligskat har en størrelse, der stabiliserer ejendomsmarkedet. Med optimal boligskat er det slut med boligbobler med deraf følgende økonomiske kriser. Der er ingen etablerede boligejere, der skal forgyldes på bekostning af de unge, der skal købe til opskruede priser (generationstyveriet). Og der er ingen, primært unge, der skal ruineres på grund af en bristende boligboble.

Den optimale boligskat vil over tid være stigende og skal anvendes til nedbringelse af skatten på arbejde, dvs. en omlægning fra dårlige skatter til gode skatter, som anbefalet af produktivitetskommissionen.

Med dette som udgangspunkt må fokus rettes mod lejerne. De vil jo få fordel af, at stigende boligskatter nedbringer skatten på arbejde. For at skabe balance må også skatten på udlejningsejendomme (grundskylden) tilpasses.

I den perfekte verden ville skatten på lejeboligerne automatisk stige (eller falde) i takt med udviklingen. Huslejen ville stige i takt med udviklingen på ejerboligmarkedet, hvilket ville medføre stigende grundpriser med deraf følgende stigende grundskyld.

Det danske lejeboligmarked er imidlertid langtfra perfekt. Det er styret af en forkvaklet og forældet lejelovgivning, som resulterer i urimeligt lave huslejer til de privilegerede. Den ellers så nidkære skattelovning har ydermere helt fredet disse begunstigede lejere, der således får både i pose og sæk. Jeg afslører ingen hemmelighed her – politikerne er helt bevidste om skævhederne og deres navne dukker af og til op i pressen som nogle af de privilegerede.

De kunstigt lave huslejer resulterer i, at grundpriserne for udlejningsejendomme, der ikke kan opkræve en markedsbestemt leje, er kunstigt lave, hvilket medfører en tilsvarende kunstigt lav grundskyld.

For at få løst op for denne gordiske knude bør det nye vurderingssystem vurdere udlejningsejendommenes grundværdi så den tilnærmelsesvis modsvarer værdien af en tilsvarende ejendom med ejerboliger. Det vil bringe grundskylden for lejerne nærmere den boligskat, som ejerne pålignes. De betaler som bekendt også ejendomsværdiskat.

Andelsboligerne skal selvfølgelig også omfattes af en optimal boligbeskatning med det formål at tilnærmelsesvis bringe den på niveau med beskatningen af ejerlejligheder. Når (hvis) andelshaverne opnår samme lånemuligheder, som gælder for andre ejerboliger, bør beskatningen være den samme.

Det er altså både ejere, lejere og andelshavere, der må bidrage til en løbende sænkning af skatten på arbejde.

Hermed er forudsætningerne på plads, så det giver mening at se på det, som angiveligt ligger politikerne så meget på sinde, nemlig boligejernes tryghed.

Boligejerne vil under ét ifølge oplægget opnå kompensation for den øgede boligskat i kraft af den reducerede indkomstskat. Imidlertid vil boligejerne i udviklingsområder ikke blive fuldt kompenseret. Dette er typisk et problem for nogle pensionister, hvilket i vidt omfang er blevet løst, ved at tilbyde dem en indefrysning af ejendomsskatterne mod pant i ejendommen. I Berlingskes kronik den 25. marts 2015 argumenterer Jesper Rangvid og Bjarne Astrup, professorer ved CBS, overbevisende for en generel anvendelse af denne løsning. Hermed vil de fleste boligejere være hjulpet. Der vil utvivlsomt kunne findes eksempler på boligejere, der har behov for yderligere tryghedsordninger. Set i lyset af de enorme fordele som opnås ved optimal boligbeskatning, bør det ikke være et problem at finde rimelige løsninger.

Lejerne vil, ligesom ejerne, blive kompenseret ved lavere indkomstskat og for de dårligst stilledes vedkommende også gennem en forøget boligstøtte. De privilegerede lejere, der sidder til en symbolsk leje i forhold til markedslejen, vil opleve, at deres boligudgift bliver ajourført.

Politikerne har to håndtag at dreje på, nemlig den kommunale grundskyld og den (med rette) upopulære ejendomsværdiskat. De er i forhold til opnåelse af en optimal boligbeskatning ikke velegnede og bør erstattes af en statsgrundskyld. Mere om det ved en senere lejlighed.

Kære læser, der har fulgt mig hertil, hvis du også synes, at fremtidige konjunkturgevinster skal komme alle til gode, og ikke ende som friværdistigninger hos boligejere i udvalgte områder og huslejerabat til privilegerede lejere, har du et praktisk problem. I Folketinget har kun ét parti udsendt signaler, der kan tolkes som tilslutning til optimal boligskat. Det er Alternativet, men lad os nu se, hvad der kommer ud af laboratoriet. Udenfor Folketinget findes Retsforbundet, der nærmer sig de 100 år. Derfra er opbakningen 100%. Det ville være berigende for den politiske debat om skattepolitikken, hvis 100-års-dagen kunne fejres i Folketinget.


2

Den optimale boligskat – valget er ikke svært

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen

Den optimale boligskat. Boligejernes tryghed har fået første prioritet i regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering, skriver Ib Strømberg Hansen


Af Ib Strømberg Hansen

Kommentar bragt på Berlingske.dk

Boligejernes tryghed har fået første prioritet i debatten om regeringens forslag til ny boligbeskatning. Det er en fatal prioritering. Det er lige så tåbeligt som at bygge et hus og vente med at støbe fundamentet til sidst.

Boligbeskatningen er helt afgørende for opnåelsen af en retfærdig fordelingspolitik og en velfungerende samfundsøkonomi! De, der har orienteret sig i finansloven, vil måske indvende, at så meget fylder boligskatterne altså heller ikke i det samlede nationalregnskab. Indvendingen er korrekt, men det skyldes, at konsekvenserne af en fejlagtig boligbeskatning ikke figurerer i regnskabet.

Når boligbeskatningen ikke tilpasses udviklingen på ejendomsmarkedet resulterer det i voldsomme svingninger i ejendomspriserne. Vi har indenfor det seneste par årtier set boligejere, der har fået milliongevinster, og vi har set nye på boligmarkedet (overvejende yngre mennesker), der er blevet ruinerede. Under Anders Fogh’s regering fik vi en anskuelsesundervisning i, hvor galt det kan gå. På trods af gentagne advarsler fra førende økonomer, heriblandt de økonomiske vismænd, undlod Anders Fogh at tilpasse boligskatterne, hvilket resulterede i en boligboble.

De kraftigt stigende ejendomspriser i årene under boligboblens opbygning resulterede i en overophedning af økonomien, den såkaldte friværdifest, som endte med at boblen brast med en alvorlig og langvarig økonomisk krise til følge. I årene med friværdifesten var der mange boligejere, der tjente mere på at eje deres bolig end på at arbejde. Og det gjaldt også folk i særdeles vellønnede job.

De beløb som boligejerne i årene op til boligboblens bristen fik foræret i værdistigninger er af en helt anden størrelsesorden end de boligskatter, som fremgår af nationalregnskabet. Det er disse enorme beløb, der er forklaringen på boligbeskatningens afgørende betydning for samfundsøkonomien og en retfærdig fordelingspolitik.

Stigende boligpriser (udover stigning i priserne på nybyggeri) er reelt set en gave (skattefri) til boligejerne. En gave der betales af de unge, der skal ind på ejerboligmarkedet. Slet og ret et generationstyveri!

Der er intet af det, jeg her har forklaret, der er ukendt for politikerne. Alligevel nævner de ikke risikoen for boligbobler, generationstyveri og asociale værdistigninger med et eneste ord, men taler bare manisk om boligejernes tryghed. I virkeligheden en eufemisme for egen tryghed for genvalg.

Det som åbenbart burde have første prioritet i debatten om boligbeskatning er stabilisering af boligmarkedet. Med et stabilt boligmarked vil de samfundsskabte værdistigninger ikke længere ende i boligejernes lommer, generationstyveriet vil være stoppet og unge mennesker vil med tryghed kunne begive sig ind på ejerboligmarkedet.

Med et stabilt boligmarked vil vi få en mere stabil samfundsøkonomi med et over årene stigende provenu fra boligskatterne, som skal anvendes til nedbringelse af skatten på arbejde. Produktivitetskommissionen har redegjort for, at indkomstskatten er den mest skadelige for den økonomiske udvikling, mens boligskat og primært grundskylden er den mindst skadelige. Udover at skat på arbejde er samfundsøkonomisk skadelig, er der også mange, der vil mene, at denne skat er det største overgreb på den private ejendomsret!

Den optimale boligskat er således, i forhold til en sund samfundsøkonomi og en retfærdig fordelingspolitik, af en størrelse, der holder ejendomspriserne i ro.

Valget burde ikke være svært. Men for levebrødspolitikere kan det alligevel føles svært at vælge mellem på den ene side stigende boligskatter med deraf følgende lavere skat på arbejde og på den anden side stigende boligpriser med deraf følgende generationstyveri, boligbobler og økonomiske kriser.

Hidtil har debatten kun været fokuseret på ejerboligerne. Med henblik på en retfærdig fordelingspolitik må lejeboligerne også inddrages. Målsætningen må være, at sammenlignelige boliger beskattes ens. Mere om dette i en opfølgende artikel, hvor også boligejernes tryghed tages op. Den er gemt – ikke fordi den er uvæsentlig, men fordi det først giver mening at se på den, når forudsætningerne er på plads.

Sluttelig skal det fremhæves, at der kan findes en mere indgående behandling af boligskatterne på tænketanken CORIDA’s hjemmeside.

Læs den opfølgende artikel her: Optimal boligskat II


Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.


Af Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører for Retsforbundet

Boligbeskatning: Nye boligbobler og generationsrøveri.

Venstre-regeringens forslag til boligskatter, der indeholder et grundskyldsstop og lavere satser oveni skatterabat til flere hundrede tusind boligejere, er virkelig at komme fra asken og i ilden.

Det er kortsigtet valgflæsk som vil puste boligboblen op, og gøre det svært for unge mennesker at komme ind på boligmarked efter 2020. Generationsrøveri af første klasse for det er jo ikke mindst de kommende, unge købere, som kommer til at betale. V-regeringen og dens støtter har politisk valgt hvilke vælgergrupper man vil satse på og ser bort fra mere samfundsøkonomiske grunde.

Prisstigningerne vil ikke blive dæmpet – tværtimod.

Og når boligboblerne springer, så kommer tømmermændene igen for de mange – ikke mindst de svage grupper. Ja, alle de, som ikke har været mere vognen.

Den seneste finanskrise blev grundlæggende lagt af den tidligere V-regerings bestræbelser på allerede dengang at tilgodese boligejerne med en række tiltag, som alle andre fik og får lov at betale for. Og nu skal vi altså have mere af den patentmedicin, som ikke bare ikke virker – men er benzin på bålet. – Og den næste generation kommer til at betale endnu højere priser.

Ja, de nye ejendomsvurderinger vil for mange boligejere være markant højere end i dag, fordi boligpriserne er steget heftigt særligt i og omkring landets store byer.

Ja, hvis man får en øget værditilvækst, så får man en højere beskatning. Vi boligejere er allerede blevet tilgodeset igennem årtier med den manglende beskatning af disse samfundsskabte værdier. Disse værdier, som for den enkelte ejer er arbejdsfri gevinster. Kun gennem en løbende grundskyld, som så kan bruges til at sætte skatten ned på arbejde kan vi nå frem til en mere retfærdig fordeling af de fællesskabte værdier – også for de grupper, som i dag ikke er med på ejerboligvognen.

Ja, vurderingssystemet skal på plads og fejlene rettes. Men ærlig talt, det er jo den tidligere V-regering, som i 2001 smadrede et velfungerende vurderingssystem. De ligger som de har redt.

Det positive man – med lup – kan få øje på er så, at hvis, der bliver et ”overskud” i forhold til det forventede i boligskatter, så skal disse penge bruges til at lette skatten på arbejde. – Hvis der kommer et overskud. – og hvordan vil man lette?

Og det er ærlig talt besynderligt, at mens 10-12.000 kroner åbenbart anses for et stort problem for vi velbjærgede boligejere, så kan den, som kontanthjælpsloftet rammer lige så hårdt, og som reelt er truet af udsættelse, få lov til at ”drømme” og køre videre i et bureaukratisk cirkus af tåbelig kontrol og regler.

Hvor er trygheden henne her? – Og hvor er trygheden for den næste generation af unge, som skal betale de øgede boligpriser, som bliver resultatet?


Åbningstale: Hvor er trygheden for andre end velbeslåede boligejere?

Af Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører for Retsforbundet

Åbningstale om tryghed

Statsministeren understregede i sin åbningstale, at vi boligejere skal være ”trygge”. Med 2025 planen og yderligere “skattestop” skal vi boligejere igen fredes og med den det nye forstærkede skattestop på boligområdet sætter han valgtrumf på overfor sine udvalgte målgrupper, som han er i konkurrence med og med det socialdemokrati, som ellers var hoppet med på vognen.

Vi boligejere skal have tryghed. En ”tryghed” som ikke mindst de unge, de svage grupper og for den sags skyld lejerne betaler for. Der er tale om en fortsat omfordeling til fordel ikke mindst de bedst stillede boligejere, men til skade for samfundet og alle, som ikke sidder på flæsket.

Set i lyset af de samtidige voldsomme nedskæringer overfor en række svage grupper – i nogle tilfælde – som en tyv om natten, så må man konstatere, at trygheden ikke gælder for befolkningen som helhed, heller ikke selv om statsministeren i sin åbningstale tale så varmt om sin respekt for ”de varme hænder” og forbedrede uddannelser, som også skæres. Og trygheden gælder slet ikke enlige mødre, børnefamilier, handicappede, sindslidende, revalidender eller ansatte og patienter i hospitalsvæsenet – for at nævne nogle i flæng. – Ihverttilfælde ikke i Venstres og tilsyneladende i folketingets flertals optik. – Og trygheden gælder ikke for de mange fattige, som allerede er skabt eller bliver skabt af kontanthjælpsloftet eller 225 timers-reglen, hvor det jo ikke er muligt at finde de nødvendige jobtimer. – Gennem tåbelige og bureaukratiske regler ikke mindst jobprøvningsregler mødes en helt anden virkelighed end den Statsministeren retorisk beskrev. – Men den økonomiske politik, som statsministeren har ført og vil fortsætte er jo hentet direkte fra EU’s rædselskabinet. Hvor er varmen og forståelsen her? Hvor er trygheden? – Ja, den bliver brugt til at sikre de velbeslåede boligejere den tryghed, som vi slet ikke har behov for.

– Og her hører altså heller slet ikke en omlægning skattesystemet, så der vil ske en retfærdig omfordeling, som også de svage grupper får deres andel af de værdier vi alle sammen har skabt i fællesskab. For de store værdistigninger på – i realiteten – beliggenhedsværdierene eller grundværdierne, er jo ikke skabt af den enkelte ejer, men af den aktivitet som er sket i samfundet.

”Professor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen har gentagne gange anbefalet politikerne at hæve boligskatterne, og det gør han stadig:
– Skattestoppet betyder, at især de rigeste boligejere betaler mindre i skat, end de ellers ville have gjort. Ejendomsskatter er ud fra en samfundsøkonomisk betragtning gode skatte” – siger han.

Og netop i perioden op til det seneste krise resulterede de gentagne tiltag til fordel for os boligejere – et smadret vurderingssystem attraktive lånemuligheder, ikke mindst manglende øget grundskyld og skattestoppet – at luften ikke blev taget ud af de oppustede boligbobler.

Hvor vi havde behov for en øget grundskyld. Trygheden gælder ikke lejerne, skatteyderne i almindelighed eller de unge, nye købere, som stadig må betale højere priser for boligen – uden at blive en del af friværdifesten. Men tømmermændene dem får de også deres del af – ligesom alle svage grupper i samfundet.

Jeg nægter at tro, at selv de nuværende politikere i Folketinget, har så kort en hukommelse, at de har glemt dette forløb som resulterede i boligkrise og kombineret med bankernes grådighed i en finanskrise som resultat en friværdifest med alvorlige tømmermænd herefter. Statsministeren og regeringen vælger bevidst valg til fordel for de velbeslåede når man ser på nedskæringer og ikke mindst topskattelettelser.

Og Statsministeren og regeringen vælger bevidst de store skel i befolkningen, øget fattigdom, dårligere velfærd. På trods af retorikken. – Politikerlede og ikke mindst de mange protester mod denne politik er fuldt forståelig, men desværre lytter beslutningstagerne i deres glasklokke ikke.


Juncker: »EU er i en eksistentiel krise«

Juncker: ”EU er i en eksistentiel krise”

Juncker: »EU er i en eksistentiel krise«

Juncker: »EU er i en eksistentiel krise«


Af Poul Gerhard Kristiansen, Retsforbundets politiske ordfører

»EU er i en eksistentiel krise«

Således betegnede EU’s kommissionsformand EU’s tilstand i sin tale om ”unionens tilstand”. En tale, som i sig selv er symbol på de varme ønsker om en EU statsdannelse, som færre og færre befolkninger i EU deler – især når man ser de resultater, som EU’s politikker har haft ikke mindst for de svageste.

Juncker vil således nu ikke acceptere den store ungdomsarbejdsløshed. Tja, den er jo resultat ikke mindst af EU’s traktatfæstede økonomiske politik, som medlemslandene tvinges til at føre og de voldsomme nedskæringer, som ikke mindst Grækenland har været udsat for. Det ændrer han vel ikke sådan lige.

Om Grækenland har han f.eks. sagt:
”Når det bliver alvor, er vi nødt til at lyve”, sagt i 2011 om Grækenlands økonomiske nedsmeltning.

Så nej, vi får aldrig sandheden af den mand, hvis forhold til demokrati bl.a. viser sig i disse små citater, som også er fra The Telegraph:
”- Jeg er klar til at blive beskyldt for ikke at være demokratisk nok, men jeg ønsker at være seriøs. Jeg er for hemmelige, mørklagte debatter.”

og om Storbritanniens diskussion om en folkeafstemning om Lissabon-traktaten:
”- Selvfølgelig vil der være overførelse af suverænitet. Men ville det være klogt at henlede befolkningens opmærksomhed på det?”

Og sådan kan man blive med ”guldkorn” fra hans mund. Så er der noget at sige til, at hans troværdighed ikke lige er på toppen? Eller han har svært ved at acceptere ”Brexit”.
Vi skal være solidariske, siger han og som jo er et af de mange ord i EU’s ”nysprog”. Udtryk, som jo som regel betyder det modsatte – især, når vi ser på den økonomiske politik, som føres eller EU’s manglende evne til at være solidariske i løsningen af problemerne jf. flygtningeproblematikken.

Og lytte til befolkningerne er ikke noget man gør med vilje. Svarene er oftest mere union, når det har vist sig, at unionsløsningerne ikke har virket – når befolkningerne i højere og højere grad ønsker mindre union og slet ikke en statsdannelse.
Endnu engang findes et fælles EU-militær frem sammen med en styrkelse af fælles grænse-og kystvagt.

Man arbejder – på trods alle fejlgrebene og det store dyb mellem disse mål og befolkningerne – på at bygge en union op, som skal være en økonomisk, politisk og militær supermagt.
Nej ellers tak. Heller ikke selv om det pakkes ind i nye løfter om gratis wi-fi i hovedstæderne eller bredbånd.

Vi skal beskytte ”fælles interesser” siger han. Hvilke interesser – og altså også uden for unionens grænser, som en ”rigtig” supermagt. Og hvem skal definere dem – vel Tyskland og Frankrig, som sædvanlig – og er det vores fælles interesser.

Det handler om at finde et andet europæisk samarbejde bygget på helt andre værdier som f.eks. åbenhed, frihed og en respekt for befolkningernes forskellighed. – Når vi ser nationalismens grimme spøgelse dukke op fra højre side i en række eu-lande, så er det jo nok så meget fordi alt for mange føler, at alt for meget kommer ovenfra og bliver presset ned over hovedet på de enkelte lande – samtidig med, at befolkningerne ikke føler, at de har nogen indflydelse. De føler sig fremmedgjort det centralistiske, lukkede, bureaukratiske EU, som ikke mindst Juncker er repræsentant for.

Reference : http://nyheder.tv2.dk/udland/2016-09-14-juncker-lover-gratis-wi-fi-og-eu-haer-i-krisetale


Poul Gerhard Kristiansen

Klage til DR over manglende alsidighed

Af Poul Gerhard Kristiansen, politisk ordfører for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti

Debatten havde endnu en gang boligskatten og skattestoppet på ejendomsværdiskatten til debat torsdag 8. september 2016.
Selv om et hovedtema var grundskyld, ejendomsværdiskat og boligskatter i det hele taget, så blev Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti eller for den sags skyld Henry George Foreningen heller ikke denne gang inviteret til at deltage i debatten.

Det er påfaldende, når man endnu engang ikke inviterer det eneste politiske parti, som offensivt går ind for grundskyld – ja, har det som mærkesag. Et parti, som har en positiv holdning til en øget boligbeskatning og som derfor også konstant har kritiseret den skattepolitik, som er blevet ført af skiftende regeringer. Det er derfor usagligt og i strid med DR´s alsidighedsforpligtelse, at vi ikke inviteres til at deltage i debatten.
Hvorfor inviteret man f.eks. i stedet lobbyistorganisationen ”Parcelhusejernes Landsforening” selv om de konservative i forvejen repræsenterer deres synspunkter – men altså ikke modpolen i form af Retsforbundets og georgistiske synspunkter?

Manglende opstillingsberettigelse p.t. har for eksempel ikke hindret DR eller andre store medier i flere tilfælde i såvel ”Debatten” som ”Deadline” at invitere f.eks. ”Nye Borgerlige”, ”Nationalpartiet” eller ”Dansk Samling”, når emnet har været indvandrer-og flygtningepolitik? Pernille Vermund fra Nye Borgerlige har haft indtil flere optrædener i både DR Debatten og Deadline, når emnerne har omhandlet indvandrer og flygtninge, samt EU. Morten Uhrskov Jensen fra Dansk Samling har deltaget flere gange i Deadline, når emnet har været ikke-vestlig indvandring. En af disse debatter har været overfor Kashif Ahmad fra Nationalpartiet. Derudover har Kashif også haft flere optrædener i DR Debatten, når emnerne har været indvandring, integration og radikalisering.

Ikke mindst i den nuværende debat og situation, hvor stærke kræfter får nærmest frit løb for kritik, reduktion eller fjernelse af boligbeskatning, ikke mindst grundskylden, burde der være en ekstra forpligtelse til også at lade det modsatte synspunkt herpå være repræsenteret i debatterne i Danmarks Radio.

Alsidighed og upartiskhed i formidlingen af den politiske debat bør veje meget tungt, også når det gælder ikke-opstillingsberettigede partier, når disse repræsenterer væsentlige synspunkter.


Kynisk udnyttelse af et fejlslagent system.

Kynisk udnyttelse af et fejlslagent system – CO2-kvoter

Kynisk udnyttelse af et fejlslagent system. Erstat i stedet de ineffektive CO2-kvoter med en provenu-neutral kulstof-afgift på fossilt kulstof.

Kynisk udnyttelse af et fejlslagent system. Erstat i stedet de ineffektive CO2-kvoter med en provenu-neutral kulstof-afgift på fossilt kulstof. Foto : http://www.carbontax.org/


Af Peter Mogensen, Gjern

CO2-kvotesystemet har vist sig ineffektivt. Priserne på kvoter er alt for lave for at opnå det nødvendige mål og bunden er allerede en gang gået ud af markedet.

Klimarådet har f.eks. flere gange fremhævet de lave priser. I april udtalte rådets formand, Peter Birch Sørensen, til Zetland: “Den nuværende kvotepris er alt for lav til, at kvotesystemet alene kan drive den nødvendige omstilling til vedvarende energi. Det er meget trist fra en klimapolitisk synsvinkel”

Det Venstre og energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt forsøger her på Altinget.dk er sådan set blot at udnytte denne fiasko til at gøre mindre end nødvendigt.

Hvis man virkelig tog klimaproblemet seriøst, så ville man se hvordan Danmark bedst kunne skubbe på det aktuelle moment for at fremme løsningen globalt. Det ville indeholde både at fastholde Danmarks egen nedadgående udvikling i udslip, men også at presse på internationalt for at få et reelt velfungerende system, hvor afbrænding af fossile brændsler betaler de reelle omkostninger for fremtidige generationer og ikke bare tørrer regningen af på vores efterkommere ved at dumpe biprodukterne i atmosfæren.

Den ideelle ville være at erstatte de ineffektive CO2-kvoter med en provenu-neutral kulstof-afgift på fossilt kulstof, hvor provenuet udbetales som dividende til befolkningen.

Retsforbundet vil derfor arbejde for dansk støtte til internationale tiltag som muliggør en provenu-neutral kulstof-afgift på fossilt kulstof efter “fee-and-dividend” princippet og implementering af en sådan på nationalt plan. Der skal opkræves en afgift på fossilt kulstof, hvor dette produceres eller ved import fra et land, der ikke implementerer et tilsvarende system. Afgiften skal være progressivt stigende på en forudsigelig måde, så investeringer kan tage højde for den, indtil stigningen I CO2-niveauet i atmosfæren er under kontrol.

Californien har netop opfordret præsident Obama og den amerikanske kongres til at vedtage netop sådan et værktøj til effektivt at løse klimaproblemet med Assembly Joint Resolution 43 :

”WHEREAS, A national carbon tax would make the United States a leader in mitigating climate change and the advancing clean energy technologies of the 21st Century, and would incentivize other countries to enact similar carbon taxes, thereby reducing global carbon dioxide emissions without the need for complex international agreements; now, therefore, be it Resolved by the Assembly and the Senate of the State of California, jointly, That the Legislature hereby urges the United States Congress to enact, without delay, a tax on carbon-based fossil fuels; and be it further Resolved … That all tax revenue should be returned to middle- and low-income Americans to protect them from the impact of rising prices due to the tax”

Danmark bør lægge sig lige i hælene af Californien.


Peter Mogensen

Klimamærke på fødevarer – Et slag i luften

Af Peter Mogensen, Gjern

Liberal Alliance forelår nu, ifølge Altinget.dk, at der skal indføres et “klimamærke” for fødevarer, så forbrugere ikke handler i blinde om klimaaftrykket af de fødevarer de putter i indkøbskruven.

Det er da glædeligt at se at Liberal Alliance pludselig er blevet bevidste om klimaproblemet. Nu har de ellers brugt de sidste mange år på at kalde de naturvidenskabelige resultater for “religion” og “tro”.

Men hvor velment dette nye forslag end er, så skal man vist ikke tænke ret lang tid over det for at finde ud af at det højst er symbolpolitik. Hånden på hjertet. Hvad skal forbrugerne med endnu en mærknings-ordning? Hvorfor skal det være så komplekst? Hvor mange som står i supermarkedet og køber ind har tid og energi til at lave en optimerings-overvejelse omkring hver eneste vare de putter i kurven og tage højde for 5, 6, 7… faktorer: Pris, råvarer, oprindelsesland, økologi, nøglehuller, klima,… osv. osv.

Det vil absolut forslå som en skrædder et varmt sted…. Hvorfor ikke lave en løsning, der virker?

Sørg for at markedet indpriser alle omkostninger ved produktionen – inkl. dem for fremtidige generationer. Så vil markedet arbejde for en løsning og ikke imod. Indfør en provenu-neutral kulstof skat på fossilt kulstof, der hvor det hentes op af jorden. Udbetal provenuet som dividende til borgerne.

Se mere her:
https://citizensclimatelobby.org/carbon-fee-and-dividend/
http://www.latimes.com/opinion/op-ed/la-oe-wara-morris-taylor-carbon-tax-20160809-snap-story.html

Så vil det samlede klimaaftryk for en vare lige fra produktion til transport blive afspejlet ned igennem priskæden og direkte i prisen på den enkelte vare og det eneste forbrugeren skal kigge på er prismærket.
Det er den løsning vi har brug for og som liberale burde bakke op om.

Det er ikke fordi der er noget galt med forbruger-oplysning. Selvfølgelig skal forbrugerne have ordentlig besked om beskaffenheden af de varer de køber. Men hvis formålet er at det skal have en faktisk effekt på klimaet, så skal man ikke gøre det endnu mere komplekst at være forbruger.

Tag klimaproblemet seriøst. Indfør en generel provenu-neutral skat på fossilt kulstof, så det kan betale sig for forbrugerne at have et mindre klimaaftryk end gennemsnittet, uden at de skal kigge på andet end prismærket.